|
|
|
|
|
Flavius Merobaudes var af frankisk slægt og officer i den vestromerske hær i sidste halvdel af 300-tallet til 388 efter Kristus. Han var den første af den række af generaler, som rent faktisk regerede Det Vestromerske Rige på de efterfølgende svage kejseres vegne. Merobaudes tjente først som general under Den Vestromerske Kejser Valentinian I, da denne uventet døde af et slagtilfælde i 375. Valentinian I havde allerede tidligt (i 367) udnævnt sin ældste søn Gratian til sin medkejser og efterfølger, et hverv den kun 16-årige knægt nu måtte påtage sig. Den magtfulde General Merobaudes sørgede derpå for at udråbe Valentinian I's yngste søn, den 4-årige Valentinian II, til Gratians medkejser. Da Kejser Gratian stadig var så ung og uerfaren, bevarede Merobaudes sin store indflydelse ved hoffet og på regeringsmagten. Han blev udnævnt til konsul i 377 og igen i 383 og nød Kejserens gunst, men da hæren i Britannien i 383 udråbte deres General Magnus Maximus til Kejser og tropperne vendte sig mod Gratian, sluttede Merobaudes sig til tronraneren, som gjorde god brug af den dygtige general, som på denne måde bevarede sin magt i Italien også under den nye Kejser, da Gratian var blevet dræbt. Merobaudes kunne således - som en af de ganske få - tiltræde sit tredje konsulat i 388, men samme år blev han tvunget til at begå selvmord af grunde vi ikke kender. Det var samme år, som Magnus Maximus led sit altafgørende nederlag til Kejser Theodosius I, som derpå indsatte Valentinian II som Vestromersk kejser.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|