Denne lille Kirke, som ikke eksisterer længere, er kendt under mange forskellige navne: Santa Maria Domnae Rosae, Santa Maria Dominae Rosae in Castro Aureo, Santa Maria Domine Rose, Santa Maria Domne Rosae. Den indrettedes sammen med et tilhørende Kloster på et tidspunkt før år 1000 i de gamle ruiner af det antikke anlæg Crypta Balbi, der lå som østlig forlængelse af Balbus' Teater, hvis ruiner findes i kældrene til bygningskomplekset på vestsiden af Via Michelangelo Caetani. Af Crypta Balbi kan man se rester på østsiden af gaden, hvor der er indrettet et museum med indgang fra hjørnet af Via delle Botteghe Oscure. (se kort nedenfor, hvor nr.3 viser Santa Maria Domnae Rosae)

Klik her for at se nummerforklaring

Kirken var altså bygget før år 1000, men først i en bulle, udstedt af Pave Celestin III i 1191, nævnes dens grundlæggere, som skulle være medlemmer af tidens betydningsfulde familier med navne som Gratianus, Gregorius, Imilla og Domina Rosa. Denne Fru Rosa er altså ophav til Kirkens ene tilnavn. Det andet, "in Castro Aureo", skyldes den befæstede borg, Castrum Aureum, som i 1200-tallet var opstået i de gamle ruiner, hvis brede søjlegange, der omkransede området, var skabt til at lukke af, befæste og omdanne til et sikkert område, hvilket kunne være nødvendigt i den turbulente Middelalder.

Ifølge en kirkehistoriker fra 1700-tallet (Gregorio Giacomo Terribilini) var Kirken oprindeligt viet til San Lorenzo, mens den tidligere historiker Fioravante Martinelli i 1600-tallet mente, at Kirken også havde været viet til Santo Stefano og til Jomfru Maria.

I Kirkekataloget fra Torino fra ca. 1320 berettes det, at Kirken, der her kaldes "Ecclesiae Sanctae Mariae Dominae Rosae" eller "Ecclesia sancte Maria dompne Rose", har "primicerium et V canonicos", det vil sige 1 leder og 5 kanniker, som tilsyneladende boede i Klosteret. I 1425 benævnes Kirken også "Sce Marie Dompne Rose" i Signorili's kirkekatalog.

Den gamle Kirke havde - i hvert fald fra begyndelsen af 1200-tallet - form af en basilika med 3 skibe, adskilte af søjlerækker, og en buet apis for enden af hovedskibet. Det er muligt, at det venstre sideskib fungerede som kapel for San Lorenzo, da man har fundet rester af en indskrift med hvide bogstaver og ordene S.Laurentiu(s). Foran hovedindgangen var der muligvis en bred forhal med søjler. (Stefania Quattrone hævder dog i Roma Sacra (se litt.note nedenfor), at Kirken allerede i 800-900-tallet blev ombygget til kun at have ét skib og derpå viet til Santa Caterina d'Alessandria, for så at få navnet Sancta Catharina domne Rosae eller Sancta Catharina in castro Aureo).

Den gamle kirkebygning kom senere til at fungere som kapel for det Kloster og Pigehjem, som i slutningen af 1500-tallet indrettedes i de gamle Klosterbygninger. Samtidig byggedes den nye og større Kirke Santa Caterina dei Funari på en grund lidt sydvest for den gamle bygning. (S.Caterina er nr.5 på kortet ovenfor).

Som det også kan ses af kortet, var gadeforløbet en smule anderledes inden opførelsen af den nye Kirke og Klosterbygning. Via Caetani, der tidligere også kaldtes Via dei Funari, var den gang knap så lige og videde sig midtvejs ud i en lille plads foran Santa Maria Domnae Rosae's indgang. Men ved siden af denne lå forskellige mindre bygninger, som benyttedes af det til Kirken knyttede Kloster.

Hele dette kompleks, Kirke og Klosterbygninger, overgav Pave Paul III omkring 1537 til den senere helgen Ignazio di Loyola, som var kommet fra Spanien for at slå sig ned i Rom, hvor han blev grebet af de elendige forhold, der bød sig for de mange fattige pigebørn - specielt døtre af byens mange prostituerede og kurtisaner - som havde stor risiko for at ende i samme erhverv. Han oprettede derfor et lægbroderskab, Compagnia delle Vergini Miserabili, som fik til opgave at afhjælpe disse pigers nød. Det skulle ske ved at holde dem væk fra gaden, skaffe dem husly og mad, samt undervisning og oplæring, der kunne ende med et giftermål eller en indtræden i et af byens klostre. Til begge formål skulle pigerne også forsynes med en lille medgift. Så der var nok at tage fat på, og med Pavens godkendelse og overdragelsen af Santa Maria Domane Rosae-komplekset kunne Broderskabet oprette et pigehjem i bygningerne, med et tilhørende lille Kloster for de 12 nonner, som skulle klare den daglige drift, samt et lille hjem for enker og forladte kvinder.

I 1548 var spanieren Ferrante Ruiz kapellan ved Kirken, da han sammen med 2 landsmænd, Angelo Bruno og dennes søn Diego, grundlagde et lille sindsygehjem for fattige, pilgrimme og vagabonder. Dette "Ospedale dei Pazzarelli" skulle senere blive til det store Ospedale Santa Maria della Pietà.

Men alle disse tiltag medførte, at der måtte bygges en ny og større Kirke (Santa Caterina dei Funari) og at de gamle Klosterbygninger måtte udvides. Disse forandringer tog deres begyndelse i 1561 og fortsatte i de næste århundreder.

I 1580 blev den gamle Kirke, som først havde fungeret som Pigehjemmets kapel, helt nedrevet, da det på grund af den store tilstrømning af elever blev nødvendigt at udvide dette og Klosteret.