|
|
|
Conservatorio delle povere Monache e Zitelle di San Filippo Neri / Conservatorio per Giovinette Povere delle Santissime Piaghe --- Via Giulia 134 --- NB: SE fotos på : Alvaro de Alvariis: Photostream på Flickr: S. Filippo Neri. |
|
I Via Giulia kan man ved nr. 134 se facaden til den nu ikke længere tilgængelige gamle kirke San Filippo Neri, også kaldet San Filippino. Kirkerummet var indrettet i en større bygning, hvis rester kan ses til højre for kirkefacaden og til venstre, hvor der er bevaret et hjørnehus mod gyden Vicolo del Malpasso. Bygningen er kendt under forskellige navne: Conservatorio delle povere Monache e Zitelle di San Filippo Neri (San Filippo Neri's Pigehjem for fattige nonner og ugifte piger) eller Conservatorio per Giovinette Povere delle Santissime Piaghe (Lægbroderskabet delle Santissime Piaghe's Pigehjem for unge, fattige piger), men omtales også som sæde for dette Lægbroderskab: Confraternita delle Piaghe di Gesù Cristo. Ejendommen stammer fra 1600-tallet, hvor en romersk handskemager og parfumesælger, der stammede fra San Gimignano ved Firenze og havde navnet Rutilio eller Attilio Brandi, her samlede unge, hjemløse gadepiger for at give dem et hjem og en uddannelse, der kunne få dem væk fra den eneste måde de ellers kunne forsørge sig selv: som prostituerede. Brandi var tilsyneladende en velhavende mand og samtidig havde han et ønske om at hjælpe sin næste i San Filippo Neri's ånd. Han var et af denne helgens skriftebørn og følgere og følte stærkt for de fattige og nødlidende, og omsatte altså også disse følelser i konkrete projekter. I 1617 havde en gruppe af tilflyttere fra Firenze sluttet sig sammen i lægbroderskabet Compagnia delle Santissime Piaghe di Gesù Cristo. Gruppen mødtes først i Oratorio della Pietà, som lå i den lille, nu forsvundne, Kirke Sant'Orsola della Pietà ved nutidens Largo Tassoni, og senere i Kirken Santi Simone e Giuda, som lå i Via San Simone, for derpå at flytte til San Biagio della Fossa, som lå ved nutidens Via della Pace. I 1623 var Brandi leder af dette Broderskab og han bekostede opførelsen af en ny bygning til gruppens møder og messer. Det er den lille ovenfornævnte kirke. Rutilio Brandi var angrebet af gigt og lod derfor bygningen vie til helgenen San Trofimo, som i det 3.århundrede var Biskop i den franske by Arles og beskytter af de podagra-plagede. Først efter Brandi's død blev Kirken viet til San Filippo Neri og fik navn efter ham. Men et mødested for Lægbroderskabets medlemmer var ikke alt, hvad Brandi udrettede. I 1631 begyndte han som nævnt at samle de unge, fattige piger, som han fandt sovende rundt omkring på kvarterets bænke og på slagternes stendiske, samt i andre af byens mørke hjørner og kroge, i huset ved siden af den lille kirkebygning. Med hjælp fra Antonio Vela fra Vicenza og med almisser fra den florentinske menighed kunne han holde sit "Conservatorio", pigehjem, kørende, sørge for mad, klæder og undervisning til de "fortabte unge piger", som man kaldte "zitelle", ugifte frøkener. Man bestræbte sig ligeledes på at give dem basale kundskaber i husføring og måske lykkedes det også at finde dem en bejler, så de med en lille medgift fra Lægbroderskabet kunne blive respektable gifte koner. Fra starten havde Brandi organiseret sit Pigehjem med nogle barmhjertige og religiøse kvinder, som opdrog og passede de unge pigebørn. Men Urban VIII, som var Pave i 1623-1644, ønskede at opdragelsen skulle varetages af Augustiner-nonner, som fulgte Sankt Augustin's regler - dog med undtagelse af fasteperioder og andre strenge bodsregler. I 1684 var der besøg fra Vatikanet, en "visita apostolica", i Pigehjemmet og her nævnes, at man oprindeligt havde til formål kun at optage handicappede eller "ødelagte" pigebørn, men at det så viste sig, at mange lod sig "ødelægge" for at kunne få plads i Conservatoriet, hvorfor man var gået over til kun at optage jomfruelige piger. Den 11. Juli 1685 kom rapporten fra besøget op i Congregazione della Visita Apostolica, hvor forsamlingen besluttede at redigere i Pigehjemmets statutter for at præcisere de nye optagelseskriterier. Grunden til dette var dog ikke, at man havde fundet nogle problemer på stedet ("scandalo alcuno né discordia"), tværtimod var Hjemmet præget af stor ro og religiøs beskedenhed hos de 25 nonner og 36 "zitelle", som på dette tidspunkt levede der som en stor familie. Pigerne fra Conservatorio delle povere Monache e Zitelle di San Filippo Neri kaldtes i folkemunde og efterhånden udelukkende "Le Filippine". Samme navn gaves forøvrigt også til de nonner, der boede i Hjemmet. Alle flyttede sidst i 1600-tallet til en bygning ved Kirken Santa Croce a Montecitorio, efter at de tidligere beboere, Franciskaner-nonner, var flyttet til Kirken San Bernardino. Le Filippine blev i Santa Croce indtil 1695, da Pave Innocens XII ville benytte lokalerne til kontorer for Curien. Herfter flyttede de tilbage til lokalerne ved San Filippo Neri og den nærliggende Kirke kaldet Santa Lucia della Chiavica (nutidens Santa Lucia del Gonfalone). På et senere tidspunkt rykkede Le Filippine videre til et Kloster i Via dei Quattro Cantoni. Ved siden af Pigehjemmet og San Filippino-Kirken lå også for en tid et lille hospital for gamle og syge præster, som Rutilio Brandi ligeledes havde oprettet.
Litteratur om Conservatorio delle povere Monache e Zitelle di San Filippo Neri: |