Den unge vestgoter Alarik anførte i 394 en vestgotisk hær, som fungerede som hjælpehær til den romerske hær, som under Kejser Theodosius I kæmpede mod oprøreren, den frankiske general Arbogast, som havde erobret Gallien og udråbt den romerske veltalenhedslærer Eugenius til Kejser (392-394).

Ved Aquileia udkæmpedes et voldsomt slag, hvorefter Arbogast begik selvmord og Eugenius blev henrettet. Theodosius I overtog nu magten over det samlede Romerrige, men han døde allerede året efter og straks derpå valgte vestgoterne i Møsien den unge General Alarik til deres Konge (395-410).

Goterne var i 375 blevet fordrevet fra deres landområder i Sydrusland af hunnerne og Kong Alarik startede nu en agressiv erobringspolitik for at finde en ny bopæl til sit folk og drog med sin hær plyndrende ned gennem Balkanhalvøen, indtil det lykkedes generalen Stiliko, som var formynder for den nye, mindreårige Kejser Honorius i Vest-Romerriget, at stoppe dem ved at udnævne Alarik til øverstkommanderende i det vestromerske Illyrien.

I 397 vendte Alarik sig fra Vestriget og Stiliko og blev istedet udnævnt til militærkommandant i det østromerske Illyrien.

I 401 brød horder af vandaler og alaner ind i Romerrigets nordlige provinser Noricum og Raetia og Alarik udnyttede situationen til også selv at sende sin hær på plyndringstogt i Norditalien. Romerne frygtede, at vestgoterne var på vej mod Rom, men General Stiliko, der selv var af den vandalske stamme, samlede skyndsomst en stor hær ved at knytte en overenskomst med vandalerne. Og med hjælpetropper herfra og de romerske tropper fra Rhin-egnen tilføjede han i 402 vestgoterne et betragteligt nederlag ved Pollentia.

I 403 genoptog Alarik imidlertid sine plyndringer i Norditalien, men blev også denne gang besejret af Stiliko ved Verona, hvor romerne tilføjede vestgoterne et stort nederlag og Alarik måtte gå med til atter at tjene Vestriget som General.

Da General Stiliko i 408 blev anklaget for forræderi og henrettet af Kejser Honorius, så Alarik atter sin chance til at føre sin vestgotiske hær uantastet ned i Italien og helt frem til Rom. Honorius havde i de forløbne år flyttet residensen til Ravenna, der var bedre beskyttet end Rom, som nu stod forsvarsløs overfor den frygtede vestgoterhær. Det lykkedes dog romerne at samle en stor sum penge og guld ind som betaling til Alarik for at fjerne sin hær og herved undgå en belejring.

Alarik anmodede derpå Kejser Honorius om at vestgoterne kunne få land og fast opholdssted i provinsen Noricum, men Kejseren afslog dette ønske og istedet førte Alarik endnu engang i 409 sin hær ned i Italien, hvor han truede romerne til at udråbe en ny Kejser, bypræfekten Attalus. Men heller ikke Attalus ville give efter for vestgoternes krav, så Alarik lod ham afsætte og forsøgte påny at forhandle med Honorius.

I 410 var Alarik's - og vestgoternes - tålmodighed opbrugt og for tredje gang førte den vestgotiske Konge sin hær mod Rom, som denne gang blev erobret og plyndret. Det var første gang i 800 år, at Rom blev udsat for en belejring, en erobring og plyndring og romerne var rædselsslagne og fuldstændigt uforberedte på denne mulighed. I 3 dage hærgede og plyndrede vestgoterne byen, hvorefter de drog videre sydpå medbringende et stort bytte, enorme kostbarheder og masser af fanger, gidsler og slaver, heriblandt Kejser Honorius' søster Galla Placidia.

I Syditalien planlagde Alarik derpå et felttog mod Afrika, der dengang var "Italiens kornkammer" og en ren guldgrube. Han døde imidlertid pludseligt i slutningen af 410 under et ophold i byen Cosenza og istedet valgte vestgoterne hans svoger, østgoteren Ataulf, til Konge (410-415) og denne opgav planerne om at indtage Afrika.

Litteratur om Alarik:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
Mortensen, Lars Boje: Civiliserede barbarer. Museum Tusculanum, 1991.
Verdenshistoriens Hvornår skete det. Bd.1. Politiken, 1965.