Flavius Stiliko var af vandalerstammen og født ca. 359 efter Kristus. Han gjorde karriere i Øst-Romerrigets hær, hvor han tjente under Kejser Valens (364-378). Da denne blev dræbt i 378 i slaget ved Hadrianopel, tilkaldte hans nevø, den Vestromerske Kejser Gratian, den spanske General Theodosius og udnævnte denne til Østromersk Kejser.

Stiliko fortsatte herefter sin militære karriere under Kejser Theodosius I (379-395) og blev allerede før 383 udnævnt til "Magister Equitum"; General over kavalleriet.

I 383 sendte Theodosius Stiliko som leder på en diplomatisk mission til den persiske kong Shapur 3, en opgave som Stiliko løste med et så godt resultat, at Theodosius bagefter udnævnte ham til leder af den kejserlige garde og i 384 gav ham sin niece og adoptivdatter Serena til hustru. Med Serena fik Stiliko mindst tre børn, sønnen Eucherius, som hans modstandere senere mente, han havde planer om at sætte på Romerrigets trone, og døtrene Maria og Thermantia, der begge blev kejserinder over det Vestromerske Rige.

I 385 blev Stiliko udnævnt til General over hæren i Thrakien og herpå blev han sendt til forskellige krigszoner, blandt andet i Britannien og ved Rhinen, hvor grænsefolkene ustandselig brød ind.

I 394 udnævnte Theodosius I sin yngste søn Honorius til sin medkejser i det Vestromerske Rige og da fulgte Stiliko med som hjælper for den unge Kejser og han og hans hustru Serena blev udnævnt til formyndere for den kun 9-årige Honorius. Herefter knyttede Theodosius og Stiliko deres forbindelse endnu tættere ved at aftale et ægteskab mellem Honorius og Stiliko's datter Maria. Også Galla Placidia, Honorius's halvsøster, datter af Theodosius I og hans anden hustru Galla, blev efter sin moders død opdraget i Stiliko og Serena's børneflok.

Da Theodosius I lå for døden i Milano det følgende år (395), var det derfor naturligt for ham at lægge regeringsmagten på sønnens vegne i den trofaste Stiliko's hænder, han var jo nærmest svoger til Honorius og samtidig hans svigerfader, med lidt held ville han blive bedstefader til den næste vestromerske kejser, hvem kunne være bedre egnet til at bevare Honorius' rige.

Men efter Theodosius' død opstod der det problem, at Stiliko mente, at den døende Kejser havde udpeget ham som formynder og regent for begge hans sønner og for hele Romerriget, det vil sige også for det Østromerske Rige, hvor den ældste søn Arcadius, nu i en alder af 18 år var rede til selv at sole sig i magten og til at lade sig lede af de personer, som havde haft ham under deres indflydelse indtil nu.

Og den østromerske Prætorianerpræfekt Flavius Rufinus havde ikke i sinde at lade Stiliko bestemme, så han tog magten i Arcadius' navn. Men ikke længe for den 27. november 395 blev han dræbt af hæren. Drabet var muligvis organiseret af Stiliko, som istedet for kom til at stå over for den indflydelsesrige hofeunuk Eutropius, der nu tog magten efter Rufinus.

Det var urolige tider for Romerriget i disse år, med stadige kampe ved alle grænser og nye folkegrupper, der gang på gang forsøgte at forcere grænserne for at skabe sig et nyt hjem, forjaget af andre folkestammer, i et evigt uroligt mønster. Men Stiliko var en dygtig strateg og det lykkedes ham i mange år at holde barbarinvasionerne i Riget stangen.

I 395 bekæmpede han vestgoterne i Grækenland og fik for en tid pacificeret deres konge Alarik ved at udnævne ham til øverstkommanderende i Illyrien. Markomannerne fik lov at bosætte sig syd for Donau. Men hunnerne plyndrede i Lilleasien. I 396 måtte Stiliko drage til Afrika for at bekæmpe et oprør der og i 397 var det Alarik, der gjorde oprør. I 399 hærgede østgoterne i Lilleasien og i 401 brød vandaler og alaner ned i provinserne Noricum og Raetia. Samtidig gjorde vestgoterne indfald i Norditalien og romerne frygtede de vilde horder.

Kejser Honorius var ligeså bange som alle andre og ville flygte, men Stiliko indgik i stedet en aftale med vandalerne og med en stor fælles hær lykkedes det ham i 402 at besejre vestgoterne ved Pollentia.

Allerede i 403 fortsatte vestgoterne imidlertid deres hærgen i Norditalien, men endnu engang blev de besejret af Stiliko, denne gang ved Verona, mens østgoterne, der derpå gjorde indfald i Norditalien, blev besejret i 405. I 406 gik imidlertid hele den nordlige del af Riget i opløsning, alaner, sveber og vandaler gjorde indfald i Gallien og fulgtes af burgunder og alemanner samtidig med at der opstod oprør i Britannien, hvor soldaterne udråbte Constantin III til Modkejser med et efterfølgende erobringstogt til Gallien.

Stiliko måtte samle sin tropper mod én fjende ad gangen og forsøgte derfor at købe vestgoterne til at forholde sig i ro. Denne manøvre - muligvis sammen med andre, vi ikke ved nok om, kom til at koste ham hans stilling. Måske havde han også ambitioner om at tage magten i hele Riget, måske om at sætte sin egen søn på tronen, i hvert fald opstod der en stærk modstand imod ham og selv Honorius, der kort før havde ægtet Stiliko's anden datter Thermantia, følte sig usikker på Stiliko's troskab og da hæren også gjorde oprør i 408, flygtede Stiliko til Ravenna og søgte tilflugt i en kirke. Med falske løfter lykkedes det hans modstandere at få ham ud herfra og derpå lod Kejser Honorius ham fængsle og henrette den 23. august 408.

I den antigermanske stemning, der herefter herskede i Vestriget, forlod mange af Stiliko's germanske soldater den romerske hær og gik over til vestgoterne for ikke at blive forfulgt af romerne. Men den værste følge var, at der nu ikke var nogen til at samle tropperne til kamp mod indtrængerne og at vejen til Rom nu var åben for den vestgotiske hær, som Kong Alarik førte ned gennem Italien for at indtage Rom.

Efter Stiliko's henrettelse flygtede hans hustru til Rom, hvor hun opholdt sig i december måned, da Alarik første gang belejrede Rom. I den almindelige panik fik romerne nu den tanke, at det var Serena, der som hævn over Stiliko's skæbne havde tilkaldt Alarik og med Galla Placidia's hjælp fængsledes og henrettedes Serena, der vistnok også havde forstået at sætte romerne op mod sig på grund af sin hovmodige opførsel. Det fortaltes blandt andet hvordan hun, der jo var kristen, var gået lige ind i det gamle - og for den hedenske kults mange tilhængere stadig ukrænkelige - Vesta-tempel og der havde taget gudindens kostbare halskæde af statuens hals og hængt den om sin egen. Som i alle andre hændelser på den tid, var der her indvævet både magtkampe, økonomiske hensyn og stærke religiøse følelser.

I Monza kan man i museet "Tesoro del Cattedrale" se en meget smuk to-fløjet altertavle ("diptykon") i elfenben med relieffer af Stilikoog Serena med sønnen Eucherius.

Litteratur og links om Stiliko:
Christiansen, Erik: Romersk historie, fra by til verdensrige og fra verdensrige til by. Aarhus Universitetsforlag, 1995.
- side 157ff.
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
Om Serena's vanhelligelse af Vesta-templet: se Ankerfeldt, Carl: Vandringer i det antikke Rom. Schultz, 1976. - side 97 og : Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993. - side 201.
About: Last chance to beat the Goths.
The 1991 edition Encyclopedia: Flavius Stilicho.