ANNAS ROM GUIDE

Liceo Ginnasio Statale Virgilio

- Via Giulia 38 / Lungotevere dei Tebaldi 17 -

Se til venstre for nr. 92 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

Den statslige gymnasieskole "Virgilio" opførtes i perioden 1936-1939 i et kvarter, der ellers er præget af de mange 1500-tals bygninger ved Via Giulia. Store dele af området herfra og ned mod Tiberen blev imidlertid radikalt ændret i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da de høje digemure langs floden blev bygget og derpå da de brede flodboulevarder med "Lungotevere-navnene" skulle anlægges.

Netop vest for Gymnasiebygningen ses stadig et stort "hul" i gadenettet, hvor der engang var planer om at anlægge en bred tværgående trafikåre ned til Ponte Mazzini. Projektet blev aldrig realiseret, men da var allerede store dele af områdets bebyggelse blevet revet ned.

Det blev den kendte arkitekt Marcello Piacentini, som fik opgaven med at tegne den nye skolebygning, der kom til at ligge mellem Via Giulia og Lungotevere dei Tebaldi, og mod vest den tidligere gade Via di San Filippo Neri.

Ejendommen byggedes med flere side- og bagbygninger med pudsede betonmure og store vinduer og midt i dette kompleks er der mod Lungotevere dei Tebaldi (ved siden af nr.17) en slags tårnbygning i røde teglsten og 5 etager. Til venstre herfor er teglstensbygningen lavere, med 5 høje døre og derover 3 høje vinduer bag en lang balkon, efterfulgt af endnu en lang sidebygning i 4 etager med store vinduer, men delvist beklædt med røde teglsten, samt toppet af en slags loggia i hvidt puds. Den lange sidemur til venstre vender ud mod Via di San Filippo Neri, der i lang tid har været blokeret af byggepladsen til den store underjordiske parkering kaldet Parking Via Giulia.

Mod Via Giulia har Gymnasiet opslugt de gamle bygninger, her Palazzo Ghislieri og Kirken Spirito Santo dei Napoletani. Ved siden af denne bygning fortsætter skolebyggeriet med en moderne facade til mellemskolen Scuola Media Statale Virgilio.

Palazzo Ghislieri er bygget i 1500-tallet og tegnet af arkitekten Carlo Maderno, mens Kirken, som også stammer fra 1500-tallet, har en facade fra 1649, tegnet af Cosimo Fanzago. Udseendet er dog ændret gennem tiderne.

Mellem de moderne bygninger ud mod Lungotevere og Palæ-bygningen mod Via Giulia ligger indenfor en stor skolegård, der mod øst har Kirkens vestmur og apsis.

 

Litteratur om Liceo Ginnasio Statale Virgilio:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13 + 18.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. -- side 22.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20. (før de nyeste fund).
Liceo Ginnasio Statale Virgilio.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.1.2020 og sidst opdateret d. 25.1.2020