Ifølge traditionen var diakonen Laurentius af spansk oprindelse og født i byen Huesca i første halvdel af det 3.århundrede.

Herfra kom han til Rom, hvor han blev kendt i hele byen på grund af sin fromhed og gavmildhed overfor de fattige. I Rom blev han udnævnt til diakon og senere til ærkediakon, dvs. leder af de øvrige 7 diakoner og med et stort ansvar for Kirkens midler og uddelingen af disse til de fattige. Da han besad denne stilling i 258, hvor han led martyrdøden, og da et sådant ansvar krævede en erfaren - og dermed ikke helt ung - person, har nogle forskere foreslået at han antagelig blev født omkring år 210.

I august måned 258 udstedte Kejser Valerian et dekret, hvori han beordrede øjeblikkelig henrettelse ved halshugning af alle biskopper, præster og diakoner. Det var karakteristisk for den tids processer mod de kristnes præster, at man ikke som tidligere uder Kejser Decius og senere under Kejser Diocletian brugte tortur mod de kristne for at få dem til at afsværge deres tro, men blot lod deres ledere halshugge, fordi man mente, at flokken uden ledere snart ville falde fra hinanden.

Paven, Sixtus II, og hans 6 diakoner blev arresteret under en messe i Praetextatus' Katakomber ude ved Via Appia. Laurentius havde åbenbart haft et andet hverv den dag, for han blev først senere arresteret. Legenden beretter også at han blev underkastet tortur og døde martyrdøden ved at blive ristet levende over et bål, men denne legende er meget usikker, da romerne som nævnt ikke brugte tortur mod de kristne på denne tid. I de tidligste kilder nævnes da heller intet om tortur, men kun om halshugningen.

Traditionen beretter at San Lorenzo's martyrium og død fandt sted ikke langt fra vejen Decem Tabernae i kvarteret Gallinae Albae og tæt ved Lavacrum Agrippinae, der hvor senere (i 313) Kirken San Lorenzo in Panisperna blev rejst, og selvom han døde ved halshugning, kan denne godt have fundet sted her på højtoppen af Viminalhøjen, hvorefter hans kristne venner kan have bragt liget ud til Via Tiburtina for at begrave det.

Begge de gamle kilder "Depositio Martyrum" og "Martirologio Geronimiano" nævner Via Tiburtina som det sted helgenen blev begravet (og måske også henrettet) d.10. august 258. Begravelsen fandt sted i Catacombe di Santa Ciriaca på Campus Veranus (ifølge Liber Pontificalis i en krypt med mange andre martyrer) og her rejste Kejser Constantin senere mellem 314 og 335 Kirken San Lorenzo in Verano (eller "fuori le Mura") over helgenens grav.