|
|
|
|
|
var et broderskab af lægfolk, som var tilhængere af San Bernardo og støttede de religiøse ordener, der var inspireret af ham. I 1440 fik Confraternita di San Bernardo overdraget en ny lille kirke viet til San Bernardo. Det drejede sig om Kirken San Bernardo alla Colonna Traiana, som præsten Francesco dei Foschi di Berta havde ladet indrette i en af sine ejendomme ud til Piazza della Colonna Traiana og Trajansøjlen nedenfor trappen op til Magnanapoli. Det var måske ligefrem Francesco dei Foschi di Berta, der omkring år havde grundlagt Confraternita di San Bernardo, der i starten også kaldtes Compagnia di San Bernardo, hvorfor kirken også blev benævnt San Bernardo della Compagnia. Dette antydedes i hvert fald på hans gravsten, der bar følgende indskrift: "Franciscus de Fuscis huius ecclesiae et societatis fundator hic iacet anno MCCCCXLVIII" ("Francesco de' Foschi, grundlægger af denne kirke og broderskab, ligger (begravet) her i året 1448"). Broderskabet, der i starten samledes i kirken Santa Maria Scala Coeli alle Tre Fontane, havde til formål at udføre velgørende arbejde og hver søndag uddelte man fødevarer til 2 dages forbrug til 40 fattige familier. Samtidig arbejdede medlemmerne på at udbrede dyrkelsen af San Bernardo og den 19. august 1440 blev broderskabets regler godkendt af Pavens stedfortræder og senere, den 28. september 1458, blev de endelig godkendt af Pave Pius II og sammenslutningen betegnedes nu: Congregazione di San Bernardo al Foro Traiano. Medlemmerne forpligtede sig til at arbejde for at udbrede kendskabet til San Bernardo, til at vedligeholde kirken San Bernardo della Compagnia og til at yde fattige medlemmer bistand og hjælp. Broderskabet beholdt Kirken San Bernardo alla Colonna Traiana i over 100 år, men i 1585 påbød Pave Sixtus V broderskabet at bygge et kloster og Kardinal Michele Bonelli overlod dem derfor kirken Santi Vito e Modesto med et tilhørende palæ. Sankt Bernhardmunkene havde nemlig allerede fra 1477 haft ansvaret for denne kirke. Broderskabet, der nu havde titel af Confraternita di San Bernardo, oprettede også et hjem for forældreløse piger (også kaldet "Collegio di Zitelle di San Bernardo") og et hjem for enker og flyttede derpå deres domicil til kirken Santa Susanna, den gamle "Titulus Gai", som de i oktober 1587 fik overladt af Sixtus V sammen med de tilliggende jorder, fordi de havde planer om at grundlægge et kloster for Cistercienser-nonner, der skulle drive hjemmet for forældreløse piger. Pavens søster Camilla Peretti var protektrice for Confraternita di San Bernardo og blev det også for nonnerne og klosteret, som hun støttede aktivt. I årene 1587-91 bekostede hun indretningen af et kapel i kirken: "Cappella di San Lorenzo". Den 13. august 1591 ophøjede Pave Gregor XIV broderskabet til "ærkebroderskab" med titlen: Arciconfraternita di San Bernardo. For munkene af Ordenen "I Foglianti", en reformeret munkeorden som var en strengere udgave af Cistercienser-Ordenen under San Bernardo's beskyttelse med det lange navn "I Monaci Riformati di San Bernardo dell'Ordine Cisterciense" kom der fra 1598 til lige over for Kirken Santa Susanna at ligge en kirke og et kloster viet til San Bernardo. I 1605 købte Confraternita di San Bernardo vingården "Vigna Caetani", som lå bagved Kirken Santa Susanna ud mod nutidens Via og Piazza Barberini, og på dette område blev der dels anlagt gader og dels udlejedes mindre stykker til beboelse og byggeri for at fremme Sixtus V's tanke om her at skabe en driftig forstad: "Borgo di San Bernardo". Kirken San Bernardo alla Colonna Traiana blev efterhånden mere eller mindre overladt til sig selv og i 1694-95 overgav Pave Innocens XII den til den nygrundlagte forening Confraternita del (Santissimo) Nome di Maria, som senere byggede en ny kirke, Chiesa del Santissimo Nome di Maria, på stedet. Caiola, Antonio Federico: Piazza della Repubblica. (Comune di Roma, Assessorato alla Cultura, Centro di Coordinamento Didattico). Fratelli Palombi Editori, 1996. - side 30ff. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione II, Trevi, del 8: side 113f. Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000. - side 54f. Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. Elio de Rosa editore. Itinerario 3. - side 53. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|