ANNAS ROM GUIDE
Kardinal Giambattista (Giovanni Battista) Costaguti
1636-1704

Kardinal Giambattista (Giovanni Battista) Costaguti var født i 1636 i Rom som søn af Prospero Costaguti i den rige bankierfamilie Costaguti, der stammede fra Genova. Han var yngre broder til Kardinal Vincenzo Costaguti.

Da Giambattista blev født var 4 af hans kvindelige slægtninge (søstre eller fastre) nonner i Dominikaner-Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto ved Via Panisperna i Rom.

Giambattista Costaguti trådte selv i Kirkens tjeneste og gjorde en strålende karriere her. I årene 1655-1667 var han guvernør over forskellige byer indenfor Pavestaten under Pave Alexander VII. Han blev også leder af "La Zecca", det pavelige møntvæsen, og i 1669 af "L'Annona", den pavelige forsyningstjeneste hvorfra Roms korn- og olieforsyning styredes.

Pave Alexander VIII udnævnte Giambattista Costaguti til Kardinalpræst ved konsistoriet den 13.2.1690 og til titelkirke fik han Kirken San Bernardo alle Terme. Da Alexander VIII døde i 1691, deltog Giambattista Costaguti i konclavet, hvor Innocens XII blev pave.

Giambattista Costaguti opkøbte et større jordstykke indefor Porta Pia, hvor han lod opføre en landvilla med en stor og pragtfuld park omtrent på det sted, hvor idag Storbritanniens ambassade ligger på højre side af Via XX Settembre. Villaen solgtes senere til Torlonia-familien.

Den 12. november 1691 blev Giambattista Costaguti Titulær-Kardinal ved Kirken Santa Anastasia. Pave Innocens XII døde i 1700 og Giambattista Costaguti deltog atter en gang i et konclave, der denne gang valgte Clemens XI til pave.

Giambattista Costaguti døde den 8. marts 1704 i Palazzo Patrizi Costaguti. Han blev begravet i Kirken San Carlo ai Catinari i familiekapellet, Cappella Costaguti, som han havde ladet bygge omkring år 1700.

Links om Kardinal Giambattista Costaguti:
Se billede af Kardinalen.
Portræt af Kardinalen.
The Cardinals of the Holy Roman Church: Costaguti, Giambattista.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 11.2.2006 og sidst opdateret d. 15.4.2009