ANNAS ROM GUIDE

Ospizio di San Nicola dei Catalani

--- Nu forsvunden bygning ved Via di Monserrato omkring nr. 115 ---

Se nr. 65 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

 

I 1354 købte en tilflytter fra Catalonien ved navn Jacoba Ferrandes (også omtalt som Giacoma Ferrer) et hus ved det, der dengang kaldtes Via Arenula, men idag hedder Via di Monserrato. Her grundlagde hun et herberg og hospital for sine landsmænd, der kom til Rom på pilgrimsrejse eller andre formål. Institutionen viede hun til San Nicolò og den kom derfor til at hedde Ospizio di San Nicola dei Catalani, ligesom det tilknyttede lille kapel kom til at hedde Cappella di San Niccolò og senere fik tilføjelsen "a Corte Savella" efter det store fængselskompleks på gadens modsatte side: Corte Savella.

Bygningen lå omtrent midtvejs i nutidens Via di Monserrato, som i kvarteret Rione Regola løber fra Piazza Farnese til Via dei Banchi Vecchi, og stod antagelig på hjørnet af den gamle gade Via della Barchetta - og overfor gyden Vicolo di Montoro - på det sted, hvor Kirken Santa Maria di Monserrato står idag.

Da Jacoba døde i 1385, havde hun testamenteret huset og al sin ejendom til Ospizio dei Catalani - som iøvrigt kun optog mandlige pilgrimme, mens hendes kvindelige landsmænd kunne finde husly i Ospizio di Santa Margherita dei Catalani, der lå i tilknytning til Kirken San Tommaso degli Spagnoli, beliggende på hjørnet af nutidens Via Giulia og Via del Mascherone.

I 1400-tallet blev de 2 herberger slået sammen og fik sæde i San Niccoló dei Catalani og her gik i 1506 nogle catalonske tilflyttere sammen i et lægbroderskab viet til Jomfruen fra Monserrato, La Vergine di Monserrato, og kaldet Confraternita di Santa Maria di Monserrato.

Aktiviterne voksede og dermed også donationer og formue, så det i begyndelsen af 1500-tallet blev muligt for Lægbroderskabet at planlægge opførelsen af en helt ny kirke. Det er denne Kirke som idag står i Via di Monserrato på hjørnet af Via della Barchetta og bærer navnet Santa Maria di Monserrato.

Der blev dog stadig opkøbt ejendomme mellem Via di Monserrato og Via Giulia og i 1577 blev der også råd til at bygge et nyt herberg, tegnet af Bernardino Valperga.

I 1909-1912 opførtes ved siden af Kirken Santa Maria di Monserrato en fløj mod Via della Barchetta og den gamle bygning, hvori Kirken Sant'Andrea og Cappella di San Niccolò havde haft til huse, blev i denne forbindelse revet ned.

 

Litteratur om Ospizio di San Nicola dei Catalani:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 415-419.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - Parte II: 3. edizione, 1984. ------- side 32-41.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 237.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 1. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998. - 12. Itinerario: Santa Caterina da Siena ff.   
- side 48-54.
Romanchurches / Churches of Rome Wiki: Santa Maria in Monserrato degli Spagnoli.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 5.8.2021 og sidst opdateret d. 7.8.2021