ANNAS ROM GUIDE
Arrigo Andreottini

- slutningen af 1400-tallet -

Navnet "Arrigo" svarer til det danske Henrik, som også kan oversættes til Enrico på italiensk. Man ser derfor denne person omtalt som både Arrigo Andreottini og Enrico Andreottini. Desuden ses formen Enrico di Giacomo Andreottini, som betyder, at Enrico / Arrigo var søn af en Giacomo Andreottini.

Ellers er oplysningerne om Arrigo Andreottini sparsomme. Vi ved, at han i perioden 1484-1492 ejede et hus i det område, der idag dækkes af Palazzo Bossi Ceselli, som har hovedindgang i Via di Monserrato nr. 154 og er hjørneejendom mod Vicolo della Moretta. Nabohuset ejedes af Monsignor Pietro Altissera, som var Pave Innocens VIII's huskapellan og apostolsk skriver, og de 2 bygninger blev på et tidspunkt samlet i én med fælles facade. (Se mere herom på siden om Palazzo Bossi Ceselli).

Andreottini-familien kendes i Rom fra 1365 og de mandlige medlemmer bestred både høje embeder, samt var en del af Lægbroderskabet Compagnia del Salvatore. De blev blandt andet gravlagt i kirkerne San Marcello og Sant'Eustachio. Pave Martin V (1417-1431) ophøjede dem blandt Roms fornemme familier. Familien uddøde i 1700-tallet.

Der omtales en Giacomo Andreottini, der døde i 1455. Her er muligvis tale om Arrigo's fader, der i sit testamente efterlod en arv til Compagnia del Salvatore. Denne Giacomo havde en datter ved navn Lucrezia, som var gift med Andrea Nazareni. Her er der måske tale om Arrigo's søster og svoger.

Om Arrigo Andreottini ved vi, at han i 1464 deltog i processionen ved Festa dell'Assunzione, hvor han bar det hellige Kristusbillede genem det andet skift fra Kirken Santa Maria Nova til Turris Subura. Arrigo, der her omtales som "Henricus Iacobi de Andreottinis", altså "Henrik, søn af Jacob (Giacomo) Andreottini", bar for Rione Arenula (nutidens Rione Regola, hvor han havde sin ejendom) sammen med Cola Iohannis Nuccioli, Dominicus Francisci de Cintiis, Iordanus Iacobi de Cintiis og Rentius de Catellinis.

Under processionen ved samme højtid i 1484 bar han igen på det andet skift fra Santa Maria Nova til Turris Subura, men denne gang for Rione Sant'Eustachio. Her bar han ("Enricus de Andreottinis") sammen med Iacobus de Arberinis, Laurentius de Paparonibus, Angelus de Neronibus, dominus Iohannes Andreas de Grassis de Mediolano, Iohannes Franciscus de Mutis og Innocentius de Paperonibus. Det var en større skare, men 3 af navnene er efterfølgende streget ud, så de har måske ikke deltaget.

I processionen ved Festa dell'Assunzione i 1488 bar Arrigo igen det hellige Kristusbillede gennem det andet skift fra Santa Maria Nova til Turris Subura. Her igen for Rione Sant'Eustachio sammen med Iacobus de Ylperinis, Laurentius de Paparonibus, Iohannes Franciscus de Mutis, Nicolaus de Cafarellis, Filippus de Neronibus og Dominicus de Rubiano.


Litteratur om Arrigo Andreottini:
Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Ristampa fotomeccanica, Arnaldo Forni Editore, 1979. Oprindelig udgivelse: Roma, Collegio Araldico. Bd.1-2 i ét bind.
- side 53-54.

De Dominicis, Claudio: Membri del Seato nella Roma Pontificia. Roma, 2009.
- side 57.
Modigliani, Anna: I Porcari. Storia di una famiglia romana tra Medioevo e Rinascimento. Roma, "Roma nel Rinascimento", 1998.
- side 257, 263, 270.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 57.
Necrologi e libri affini della Provincia Romana, Volume 44 / Pietro Egidi. Istituto Storico Italiano, Roma, 1908. (Fonti per la Storia d'Italia).

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Årstal og kronologi
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.4.2021 og sidst opdateret d. 4.4.2021