ANNAS ROM GUIDE

Case dei Fabi

Via del Portico d'Ottavia

Se til venstre for nr. 140 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Case dei Fabi i Via del Portico d'Ottavia. cop.Leif Larsson
Foto: cop. Leif Larsson

På nordsiden af Via del Portico d'Ottavia står på det østlige hjørne af den smalle gyde Via di Sant'Ambrogio 2 gamle huse, som er tilsammen udgør en fælles ejendom, der engang ejedes af Fabi-familien (Fabi di Pescaria).

De 2 huse er ret forskellige og de stammer da også fra forskellige århundreder, det ene fra 1400-tallet og det andet fra 1500-tallet. Indgangen til det første ligger i nr. 13, hvor en høj kampstensbue indrammer en dør i en travertinkarm. Indenfor findes en gårdsplads omgivet af søjlegange (se foto hos RomeArtlover samt fra en moderniseret lejlighed i ejendommen, der udlejes via airbnb.it).

3 gamle portbuer i stueetagen er delvist tilmurede og huser nu forskellige forretninger. Over hver bue findes på førstesalen et mindre vindue, hvoraf de to til højre afsluttes af en bue, mens det til venstre blot er firkantet. Et mindre, firkantet vindue sidder over indgangsbuen. Andensalen har 4 meget høje vinduer i travertinrammer. Kun det østligste har en vandret overligger. Tredisalen har 6 noget uregelmæssigt fordelte, mindre vinduer, som er indsat i tilmurede buer, der engang udgjorde en loggia under det brede tagudhæng.

Indgangen til det andet hus ligger i nr.8. Ejendommen er ligeså høj som den mod øst, med en høj stueetage og 3 etager, der her afsluttes af 7 vinduer indfældet i buerne mellem den gamle loggia's søjler. Andensalen har imidlertid kun 6 høje vinduer i travertinrammer over en smal gesims til at markere etageadskillelsen, og i den høje førstesal er der blot 4 vinduer.

Også døren til nr. 8 er indsat i en smuk høj kvaderstensportal, der nærmest ender i en gotisk bue. Ved hver side er der en mindre dør og til højre for denne et lille vindue inden 2 gamle portbuer, som nu er indrettet som forretninger.

Fabi-familien var en af områdets betydningsfulde familier, som mente, at de kunne føre deres stamtræ tilbage til Atikkens Gens Fabia. Familien frekventerede Kirken San Nicola in Carcere, hvor de havde deres gravplads. Det var denne familie, der i Middelalderen begyndte at opbygge deres beboelse i ruinerne af Marcellus-Teatret. Denne overtoges dog senere af Pierleoni-familien og derpå af Savelli-familien (1361).

Ejendommene er bygget på det sted, hvor den sydøstlige søjlegangsmur til anlægget Porticus Philippi stod i Antikken. Mere præcist står facaderne i selve gangen mellem muren og den indre søjlerække, der omkransede området omkring Templet for Hercules Musarum. Søjlegangens østside har løbet omtrent der, hvor de 2 huse er sammenbygget. Rester af søjler og buer findes sandsynligvis i husenes kældre, ligesom det er tilfældet mange andre steder i området.

I Middelalderen benyttedes ruinerne af den mod øst beliggende Portico d'Ottavia som fiskemarked, kaldet Pescheria - eller Pescaria, deraf familien Fabi's tilnavn. Trafikken til og fra denne travle handelsplads var stærk og har givetvis præget kvarteret, hvor der nu var skudt beboelseshuse op rundt omkring i områdets øvrige ruiner. Selve Via del Portico d'Ottavia var dengang (og indtil slutningen af 1800-tallet) en meget smal gade, på hvis sydside der stod en række gamle huse, der med tiden dannede grænsen ind til jødernes kvarter, den fra 1555 aflukkede Ghetto.

 

Litteratur om Case dei Fabi:
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 744.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 40.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund --- derfor er Circus Flaminius og Crypta Balbi byttet om !!!!! ).
Info.roma.it: Palazzo dei Fabi di Pescaria.
Rome Artlover: Case dei Fabi.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 30.3.2015