|
Santa Margherita - nu forsvunden kirke - --- Vicolo dell'Arco di Santa Margherita --- Se til venstre og nedenfor nr. 48 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
Mellem gaderne Via del Pellegrino og Via dei Cappellari løber i kvarteret Rione Parione en lille gyde under nogle ældre ejendommes portbuer og undervejs bredende sig ud i en lille plads. Gyden kaldes Vicolo dell'Arco di Santa Margherita eller blot Arco di Santa Margherita, ikke at forveksle med Vicolo di Santa Margherita, som findes på den anden side af floden i Rione Trastevere. Arco di Santa Margherita har navn efter den lille kirke, som engang stod her på pladsen eller i en bygning langs gyden. Kirken skal være grundlagt i 1300-tallet og den stod her på stedet i hvert fald til 1512, hvor man finder den nævnt i kilderne. Santa Margherita-kirken, der var viet til helgeninden Santa Margherita di Antiochia, var ganske lille og det menes, at den måske kan have været tilknyttet familien Tebaldeschi, eftersom denne familie ejede huse netop i dette område. I 1320 oplistede kirkekataloget fra Torino kirken lige efter at Kirken San Lorenzo in Damaso var nævnt. Den lille kirke omtaltes: "Ecclesia sancte Margarete habet 1 sacerdotem". Kirken var altså på dette tidspunkt betjent af én enkelt præst, så menigheden må have været ret lille. I Niccolò Signorili's katalog fra omkring 1417-1431 listes Santa Margherita mellem kirkerne San Lorenzo in Damaso og San Salvatore de Prefectis. Den kaldes her "Sancte Margerite". I Via del Pellegrino findes endnu bevaret nogle af de ellers så talrige - men nu forsvundne - romerske facademalerier. På hjørneejendommen med nr. 52-53 mener nogle stadig at kunne ane de udviskede konturer af et maleri forestillende Santa Margherita, nu dog delvist skjult af det store 1700-tals stukalter på hushjørnet. En sidste gang, nævnt, er i 1520 og derefter hører man ikke mere til den, så det formodes, at den er blevet revet ned i første halvdel af 1500-tallet.
Litteratur om Santa Margherita: |