|
|
|
Sant' Orsola della Pietà, også kaldet Oratorio della Pietà - nu forsvunden kirke - |
|
Denne Kirke, som blev revet ned i 1888, da den brede trafikåre Corso Vittorio Emanuele II blev anlagt, lå fra før 1184 i nærheden af det sted, hvor nutidens Largo Ottavio Tassoni breder sig. Kirken stod med indgangen mod gyden Vicolo di Sant'Orsola, som løb mod syd ned til nutidens Corso Vittorio, lidt nord for Via del Consolato på det område, hvor nu Via Acciaioli drejer mod vest mod Tiberen og Ponte Principe Amedeo Savoia Aosta. Den lille Kirke, som tilsyneladende kun havde ét skib og en firkantet apsis mod sydvest, hørte fra gammel tid ind under Kirken Santo Stefano de Ponte, den senere Santa Maria della Purificazione, som ligeledes blev revet ned i 1888. Kirken var viet til helgeninden Sant'Orsola, som muligvis levede i 300-tallet eller 500-tallet, og den kaldtes også S. Orsa, S. Orso, S. Orsola, S. Orso de Ponte (fordi den lå ved broen (ponte) og i kvarteret Rione Ponte, der har navn efter broen Ponte Sant'Angelo. Men også Santi Orso e Tommaso eller San Tommaso dei Mercanti. Kirken nævnes for første gang i turistbeskrivelsen "Mirabilia" fra 1184, men var givetvis meget ældre. I Mirabilia fortælles, at Kirken lå i ruinerne af Nero's administrationslokaler: "secretarium Neronis fuisse ubi deinde fuit ecclesia S. Ursi"". Pave Urban III (1185-1187) nævner Kirken i en bulle og den listes også i 1192 af Cencio Camerario i hans kirkekatalog "Liber Censuum". Bygningen hørte da under Kirken San Lorenzo in Damaso og kaldtes S. Ursi de Ponte. Kirkekataloget fra 1302, kaldet "Catalogo dell'Anonimo di Torino", beretter, at Ecclesia sancti Ursi betjenes af 3 afrikanske munke ("monachos nigros III"). I løbet af 1300-tallet blev Kirken udnævnt til sognekirke og fungerede som sådan i lang tid for den lille lokale menighed. I denne tid blev mange medlemmer af områdets familier begravet her: Matabuto-familien, Dioteajuti-familien, della Corona-familien, di Nardo del Roscio-familien, de Rienzo-familien og mange flere. I 1529 blev også den berømte guldsmed Benvenuto Cellini's broder Francesco Cellini begravet i denne Kirke. I midten af 1400-tallet fik Kirken navnet Sant'Orsola efter helgeninden Santa Ursula. I 1444 løste Pave Gregor IV dens afhængighed af Santo Stefano del Ponte. Men i 1526 overlod Pave Clemens VII bygningen til de romerske tilflyttere fra Firenze, der i 1448 for at hjælpe de syge under en stor pestepidemi havde dannet et lægbroderskab med navnet Arciconfraternita della Pietà, også kaldet Arciconfraternita della Misericordia, som nu kunne mødes her i deres eget lille kapel. Til gengæld flyttedes menigheden til den nærliggende Kirke San Giovanni, senere kaldet San Giovanni dei Fiorentini. Da tilflytterne overtog den gamle Kirke, lod de den rive ned og genopbygge påny. Væggene blev udsmykket med malerier af Girolamo Sicciolante, kaldet "Il Sermoneta". Altertavlen blev ligeledes udført af denne kunstner. I loftet malede Taddeo Zuccari scener fra Kristi Lidelseshistorie. Ved nedrivningen i 1888 bevaredes kun enkelte brudstykker af freskerne. De kan idag ses i Museo di Roma. En af Kirkens skatte var en lille statue af San Giovannino. Den opbevares nu i San Giovanni dei Fiorentini. Foran kirkebygningen var der en lille gård, hvor væggene var dekoreret med relieffer af Firenze's våbensmærke liljerne og Medici-familiens mærke med 3 fjer, en ring med skarpe spidser i indfatningen og mottoet "Semper": "altid". Reliefferne blev udført i 1521 af billedhuggeren Simone Mosca og er idag opsat på muren til Sede della Arciconfraternita dell Pietà i Via Acciaioli nr.2, bygget i 1939. I 1574 begyndte San Filippo Neri og hans følgere deres missionsgerning i den lille Sant'Orsola-kirke. Her holdt San Filippo sine meget besøgte prædikener og der afholdtes koncerter, som var en del af San Filippo Neri's opbyggelige arbejde. Musikken var komponeret af Pierluigi da Palestrina og af Animuccia. I midten af 1700-tallet kaldtes Kirken Sant'Orsola del Consolato eller "Il Consolato" på grund af nærheden til Palazzo del Consolato Fiorentino, som Pave Leo X havde doneret til Firenze, som tak for denne bys støtte under Kirkestatens krig mod Venedig. Sant'Orsola della Pietà blev som nævnt revet ned i 1888, da man begyndte arbejdet med anlægget af Corso Vittorio Emanuele II og Largo Ottavio Tassoni.
Litteratur om Sant' Orsola della Pietà: |