|
|
|
|
|
løber oppe på Esquilinhøjen mellem Largo di Sant'Alfonso, en ganske lille plads ved Via Merulana, og Via Carlo Alberto. Gaden har en meget gammel oprindelse og eksisterede allerede i Antikken som det sidste stykke af Clivus Suburanus, der gik nede fra byen og ud til den gamle Serviusmur og byporten Porta Esquilina. Resterne af Byporten udgør idag Gallienus-Buen, som spænder over Via di San Vito ud for Kirken Santi Vito e Modesto, og Bymuren strakte sig i samme retning - omtrent som nutidens Via Pellegrino Rossi - nede fra Via dello Statuto og op over Via Carlo Alberto, hvor man i husmuren ved nr.45 kan se et bevaret stykke. To sidegader støder til den korte Via di San Vito: på venstre, nordlige side forbinder den lille Via di Sant'Antonio all'Esquilino gaden med Via Carlo Alberto, og på den højre, sydlige side løber som nævnt den lille Via Pellegrino Rossi. |
|
|
|
|
|
|
|
|
GADENS HISTORIE: Som ovenfor nævnt er gadeforløbet flere tusinde år gammelt. Det udgjorde en del af den lange vej, som løb nede fra dalen under Viminalhøjen ved den nuværende Piazza degli Zingari og op over Colle Oppio over nutidens Via Merulana, hvor den slog et knæk og fortsatte ud til bymurens Porta Esquilina (idag kaldet Gallienus-Buen). Denne antikke vej svarede til nutidens gader Via in Selci, Via di San Martino ai Monti (på dette stræk kaldtes den Clivus Summus Suburanus) og Via di San Vito. Gennem hele gaden har man fundet rester af den antikke brolægning, ligesom man på begge sider har fundet rester af Serviusmuren. Denne var dog gået i forfald allerede før vor tidsregning og havde mistet sin betydning, men Byporten bevarede sin på grund af vejen, der løb igennem den. Indenfor Byporten lå det såkaldte Forum Esquilinum og før Kejser Augustus (år 31 før Kristus-år 14 efter Kristus) var området udenfor brugt som begravelsesplads for fattige, slaver og udstødte. Dog har man under husene ved Via Carlo Alberto fundet rester af en smukt bemalet grav, som må have været for mere prominente personer; man mener, at den har tilhørt Fabius-familien og at Quintus Fabius Rullianus blev begravet her omkring år 290 før Kristus. Sydvest for Via di San Vito lå der i Antikken (omkring år 40 efter Kristus) en ejendom tilhørende Konsulen Terentius Culleo. Kejser Augustus lod Porta Esquilina restaurere, og i år 262 blev den atter istandsat og den romerske borger Marcus Aurelius Victor viede ved denne lejlighed Buen til Kejser Gallienus og dennes hustru Salonina og opsatte en hyldest i et smalt bånd tværs over Porten. Gallienus besad en større landejendom udenfor Bymuren, Horti Liciniani, og for at nå derud, skulle han og hans følge passere Porta Esquilina - hvor han så kunne glæde sig over sin undersåts loyale hyldest. En Kirke kaldet Ecclesia Sancti Viti, Modesti et Crescentiae omtales allerede fra 300-tallet. Den lå dog ikke præcist på samme sted, som nutidens kirkebygning, men tilsyneladende ikke ret langt væk. Nordøst for gaden lå omkring 367 en fornem villaejendom, der tilhørte Vettius Agorius Praetextatus og hustruen Fabia Paulina. Gallienus-Buen havde en vis betydning i Middelalderen, hvor den kaldtes "arcus pictus": "den bemalede bue". Man formoder, at bemalingen bestod af fresker med religiøse motiver i forbindelse med den nærliggende Kirke. Nylige restauringer har vist rester af sådanne dekorationer. I Buens øverste punkt ophængte man desuden nøglerne fra Byporten Porta Salcicchia i Viterbo, som var blevet overleveret til Rom som tegn på underkastelse i 1225. De hang her i en jernkæde så længe som til 1825! Gallienus-Buen udgjorde i midten af 1400-tallet grænsen for det område omkring Santa Maria Maggiore, som Pave Nikolaus V havde givet skattefrihed for at fremme salget af vin og fødevarer til pilgrimmene ved Kirken. Den nuværende Kirke Santi Vito e Modesto er bygget i 1477 under Pave Sixtus IV, der lod den opføre i stedet for den ældre og forfaldne bygning. På gadens nordside lå ved siden af Kirken en lille Klosterbygning og efter sidegaden Via di Sant'Antonio all'Esquilino byggedes i 1668 (eller indrettedes i starten i eksisterende bygninger) det hjem for fattige og ugifte piger og kvinder, som Livia Vipereschi havde grundlagt og overladt til lægsøstre af Karmeliter-Ordenen. Omtrent samtidig byggedes en lille Kirke til brug for søstrene og pigehjemmet, Santa Maria della Concezione. Området syd for Via di San Vito tilhørte i Renæssancen og fremefter først Cesi-familien, derpå Kardinal Francesco Nerli, der var Titulær-Kardinal ved den nærliggende - og nu forsvundne - Kirke San Matteo. Kardinalen havde indrettet et pragtfuldt landsted, hvor han modtog besøg af prominente gæster såsom Pave Innocens XII (i 1699) og den polske Dronning Maria Casimira (i 1700) og i 1725 overtoges den af Michelangelo Caetani, der var Prins af Caserta, hvorfor ejendommen til slut kaldtes Villa Caserta. På ejendommens store område lå flere forskellige småhuse, tilsyneladende også nogle ud mod Via di San Vito. Nogle af husene ved hjørnet til Via Merulana var del af Villa'ens stalde. I 1855-59 blev Kirken Sant'Alfonso dei Liguori bygget på Villa Caserta's jord, syd for Via di San Vito i den del, der vender ud mod Via Merulana. Ved siden af Kirken lå lidt længere ud mod Gallienus-buen Klosteret for i Padri Redentoristi. I 1872 eksproprierede den nye Italienske Stat jorden som led i den nye byplanlægning og anlægget af nye gader, som f.eks. Via Pellegrino Rossi. Og det var i de følgende år, at Via Merulana blev udvidet og reguleret, at Via Carlo Alberto blev anlagt, og at hele Esquilinområdet blev bebygget.
---------- Se historiske kort over området ----------
EN TUR GENNEM GADEN: Vi starter turen fra Via Merulana, hvor gaden er udvidet til at danne en lille plads, Largo di Sant'Alfonso, som forplads til Kirken Sant'Alfonso dei Liguori, der ligger på højre side, lidt tilbagetrukket, og - ved hjælp af en en stor og smuk trappe - højt hævet over mylderet og traffiken på den brede hovedgade. Kirken er bygget i 1855-1859 i neo-gotisk stil og over portalen kan man se en kopi af det undergørende Maria-ikon, kaldet Madonna del Perpetuo Soccorso, som opbevares på Kirkens højalter. Kirken er viet til Sant'Alfonso, der var grundlægger af Ordenen Padri Redentoristi, som har til huse i det tilstødende Kloster, der ligger langs med Via di San Vito's sydside. På gadens nordside ligger først et hjørnehus med et afrundet hjørne ud mod Via Merulana. Det har 7 etager og er rigt dekoreret på facaden, der har stenkvadre på stueetagen mellem de store butiksvinduer og indgangsdøre, og på førstesalen der har små vinduer i kvadratiske rammer. Resten af facaden er pudset, men forsynet med udskårne vinduesrammer, flade søjler og balkoner ud mod begge gader og på selve det buede hjørne. Den øverste etage ligger tilbagetrukket over et bredt, udskåret tagudhæng. Herefter følger den lange bygning, der huser Conservatorio delle Viperesche, oprindeligt ved grundlæggelsen i 1668 kaldet Conservatorio della Santissima Concezione. Og den lille tilhørende Kirke, Oratorio di Santa Maria della Concezione, er netop viet til "Den Hellige Undfangelse". Hele komplekset var beregnet til pige- og kvindehjem for fattige, ugifte kvinder og som mange af tidens godgørende institutter indrettet og bygget for midler, som adelige, fromme kvinder donerede. I dette tilfælde var det Livia Vipereschi og Lucrezia Rospigliosi, der betalte for byggeriet og driften af selve kvindehjemmet, mens Camilla Orsini Borghese stod for udgifterne til Kirken i nr.10. Over Kirkedøren er der en rund ramme med et Madonna-billede i majolika i en buet ramme af bemalede blomster i guirlander. Under billedet er der en hylde og et felt med indskriften "Tota Pulchra es Maria" ("Du er fuldkommen smuk, Maria") og nedenunder "C G AD MCMIX" ("Det Herrens År 1919"). Teksten refererer til Maria-billedet, der er af Immacolata-typen (Den Ubesmittede Maria). Over Maria-billedet i den runde ramme sidder et aflangt vindue i en kraftig marmorramme. Området omkring bygningerne var oprindeligt meget grønt og øde og bag Instituttets mure lå der en stor have, hvori der senere (omkring 1697-1701) blev opsat en fontæne, bekostet af Roms Viceregent Biskop Domenico Bellisario de Bellis. Efter Conservatorio delle Viperesche følger sidegaden Via di Sant'Antonio all'Esquilino, som går skråt op til Via Carlo Alberto, hvor den munder ud overfor Kirken Sant'Antonio Abate. På det modsatte gadehjørne ligger der et nydeligt hus i 2 etager med stenkvadre nederst og puds på den øverste del af facaden. Vinduerne er anbragt i grupper af 3 mellem flade søjler, der bryder facaden, der yderligere smykkes af rosetter og gavlfelter over vinduesrammerne. På husmuren på hjørnet sidder et meget pyntet gadealter, en lille baldakinbygning i gotisk stil med spidse buer og tårne, hvorunder der står en statue af Sant'Antonio med Jesus-Barnet på armen. Kort efter kommer vi til den gamle og oprindelige facade - og nu atter indgang - til Kirken Santi Vito e Modesto, som står klinet op af Gallienus-Buen, der spænder over hele gadens bredde. Gadens modsatte side (sydsiden) rummer også her bygninger tilknyttet Sant'Alfonso dei Liguori. Over porten til gadenummer 12 ses indskriften "Alfonsianum". På den anden side af Gallienus-Buen støder så den nye gade Via Pellegrino Rossi til fra syd. Den munder ud overfor Santi Vito e Modesto's sidemur og overfor det sted, hvor en af de små kvartersfontæner har sin plads: Fontana dei Monti: Fontænen for Rione Monti, også kaldet Fontanella dei Monti. Opbygget som de 3 høje, som ligger indenfor kvarterets grænser og som har givet navn til kvarteret (monti betyder bjerge, høje): Esquilin, Viminal og Celio. På hver høj er der sat en stjerne, hvorfra vandet løber ned i et kar, der er ophængt over fontænens base. Den er udført af arkitekten Pietro Lombardi i 1927. Ligesom Kirken i den anden ende af gaden ligger også Santi Vito e Modesto lidt tilbagetrukket fra Via Carlo Alberto, så der dannes en lille plads ud mod denne mellem Kirkemuren og husrækken på gadens sydside, hvor der ligger 2 nydelige beboelseskomplekser fra byggeriet i 1880'erne. Med pudsede facader, der er dekorerede med båede vandrette og lodrette friser, gavlfelter og små franske balkoner.
Litteratur om Via di San Vito: |
