|
Palazzetto dei Venti i Vicolo dei Venti 5 - i Rione Regola - Se under nr. 55 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen
|
Dette lille palæ, som står i Vicolo dei Venti nr. 5, menes at have tilhørt Venti-familien, der har givet gaden navn og også ejede en nu nedrevet ejendom overfor, hvor Piazza della Quercia nu breder sig. Palazzetto dei Venti har 3 fag og 4 etager under et bredt udskåret tagudhæng. Bygningen er ældre end nabohuset, der stammer fra 1600-tallet. Palazzetto'et her menes derimod at være fra 1400-tallet. Den gamle bygning med dens enkle portal i kraftige stenkvadre blev tilsyneladende på et tidspunkt opslugt af nabopalæet. Den smalle ejendom har i stueetagen - udover den smukke gamle portal i midten (nr. 5) - også en mindre indgangsdør i højre side (nr. 5A) og et lille tilhgitret vindue i venstre side. Under førstesalens vinduer sidder en dobbelt frise som etageadskillelse. Vinduerne er heroppe høje og rektangulære og indsatte i kraftige profilerede rammer. Vinduesrammerne på de 2 øvre etager er smallere, men stadig profilerede. Nogle af vinduerne heroppe er tilmurede. På facaden sidder i førstesals højde et stort og smukt Madonna-billede i udskåret stukramme. Oliemaleriet, der forestiller Jomfru Maria med Jesus-Barnet og San Giovannino, er udført af ukendt kunstner i 1864. Der er forskellige teorier om ejendommen og såmænd også om Madonna-billedet. Delli (se litt.note nedenfor) skriver, at ejendommen blev opført i 1400-tallet af Ugone della Spina og senere overgik til Francesco Fusconi di Norcia, som var livlæge hos Pave Hadrian VI. Hvad angår Maria-billedet anfører borgato.be, at det skulle være udført i 1700-tallet og restaureret i 1864 (ved siden af rammen findes - ikke synligt fra gaden - en indskrift med årstallet 1864). Men her nævnes også, at det våbenskjold, som ses underst i rammen, tilhører famlien Della Rovere, til hvem Pave Julius II (1503-1513) hørte. Det foreslås derfor, at billedet er opsat efter hans ønske. Andre steder dateres dog både billede og ramme til 1864. Litteratur om Palazzetto dei Venti i Vicolo dei Venti 5: |