|
|
|
|
|
Domenico Ginnasi var af Ginnasi-slægten, som kom fra Brescia i Norditalien. En gren af slægten slog sig imidlertid ned i Rom i løbet af 1500-tallet, opkøbte nogle ejendomme ved nutidens Largo di Torre Argentina og Via delle Botteghe Oscure og byggede deres familieresidens her. Domenico var dog født i Castel Bolognese som tredie søn af lægen Francesco Ginnasi, som senere flyttede praksis og familie til Rom, hvor hans svoger Alessandro Pallantieri var blevet byens pavelige Guvernør og derfor kunne hjælpe familien til rette. Sin tidligste opdragelse og uddannelse fik Domenico imidlertid i Norditalien, hvor han også studerede jura ved Universitetet i Bologna indtil sin doktorgrad i 1572. Samme år blev han af sin fader bedt om at komme til Rom. Denne var måske allerede under Pave Pius IV, i perioden 1559-1561, flyttet hertil, hvor den magtfulde svoger udvirkede, at Paven omkring 1560 udnævnte Franncesco Ginnasi til professor i medicin ved Università La Sapienza, samtidig med at han udnævnte ham til sin livlæge. I 1571 døde Francescos hustru Caterina Pallantieri i Rom, altså inden at Domenico nåede at vende tilbage til sin familie. I de følgende år blev Domenico præsteviet og Gregor XIII udnævnte ham derpå til pavelig prælat, ligesom Paven indtil sin død i 1585 fortsatte med at give ham høje hverv og udmærkelser. Efter Gregors død fortsatte Domenico med at stige i indflydelse og i 1586 blev han således af den nye Pave Sixtus V udpeget til Vicelegat i Campanien. I December måned samme år blev han Ærkebiskop i Manfredonia, i 1595 Viceguvernør i Fermo, i 1598 pavelig Nuntius i Toscana og siden i 1600-1605 i Spanien, alt sammen udnævnelser foretaget af de næste paver, der i et antal af 4 hurtigt efterløste hinanden efter Sixtus' død i 1590. I mellemtiden var også Domenicos fader Francesco død i 1587 og sønnerne lod ham begrave i Rom i Kirken Santa Maria sopra Minerva, hvor hans gravsten stadig kan ses på den sidste søjle i det højre sideskib. I 1597 døde Domenicos yngre bror Dionisio og efterlod sig hustruen Faustina Gottardi og den 5-6-årige datter Caterina Ginnasi, som nu blev Domenicos ansvar. Den højeste værdighed opnåede Domenico Ginnasi i 1604, da han blev udnævnt til Kardinal-Præst, og i 1605 da han fik tildelt Kirken San Pancrazio. I 1606 blev han Kardinal ved Kirken Santi Apostoli og i 1624 ved Kirken San Lorenzo in Lucina. I disse år sørgede Kardinalen også for sin svigerinde og sin faderløse niece, som fik undervisning, blandt andet i at male, da hun var særligt interesseret heri og også havde et lille talent herfor. Samtidig lagde han planer for et godt ægteskab for den unge pige, men da hun erklærede, at hun ikke ønskede at gifte sig, men hellere ville fordybe sig i de hellige skrifter og sit maleri, gav Kardinalen efter og lod hende få timer hos maleren Gaspare Celio. I 1610 havde Kardinalen af Pave Paul V fået overladt den lille Kirke Santa Lucia de Calcarario med tilladelse til at indbygge den i sin bolig. Han opkøbte også de naboejendomme, der havde tidligere tilhørt familien Amantieri, for at udvide familie-boligen. Og i 1630 lod Domenico så både familiens ejendom ved Kirken og selve Santa Lucia gennemgribende ombygge med Orazio Torriani som arkitekt. Og niecen Caterina fik her lejlighed til at vise sine evner, idet hun kom til at udføre flere malerier for Kirken og for Domenico. I en del af Ginnasi-ejendommen lod Kardinalen indrette en kostskole med plads til 8-12 unge mennesker fra Castel Bolognese (ved Ravenna), som her fik kost og logi og teologisk uddannelse. Den kaldtes naturligvis Collegio Ginnasi. I en anden del af ejendommen grundlagde han et Kloster, kaldet Corpus Domini, for nonner af Santa Teresa-Ordenen, en underafdeling af Karmeliter-Ordenen. Som Kardinal deltog Ginnasi i 3 konklaver, det sidste af 2 i 1605, hvor Paul V blev valgt til Pave, og dernæst det i 1621, hvor Gregor XV blev Pave, samt til sidst det i 1623, hvor Urban VIII blev valgt. Domenico Ginnasi var meget godgørende og han var medlem af det religiøse og godgørende broderskab Compagnia del Crocifisso. Han dyrkede også sit religiøse engagement sammen med de senere helgenkårede præster Giuseppe Calasanzio og Camillo de Lellis. Kardinalen fandt imidlertid også tid til at besøge sin fødeby og til at skrive enkelte skrifter, f.eks en kommentar til Davids Salmer, som også er blevet udgivet. Ginnasi var desuden en stor musikelsker og beskytter af komponisten Giovanni Francesco Anerio. Domenico Ginnasi døde den 12. Marts 1639 i sit hjem Palazzo Ginnasi i Via delle Botteghe Oscure, hvorefter han den 14. Marts blev begravet i sin egen lille Kirke Santa Lucia dei Ginnasi. Hans enearving, niecen Caterina, lod derefter udfærdige et stort gravmæle for ham i Kirkens højre kapel. Grandi (se litt.note forneden) giver en levende beskrivelse af dagene efter Kardinalens død: "Niecen Caterina sørgede for sin onkels sjælefred - i hjemmet og udenfor - hun bestilte mindetaler, ekstraordinær uddeling af almisser og messer i alle de største kirker i byen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|