Via del Pellegrino løber i en nordvestgående bue fra Campo de' Fiori i sydøst til udmundingen i gaderne Via di Monserrato og Via dei Banchi Vecchi. Via del Pellegrino deler de 2 kvarterer Rione Regola mod syd (med husnumrene 91-128) og Rione Parione mod nord (med husnumrene 8-90 og 129-200).

I Via del Pellegrino udmunder en del mindre sidegader. På nordsiden drejer det sig om Vicolo dei Savelli, Via Sora, Via Cerri og Via Larga. På sydsiden støder Via dei Capellari, Vicolo del Bollo og Vicolo di Santa Margherita til.

I tidens løb har man gjort mange fund ved udgravninger i gaden og husenes kældre. Under Palazzo della Cancelleria i gadens østende har man fundet rester af antikke mure og et gulv med mosaikbelægning, tufblokke og marmorfragmenter. I nr. 102 fandt man i 1939 et 2 meter bredt fundament i beton. I nr. 107, som ligger på hjørnet af Via dei Cappellari, udgravede man i 1900 en torso af en mandsstatue. Mellem Corso Vittorio Emanuele II og Via del Pellegrino har man fundet rester af en mur, der løb parallelt med den sidstnævnte gade. I nr. 126 fandt man i 1886 et stykke af den antikke gadebelægning og samme år fandt man i nr. 124 rester af 2 søjler. Derudover har gaden budt på andre fund, såsom rester af mosaikgulve og fragmenter af statuer og murværk med udsmykning.

Via del Pellegrino kalkerer - som parallelgaden Via di Monserrato - en antik gade, som måske var en del af den Via Triumphalis - også kaldet Porticus Triumph, der forbandt den nedre, østlige del af byen med vestbredden via broen Pons Neronianus. På nordsiden af gaden - under nutidens Palazzo della Cancelleria - stod i sin tid en af de i det gamle Rom så berømte væddeløbsstalde, Stabulum factionis Prasinae. Her indrettedes senere Kirken San Lorenzo in Damaso. Af andre bygninger her mod nord kan nævnes en Mithrashelligdom, men ellers har der tilsyneladende ikke været særlig byggeaktivitet langs ruten før det sted, hvor den udmunder i Via di Monserrato og Via dei Banchi Vecchi, hvor der er fundet rester af det såkaldte Domus Chromatii med dets "Holovitreum".

Senere udbyggedes området så med kirker og klostre, og derpå med småhuse, familiekomplekser og i Renæssancen med palæer og prestigebyggeri. Meget er forsvundet i tidens løb, såsom Kirken viet til San Leo VI, som blev revet ned i 1600-tallet, Kirken Santa Margherita, der fra slutningen af 1200-tallet stod her i gaden ved ruinen kaldet Arco di Santa Margherita. Den blev sandsynligvis også revet ned i begyndelsen af 1600-tallet. Nedrivninger er ellers især sket på gadens nordside, da området i slutningen af 1800-tallet her gennemgik en stor forandring, da Corso Vittorio Emanuele II blev anlagt.

Via del Pellegrino kaldtes tidligere Via Florea eller Via Florida. Desuden har den båret navnet Via dei Merciai eller Via Mercatoria på grund af dens mange butikker med strømper og kasketter/huer. De mange guldsmedeforretninger, som også blev åbnet i gaden efter et paveligt påbud i 1680, gav den også i 1600-tallet navnet Via degli Orefici.

Som Via Florea / Florida åbnedes gaden i 1483 af Pave Sixtus IV, men allerede under Pave Bonifacius IX (1389-1404) omtales en del af "Via Peregrinorum", som løb ned til Campo de' Fiori. Sixtus IV's arbejder omfattede en genopretning, samt brolægning. Paven yndede at benytte denne nu bekvemme gade, når han skulle tilbage til Vatikanet, endog efter et besøg i Kirken Santa Maria del Popolo, hvor denne rute dog må have været lidt af en omvej. I 1497 udvidedes gaden under Pave Alexander VI, som det kan ses af en indskrift fra Via dei Giubbonari (sidder idag i Via dei Balestrari), der også den gang kaldtes Via Florea eller Florida. Den var tidligere en del af den såkaldte "recta papalis", den gade som de pavelige processioner drog igennem på turen mellem Vatikanet og Forumdalen. Her i slutningen af 1590'erne blev Via Mercatoria en af de mest benyttede handelsgader i byen.

Det nuværende navn, Via del Pellegrino = Pilgrimmens gade, skyldes måske de mange pilgrimme, som ad denne rute bevægede sig mellem Peterskirken og Forum Romanum. Eller mere sandsynligt skyldes navnet et skilt i form af en pilgrim foran et osteria ved navn "Il Pellegrino".

I 1500-tallet var gaden især beboet af rige familier, bankierer som Galli-familien, Torrigiani-familien som solgte perler, guldsmeden Paolo d'Orsago fra Milano. Heromkring havde Benvenuto Cellini sin guldsmedebutik og værksted. Og det samme havde hans konkurrent og fjende Pompeo de Capitaneis, som Cellini dræbte i et anfald af jalousi. Her fandtes dog også mere ydmyge erhverv, for eksempel boede her en via Battista Napoletano, som var snedker og fremstillede skabe, ligesom hans konkurrent Antonio Bilia. Foruden en apoteker, som var kendt i hele byen.

Man må tænke sig, at Via del Pellegrino med alle dens små sidegader dengang var tæt forbundet med området nord for Corso Vittorio Emanuele II, som først blev anlagt i slutningen af 1800-tallet, hvorved hele det levende kvarter blev gennemskåret og amputeret. Der er idag stadig en lang række små gader, som med samme navn løber på hver side af den voldsomt trafikerede hovedfærdselsåre.

I 1587 lod Pave Sixtus V gadens brolægning forny eller videreføre på stykket mellem La Chiavica (ved Kirken Santa Lucia del Gonfalone) og frem til Campo de' Fiori. Dette stykke omtaltes også som "strada nuova dell'Illustrissimo Cardinale di San Giorgio al Pellegrino" : "den nye gade ved Kardinal di San Giorgio al Pellegrino".

I 1627 rev man nogle huse ned i Via del Pellegrino på det sted, hvor sidegaden Via Larga kom til at løbe.

I 1858 nedrevedes nogle huse ved Campo de' Fiori, som på denne måde udvidedes.

EN TUR GENNEM VIA DEL PELLEGRINO:

Med start fra Campo de' Fiori ser vi først på gadens nordside (i Rione Parione), som vi på turen har på vor højre hånd:

Via del Pellegrino udgår her fra det nordvestligste hjørne af Campo dei Fiori, der hvor Piazza della Cancelleria støder til fra nord. Og den store hjørnebygning her er netop Palazzo della Cancelleria, der optager en voldsom stor karré mellem Via del Pellegrino, Piazza della Cancelleria og Corso Vittorio Emanuele II. Palæet er bygget af Kardinal Raffaele Riario (1460-1521) på et sted, hvor der tidligere blandt andre mindre huse stod en bygning, som var residens for Kardinalen af Kirken San Lorenzo in Damaso. Denne ejendom havde måske sin oprindelse i slutningen af 300-tallet og var muligvis opført af Pave Damasus I til at huse Kirkens arkiv. Omkring 1350 overtoges den af Santa Brigida di Svezia, den Hellige Birgitta af Vadstena. Senere fulgte forskellige ombygninger og restaureringer indtil Pave Sixtus IV's nevø, Raffaele Riario, i 1483 overtog Kardinaltitlen ved San Lorenzo in Damaso og besluttede at opføre et helt nyt og prægtigt palæ, omsluttende også en helt ny og stor kirkebygning, der altsammen stod færdigt i 1496.

Palæets hovedfacade vender ud mod Piazza della Cancelleria og er dækket af travertinplader, mens sidefacaderne er i teglsten med travertinudsmykning i form af flade søjler med korinthiske kapitæler. Den lange mur mod Via del Pellegrino har forneden under tilmurede buer 11 brede indgange med numrene 190-200, hvoraf de 9 benyttes af forretninger med firkantede døre. Over buerne sidder små, kvadratiske vinduer. Dog er de 2 første fag i højre side omdannet til høje vinduer med buet overkant. På andensalen er der en lang række vinduer af samme type, men knapt så høje og flankeret af søjler med vandrette overliggere. Trediesalens vinduer er lavere og firkantede med enkle rammer. Fjerdesalens er igen rektangulære, høje og med smalle vandrette overliggere, mens femtesalens ligner trediesalens. Hjørnet mod Piazza della Cancelleria er et kapitel for sig. Den flerkantede facade er helt dækket af flade sten, kraftige forneden hvor der sidder et tilmuret vindue, tyndere foroven hvor andensalen har en altandør i travertinportal bagved en kraftig travertinbalkon båret af kraftige konsoller. Både balkonens sider og konsollerne er udskåret og dekoreret med forskellige mønstre, roser, grene og kardinalhatte. På hjørnet mod Piazza della Cancelleria sidder under trediesalen et stort våbenskjold med relief af Pavens familievåben, egetræet (familien Della Rovere), Sankt Peters nøgler og den pavelige tiara. Herunder sidder en relieftavle med teksten "Giulio II - Pont. Max." = "Pave Julius II".

Den sidste del af Palazzo della Cancelleria har mod Via del Pellegrino endnu et flerkantet hjørne udsmykket i samme stil som det i den modsatte ende af gaden.

Herfter følger en stor, indhegnet privat gårdsplads, som er gemt bag en høj teglstensmur med gitterværk foroven. I nr. 178 er der en bred låge til imdkørslen til Palæet og hvor muren slutter inden nabohuset, sidder endnu en, noget smallere, indgangslåge i nr. 177.

Det noget forsømte hus ved siden af er en moderne bygning i 7 etager og 3 fag, samt et afskåret hjørne mod den føromtalte gårdsplads. Det vil sige, det er kun på de øvre etager, at hjørnet er afskåret. I stueetagen følger den gårdmuren, blot er den en smule højere og skjuler bagved en lille terrasse. Facaden er i stuen og førstesalen beklædt med stenplader, der mange steder er gået i stykker og faldet af. På de øvre etager er facaden pudset op i en grå farve. I stueetagen sidder 5 høje indgange, nogle bredere og nogle ret smalle, med numrene 173-176. Vinduerne på alle etagerne er firkantede og rammeløse ligesom dørene forneden. Er denne bygning ret så kedelig er dens nabo til gengæld ganske charmerende.

Det drejer sig om et 4 fags hus i 4 etager med 2 overbyggede etager bag en smal altan over det oprindelige tagudhæng. Også her er facaden på de 2 nederste etager indridset med stenmønster, mens den på de øvre etager blot er pudset op i en lys farve. Måske har der engang været tale om 2 separate huse, som senere er blevet sammenbyggede. Den højre halvdel har i hvert fald både mod nabohuset og mellem det andet og tredie fag en lodret række tilskårne sten af den type, der normalt fungerer som hjørnebeskyttelse. Denne beskyttelse findes derimod ikke efter det fjerde fag, og selve hushjørnet mod sidegaden Vicolo dei Savelli. Ejendommen har numrene 171 og 172 ud for de 2 brede portbuer i profilerede karme, som idag benyttes af forretninger. På førstesalen er der 4 små buer som vinduer, også disse i profilerede rammer. Andensalens vinduer er høje, i profilerede rammer med vandrette overliggere, mens trediesalens høje vinduer mangler overliggerne.

Den ganske smalle sidegade Vicolo dei Savelli støder her til fra nord og Corso Vittorio Emanuele II.

På næste gadehjørne står en gammel bygning med 4 fag vinduer på de 2 øvre etager og 2 brede portbuer i stueetagen. De er i enkle travertinrammer og har numrene 169-170. Facaden er i lyst puds med lidt lysere etageadskillelsesbånd under vinduerne i let profilerede stukrammer. Tagudhænget er kraftigt fremspringende. Et par steder på facaden har man fjernet pudslaget, så de oprindelig stenblokke kan ses. I muren på førstesalen over nr. 169 sidder resterne af et gammelt gadealter: en udskåret niche med buet og takket overdel indsat i et rektangulært gråt felt.

Naboejendommen har 2 fag (nr. 167 og 168) i brede portbuer i stueetagen og 3 fag vinduer på de 3 etager ovenover. Facaden er i forskelligt farvet puds og de høje vinduer i profilerede rammer, der på førstesalen har slidte vandrette overliggere. Hovedindgangen findes til højre i nr. 168, hvor døren er indrammet af en profileret bue i travertin.

Et meget smalt 2-fags hus med vinduerne siddende ude i hver side af den lyst pudsede facade har numrene 165-166. Bygningen har 4 etager med en tagterrasse over det brede tagudhæng. Fremspringende friser løber under alle rækker af vinduer, som er indsat i profilerede rammer. Hovedindgangen er i en smal, høj dør i nr. 166, mens den brede portbue i nr. 165 der indrettet til forretningsbrug.

Det næste hus, som også er hjørneejendom mod sidegaden Via Sora, er i 5 fag og 4 etager med overbygget tagterrasse samt flere etager. Ejendommen er af nyere oprindelse, med store firkantede forretningsruder med numrene 160-164 i stueetagen, hvor der på den lyst pudsede facade over nr. 162 sidder en indskriftstavle i profileret ramme. Den bærer teksten: "Ricostruita - An. MDCCCLXXIV": "Genopbygget i år 1874". Over de vandrette, fremspringende etageadskillelsesbånd sidder vinduerne i profilerede rammer med - på førstesalen - vandrette overliggere. Mod den brede Via Sora har ejendommen 2 fag.

Sidegaden Via Sora er her en kort, bred gade. Men det snyder lidt, for den er blevet skåret midt over, da Corso Vittorio Emanuele II blev anlagt, og fortsætter på den anden side af denne brede trafikåre, hvor den også bliver lidt smallere inden den når op til Via del Governo Vecchio.

På den anden side af Via Sora er hjørnehuset det store Centrale Te.Ti. Centro, også kaldet Palazzo dei Telefoni (SIP), med hovedindgang i Corso Vittorio Emanuele II nr. 93-95. Bygningen er opført i 1800-tallet i eklektisk stil. Te.Ti. står for Società telefonica tirrena og var indtil 1964 et selvstændigt telefonselskab, som opererede i Liguria, Toscana, Lazio og Sardinien. Denne ejendom var det romerske hovedsæde og herfra sælges der stadig telefoni-løsninger, selvom selskabet senere er fusioneret med forskellige andre og for tiden hedder TIM. Bygningen er stor og tung - men heldigvis pudset op i lyse, hvide nuancer - med 6 etager og 5 brede fag mod Via Sora, samt 10 fag mod Via del Pellegrino, hvor de 4 midterste kun består af 2 etager herudimod, mens der er flere etager mod Corso Vittorio Emanuele II. Alle hushjørner er beklædt med lodrette rækker af stenkvadre, alle vinduer er i kraftige profilerede og udskårne rammer, som på førstesalen og trediesalen var vandrette overliggere. I stueetagen er der en hovedindgang i nr. 159, mens de 4 midterste fag er firkantede portåbninger til garage og personaleindgang (nr.155-158). Alt i alt "vender huset ryggen til" Via del Pellegrino. Mod næste sidegade, Via Cerri, har ejendommen 5 fag.

Via Cerri er endnu en kort sidegade, der forbinder Via del Pellegrino med Corso Vittorio Emanuele II, lige før Piazza della Chiesa Nuova.

Hjørnehuset mellem Via Cerri og næste sidegade Via Larga er igen en slut 1800- / start 1900-tals bygning med bagsiden uden indgange - og derfor ingen gadenumre - mod Via del Pellegrino. Det er Palazzo Cerriog bagfacaden her er i 7 fag og 4 etager med høj kælder. Muren er pudset op i en lys farve og på hushjørner, samt efter det første og før det sidste fag løber lodrette rækker af fint tilhugne stenkvadre som en slags hjørnebeskyttelse samt pynt. Under første- og andensalens vinduesrækker løber smalle etageadskillelsesbånd. Kældervinduerne er små og kvadratiske, mens stueetagens vinduer er høje og i profilerede rammer med skrå overliggere. Det samme gælder vinduerne på førstesalen, mens andensalens mangler overliggerne og trediesalens kun har let profilerede rammer. Hushjørnet mod Via Larga er let afskåret og bygningen har herudtil 13 fag, hvoraf de 3 midterste udgøres af en stor og smukt udskåret portal under en stenbalkon med balustrade båret af kraftige, udskårne stenkonsoller.

Næste sidegade er Via Larga, som blev til, da man i 1627 rev nogle huse ned i Via del Pellegrino for at anlægge en ny gade, som idag giver forbindelse til Corso Vittorio Emanuele II, men dengang gav direkte adgang til Kirken Santa Maria in Vallicella, også kaldet Chiesa Nuova, hvis facade kan ses for enden af Via Larga.

På hushjørnet på den modsatte side af Via Larga sidder i anden sals højde et af bydelens mange små gadealtre. I en oval gipsramme sidder et relief af Madonna med Barnet båret af en lille kerub med udbredte vinger. Relieffet stammer ifølge nogle kilder fra 1500-1600-tallet, ifølge andre fra 1800-tallet. Bygningen, hvorpå det sidder, er i hvert fald fra denne periode, da den er opført efter gennembrydningen af Corso Vittorio Emanuele II, som medførte en voldsom mængde nybyggeri langs denne rute - og dermed med bagside mod Via del Pellegrino - eller i bedste fald voldsomme tilpasninger af eksisterende bygninger. Huset kaldes Palazzo Zandotti Costa og hovedindgangen findes i Corso Vittorio nr. 252. Ud til denne gade har ejendommen 7 brede fag i 5/6 etager. Mod Via Larga er der 13 fag (11 i stueetagen + en bred portal), mod Via del Pellegrino kun 2 fag (nr. 135 og 136) i 6 etager under et smukt udskåret tagudhæng. Facaden på de underste etager er påsat stenfliser, mens den højere oppe er pudset op. Hushjørnerne har til beskyttelse lodrette rækker af tilhugne sten.

Nabohuset har numrene 132-134, 3 fag og 4 etager samt 2 overbyggede etager. Det er en statelig ældre ejendom med smukt udsmykket facade og mange detaljer. Vi kan jo kalde den Casa di Otello Guidi, for det var ham, der ejede bygningen under 2. Verdenskrig, hvor han igennem flere år skjulte 13 jøder, som var i slægt med hans hustru, så de undgik forfølgelser og deportation. Facaden er i puds med stenmønster. I stueetagen er der 2 store firkantede åbninger til butiksbrug, i midten sidder indgangsdøren i en fin gammel, profileret portal med vandret overligger. Efter en bred frise følger førstesalens vinduer, indsat i rammer af buer, båret af flade søjler med vandrette overliggere. Over det midterste sidder et våbenskjold med en sol og 3 stjerner. Henover facaden løber derover et bånd med teksten "Paulus Guattarius negotiator sibi posterisq suis fecit An. MDCCCXXXXVI. Denne Paolo Guattari var i 1800-tallet forhandler af hestevogne og havde i sin stald ansat en eller flere staldknægte, som var kommet til Rom fra Molise. Huset kunne derfor også omtales som Casa di Paolo Guattari. Andensalens vinduer er blot i rektangulære, profilerede rammer med vandrette overliggere, mens trediesalens er indsat i profilerede buer. De 2 tilbyggede øverste etager skjuler sig bag mindre altaner og er noget tilbagetrukket.

Den næste bygning breder sig over 5 fag og numrene 128-131. Huset, hvis facade er pudset op og med kun smalle etageadskillelsesbånd som udsmykning, har 5 etager, samt en tilbygget, tilbagetrukken overetage skjult bag en række altaner. Alle vinduer er høje og indsat i enkle, profilerede rammer. Førstesalens under vandrette overliggere.

Gadens sidste hus hører egentlig til gadeforsættelsen mod nordvest, Via dei Banchi Vecchi, og har denne gades numre 146-147. På muren til venstre sidder ved nr 145 et fragment af en gammel grænsesten fra Claudius' bymur fra år 49 efter Kristus.

For enden af Via del Pellegrino åbner sig den store plads, som blev til, da man i 1940 fjernede dele af bebyggelsen som starten på et stort projekt, hvor man nedrev alle bygninger mellem Tiberen og de små gader. Meningen med at rydde dette område var at skabe en bred forbindelsesvej mellem Ponte Mazzini - og dermed Trastevere - og Piazza della Chiesa Nuova ved Corso Vittorio Emanuele II. Projektet blev aldrig fuldført og det ryddede område lå i årtier hen som byggetomt, hvor et mindre ugentlig grøntsagsmarked efterhånden etableredes.

Idag udgør den åbne plads et kryds, hvori en mængde gader mødes: Via del Pellegrino fra nordøst og Via di Monserrato fra sydøst. Fra nordvest: Via dei Banchi Vecchi, som viderefører de 2 gaders forløb mod nordvest. Fra syd: Vicolo della Moretta og Vicolo del Malpasso, samt fra nord: Via dei Cartari.

HERFRA GÅR TUREN TILBAGE GENNEM VIA DEL PELLEGRINO - til Campo de'Fiori:

Med start fra Via deila Moretta/Via dei Banchi Vecchi følges nu gadens sydside, som vi på turen har på vor højre hånd og fra nr. 128-91 befinder sig i kvarteret Rione Regola, mens nr. 90-8 hører til Rione Parione:

Det første hus er en trekantet ejendom med sider både mod parallelgaden Via di Monserrato og Via del Pellegrino, samt et afskåret hjørne mod den åbne plads mod vest. Det drejer sig om Casa di Pietro Paolo Francisi, også kaldet Casa di Pietro Paolo della Zecca, som menes opført omkring 1470 og anses for et af tidligste eksempler på denne måde at løse problemet med et hus på en trekantet grund. Bygningen har 5 etager, hvoraf den øverste har været en loggia med brede buer mellem flade, bemalede søjler. Hele facaden har antagelig været bemalet - måske i clair-obscur-teknik, men der er ikke mange rester tilbage og disse ses mest på etagen under det brede tagudhæng. Mod pladsen er der kun et fag med en bred portindgang i stueetagen, idag benyttet som forretning. På første- anden- og trediesalen sidder over et smalt etageadskillelsesbånd høje buer med vinduer.

Mod Via di Monserrato har huset ét bredt og 3 smallere fag vinduer på etagerne, men kun 2 indgange i stueetagen. Mod Via del Pellegrino har bygningen mange forskellige detaljer. I stueetagen ses hen mod pladsen en tilmuret portbue med travertinkarm og mod venstre 2 firkantede porte, der idag benyttes som forretninger, med numrene 127 og 128. På førstesalen sidder til højre et mindre vindue i en nichebue, mens et lidt større rektangulært vindue er indsat over nr. 128 og et lignende sidder helt ud i venstre side af muren. Anden- og trediesalen har vinduer i stil med facaden mod Via di Monserrato, og på fjerdesalen er der 3 brede buer mellem brede mellemstykker.

Nabohuset med numrene 124-126 er en 3-fags bygning i 4 etager med foroven en lang altan, bag hvilken der gemmer sig en overbygget etage. En anden altan af nyere tilsnit ses på andensalen mellem de 2 yderste vinduer. Stueetagens facade er dækket af groft tilhugne stenkvadre og her findes 3 portbuer, der blandt andet bruges af forretninger. Facaden er højere oppe i teglsten eller dækket af teglstensmønstret puds. Alle vinduesrammer er smalle og profilerede og førstesalens toppet af vandrette overliggere.

Herefter følger en bredere 3-fags ejendom i 3 etager med en lidt lavere 4. etage, som i venstre side oprindeligt har været en loggia, der nu er tilmuret og toppet med en taghave. Huset har kun én indgang med nr. 122, midt i stueetagen mellem 2 mindre, halvcirkelformede vinduer. Hele facaden er i rødgrå teglsten med fremspringende gesimser under rækkerne af vinduer, der alle er høje med en bue foroven. På førstesalen er de indsat i rektangulære rammer med vandrette overliggere, på andensalen i buede rammer og på trediesalen er der til venstre 5 buer, hvoraf de midterste er tilmuret. Til højre er der et lille stykke lidt lavere mur. Ejendommen rummer idag Hotel Rinascimento.

Huset med nr. 120 er ganske smalt, har kun ét fag men 4 høje etager med en overbygget tagetage. Facaden er i lyserødt puds, som i stueetagen er forsynet med indridset stenmønster. En bred, hvidmalet ramme sidder rundt om en firkantet åbning indrettet til butik. Herover pynter en vandret, hvidmalet liste, samt en kraftigt fremspringende gesims under førstesalens vindue, der er i hvidmalet, profileret ramme, som er toppet med konsoller og en vandret overligger. Et smalt etageadskillelsesbånd ses under andensalens vindue, der ser ligedan ud, og trediesalens som øverst ender i en bue.

Næste hus er også smalt, men har dog 2 fag med numrene 118-119. Facaden på de 4 etager er pudset i en okker farve, som i stueetagen har fået indridset et stenmønster. Nr. 118 er en nyere, høj, firkantet åbning i profileret karm, mens nr. 119 rummer hovedindgangen i en gammel bue af travertin. Vinduerne er i høje, profilerede rammer med vandrette overliggere på første- og andensalen.

De næste 5 huse (med numrene 111-117) er sammenbyggede og har fået facaderne ensartet, så de næsten kan ligne ét langt hus. De forskellige højder afslører dog, at de fordeler sig på 5 ejendomme med numrene 111, 112-113, 114-115, 116 og 117. Den samlede facade er pudset op i en okker farve og har ingen udsmykning. Vinduerne er alle steder høje og i enkle rammer. Alle har de et kraftigt fremspringende tagudhæng. Husene stammer fra 1500-tallet.
Nummer 117 har en lidt lavere, firkantet portåbning og herover 2 fag vinduer, der sidder ude ved facadekanten. Mellem disse ses på andensalen rester efter tidligere bemaling.
Nummer 116, der også har 2 fag og 3 etager, har ligeledes rester efter bemaling på andensalen. Den firkantede portåbning i stueetagen er lidt højere end naboerne.
Nummer 114-115 har også 2 fag, både på de 2 øvre etager og i stueetagen, hvor nr. 114 er en firkantet åbning med et butiksvindue, mens nr. 115 er en firkantet portåbning indmuret i en gammel portbue, hvis teglstensbue ses foroven. Rester af udsmykning kan også ses i felterne over vinduerne. På muren over nr. 114 ses et lille ejermærke med teksten "Coll. Ang. - No. 10(?)".
Nr. 112-113 er et lidt højere hus, hvor der også på facaden ses rester efter ældre buer i teglsten, som senere er blevet tilmuret og omdannet til forretningsvinduer og dør i nr. 112, samt en indgangsdør med et lille sidevindue i nr. 113. Også her kan man over et af de rammeløse vinduer se rester efter en gammel dekoration. Mellem vinduerne på førstesalen sidder en lille uanseelig indskriftstavle, der fortæller, at ejendommen har tilført det engelske kollegium, Collegio Inglese, i Via di Monserrato. Teksten lyder: "Coll. Ang. - No 21". På muren mellem nr. 112 og nr. 111 se endnu et af disse ejermærker, her med teksten: "Coll. Ang. - No 20".
Også indgangen i nr. 111 er indbygget i en gammel teglstenbue og mellem de 2 fag vinduer kan man på førstesalens mur se det sædvanlige ejermærke: "Coll. Ang. - No 21". Også her er der over nogle af vinduerne rester efter tidligere udsmykning. Denne ejendom er den højeste med hele 4 etager, hvoraf den øverste engang har været en loggia med brede buer.

Nabohuset med numrene 109-110 har 2 fag vinduer på de 3 øvre etager, der ender i en tilbagetrukket tagetage, men 3 fag i stueetagen, hvor nr. 109 er en ganske smal indgangsdør i en høj, firkantet rammeløs åbning, mens nr. 110 er en gammel portbue indrettet til værksted/butik. Til højre er der åbnet et tilgitret vindue. Facaden er i lyst puds med brede etageadskillelsesbånd under rækkerne af vinduer i brede stukrammer uden udsmykning.

Den næste ejendom har 4 brede fag og 5 etager, hvoraf den femte er en tilbagetrukket overbygning med tagterrasse. Facaden er i lyst puds med stenmønster, vinduer i profilerede rammer med vandrette overliggere - bortset fra trediesalen, der mangler disse. I stueetagen ses 2 smukke portaler i profilerede rammer med numrene 105 og 108, mens 2 firkantede portåbninger har numrene 106 og 107. På muren over nr. 106 sidder en indskriftstavle med teksten: "Libera Proprietà - di - Stanislao Corsetti", for at angive at en vis Stanislao Corsetti's ejendom er fritaget for skat.

Numrene 103-104 er et meget smalt hus i 2 fag og 4 etager med tilføjet overetage. Facaden er i malet puds med stenmønster forneden og rosa foroven. Vinduerne er i høje, profilerede stukrammer, der har vandrette, profilerede overliggere på første- og andensalen. Herunder løber også vandrette etageadskillelsesbånd som udsmykning. Men det mest interessante er under tagudhænget, der er udskåret i flere geometriske former og med relieffer af løvehoveder.

Naboejendommen er i noget større format, da den har ikke mindre end 11 fag ud mod Via del Pellegrino og 3 fag ud mod sidegaden Via dei Cappellari. Husnumrene går fra nr. 91 til nr. 101/102 med en stor indgangsportal i nr. 96. Det store, oprindeligt 4-etagers, palæ har fra begyndelsen tilhørt den spanske menighed i Rom, og kaldes derfor Casa de Santiago de los Espanoles. Her i nr. 96 holder også den godgørende søsterorden Suore della Compagnia della Croce til, og huset omtales derfor også som Edificio Obra Pía - Det Godgørende Arbejdes Hus. Huset ejes af Opera Pia Stabilimenti Spagnoli in Italia, der på spansk hedder Obra Pía Establecimientos Espanoles in Italia. Denne institution tager sig idag bl.a. af de spanske grave på Roms kirkegårde og Kirken San Pietro in Montorio, samt Kirken Santa Maria di Monserrato. Ejendommen her i Via del Pellegrino har tilsyneladende rødder tilbage til 1470 med renoveringer i 1500- og 1600-tallet. Oprindeligt var der vist nok tale om flere mindre huse, som blev opkøbt af menigheden eller erhvervet ved arv og donationer. På et tidspunkt blev komplekset samlet i én sammenhængende facade i puds med stenmønster. Over de 4 etager tilføjedes en ekstra overbygning, som endda er i 2 etager over numrene 97-101/102. Alle vinduer er høje og indsat i profilerede rammer, der på første- og andensalen toppes af vandrette overliggere. Åbningerne i stueetagen er et miks af firkantede butiksåbninger, høje buer med indgange (nr. 91 og 93), samt altså hovedportalen i nr. 96, som er flankeret af flade søjler med korintiske kapitæler under et halvcirkelformet vindue, en bred frise og en udskåret, vandret overligger. Ejendommen er her omkring 2020 ved at blive renoveret.

Sidegaden Via dei Cappellari støder til i en bue, der har udspring i Campo de' Fiori og et langt stykke ad vejen forløber helt parallelt med Via del Pellegrino.

Hjørnehuset mod sydøst er en lille bygning fra 1400-1500-tallet, der har gavl med 2 fag og 3 etager mod sidegaden og facade i 3 etager med 4 brede vinduesfag mod Via del Pellegrino. Stueetagen har kun 3 portåbninger med numrene 88-90, 2 firkantede i rammer af travertin og marmor, samt en i travertinbue. Facaden er i lyst puds og vinduerne i brede, profilerede rammer med vandrette, profilerede overliggere. Over forretningen i nr. 90 er pudsen fjernet, så man kan se resterne af et gammel butiksskilt, hvorpå der ifølge nogens tydning har stået "Barbiere Cera....". Til venstre for nr.88 ses også rester af den oprindelige gamle mur.

Ved siden af står et 2-fags hus i 4 etager, hvoraf den øverste er en senere tilbygning bag en altan. Husnumrene er 86 og 87, fordelt på en dør til venstre i en høj bue, og en firkantet butiksåbning. Facaden er pudset i en rød farve, der forneden til højre er fjernet for at et kig til rester af gamle mure og tufblokke fra 1500-tallet. En bred etageadskillelsesfrise løber under førstesalens vinduer, der er i profilerede rammer med vandrette overliggere. Andensalens vinduer er omdannet til altandøre bag smalle franske altaner.

Nabohuset har 4 etager med tagterrasse til venstre og 3 fag med numrene 83-85. To brede - og i midten en smallere - portåbninger er idag omdannet til butikker i den med stenmønster dekorerede stueetagsfacade. Ovenover er facaden blot pudset og under første- og andensalen forsynet med etageadskillelsesbånd i en lys farve, der matcher vinduesrammerne, som er let profilerede. Et gammelt, fremspringende tagudhæng topper facaden over nr. 84-85. Midt på facaden i stueetagen er indmuret et lille marmorskilt med teksten "Condominio", hvilket dækker et kompleks af andels- eller ejerlejligheder.

Til venstre herfor står et ganske smalt, lille hus i nr. 82. Med en firkantet butiksåbning i stueetagen og 2 meget høje rammeløse vinduer/døre bag franske altaner i den pudsede facade's første og andensal. Over et bredt, gammelt tagudhæng findes en lille tagterrasse. På muren til venstre, mellem stueetagen og førstesalen sidder en indtørret blomsterkrans over en marmorplade med en mindeindskrift for Luigi Collalti, der af tyskerne under Anden Verdeskrig blev deporteret til koncentrationslejren i Mathausen. Teksten lyder: "Al Compagno Luigi Collalti, deportato nel Campo maledetto di Mathausen, ove la ferocia tedesca assurse a scienza ed a religione con eroica fermezza sopportò il martirio - gli fu di conforto - la certezza nella vittoria proletaria - che alimentò le sue estenuate forze - per arrivare in Roma - dove il 13-7-1945 - nelle braccia della madre spirava. Gli abitanti del rione posero. Roma 13-8-1945".
Det underligt smalle hus har fået nogle til at formode, at der kan være tale om et gammelt Middelaldertårn, som er blevet ombygget. Der er dog kun tale om en hypotese.

Er huset i nr.82 ganske smalt, så er ejendommen med numrene 68-81 til gengæld stor og imposant med sine 5 etager, samt 2 overbyggede etager med altaner og taghaver, og 8 fag, der alle i stueetagens stenmønstrede facade er indsat i høje, brede buer, mens vinduesrækkerne - pånær fjerdesalens - står med deres profilerede rammer og vandrette overliggere over smalle etageadskillelsesbånd. Over nr. 77-78 sidder på førstesalen desuden en stenbalkon båret af konsoller og forsynet med et smukt smedejernsrækværk.

De 2 ejendomme, der nu følger, er nogle af de mest spændende i gaden på grund af de rester af facadebemaling, som man stadig kan se.

Det første har gadenumrene 66-67, er i 2 fag på de 3 etager, men 3 i den meget høje stueetage, der har indridset stenmønster i det okkerfarvede pudslag. Huset kaldes enten "palazzo istoriato" eller "casa xvi del capitolo vaticano" og stammer fra 1500-tallet. Mellem vinduerne, der sidder i deres profilerede rammer i hver side af facaden, er der på både første-, anden- og trediesalen rester af bemaling. Det drejer sig om større malerier med motiver fra den romerske historie - mellem vinduerne - og seks skikkelser fordelt på felterne over og omkring disse. Desværre er de ret blege idag, men det er dog stadig muligt at skelne de kraftfulde former, som kan minde om Michelangelo's streg og derfor henføres til dennes elev Daniele Ricciarelli, også kaldet Daniele da Volterra, (ca.1509 til 1566) og dekorationerne stammer altså fra denne periode. (Der er dog også nogle, som mener, at det istedet skulle være Raffaello Motta, kaldet Raffaellino da Reggio, der er ophavsmanden. I så fald er malerierne udført omkring 1570-1578).

Det næste bemalede hus er lidt lavere og lidt bredere. Det har 3 etager i 2 fag med numrene 64-65, som består af 2 brede portbuer. Facaden er pudset i en okker farve og mellem, samt over, førstesalens vinduer sidder rester af dekorationer på det, som man mener i 1500-tallet har været en locanda eller et herberg, der måske kaldtes Locanda dei Tre Re ("De 3 Konger"), eller Locanda dei Re Magi ("De Hellige Tre Konger"). Facadeudsmykningen er fra 1500-tallet men i meget dårlig stand idag. Tidligere kunne man imidlertid se medaljoner indeholdende 3 kronede hoveder samt en scene fra Paris' dom. Medaljonerne har muligvis givet navn til locanda'en, idet de viser 2 hvide og en sort mand, altså præcis som man tradtionelt fremstiller "de Hellige Tre Konger".

Hus i Via del Pellegrino nr.64-65. - cop. Leif Larsson

Under førstesalens venstre vindue sidder en lille marmortavle med teksten: "Domus - ex libera proprietate - V Colleg Beneficiatorum - et CC Benef Patr Basil - S M M", som er et ejermærke for "Canonici beneficiari di S. Maria Maggiore".

Den følgende ejendom er hjørnehuset mod den smale gyde Vicolo del Bollo, hvortil bygningen har et enkelt fag i 4 etager - hvoraf det nederste vindue er tilmuret -, mens den har 4 fag med numrene 61-63 mod Via del Pellegrino, hvor der i stueetagen kun er 3 indgange i store buer, samt et mindre vindue af samme type til højre. Også her sidder der - på frisen mellem 2 vandrette pyntelister - et ejermærke, denne gang for en vis Andrea Sottovia, der fik sit hus fritaget for skat i 1883 ("Casa - di Andrea Sottovia - libera di canone - Anno 1883"). På muren mod sidegaden sidder en anden tavle med teksten "Sub proprietate - V. Monasterii - S. Apolloniae - Urbis" : "Ejet af Monastero di Sant'Apollonia i Rom". Bygningen har pudset, okkerfarvet facade med en lodret række fint tilhugne stenkvadre på hjørnet. Vinduerne sidder i høje, profilerede rammer, som på førstesalen toppes af vandrette overliggere.

Sidegaden er en ganske smal gyde, Vicolo del Bollo, som mod syd går ned til Via dei Cappellari og derfra videre til Via di Monserrato med navnet Via di Montoro.

På hjørnet overfor står en anden ældre ejendom i 2 fag med 2 forskellige højder. Til venstre er der 5 etager, hvoraf den øverste har en buet smedejernsbalkon. Til højre er der kun 4 etager. Begge dele toppes af et bredt, fremspringende tagudhæng. Facaden er pudset op i en lys okker farve og der er stukbånd under vinduerne på første- og andensalen. Stueetagens 2 firkantede forretningsåbninger har gadenumrene 59 og 60. Ud mod Vicolo del Bollo er der 2 fag vinduer i facadens højre side, mens der i den venstre i første sals højde sidder et af de små gadealtre, som kvarteret er så rigt på. Her drejer det sig om en Madonna med Barnet og San Filippo Neri, et oliemaleri fra 1800-tallet af en ukendt kunstner. (Læs mere om dette her!)

Ved siden af står et smalt 3-fags hus med numrene 57 og 58. Det fortælles, at dette hus har tilhørt Vannozza Catanei (1442-1518), som var Pave Alexander VI's elskerinde og mor til 4 af hans børn, blandt andre den berygtede Cesare Borgia. Senere har huset tilhørt Peretti-familien, som satte deres våbensmærker over vinduerne. Det er i 4 etager med overbygget tagterrasse. Facaden er pudset i en gylden farve og under alle vinduesrækker løber etageadskillelsesbånd. I stueetagen er der 3 åbninger. I nr. 57 et højt, firkantet butiksvindue, i nr. 58 en indgangsdør i en dyb, rektangulær niche og til højre herfor et vindue i næsten samme højde. Førstesalens vinduer er i brede, profilerede rammer med vandrette overliggere over brede friser, hvori der er relieffer af stjerner og liljer. Det midterste er desuden ændret til en dør bag en lille fransk altan. Anden- og trediesalens vinduer er blot i brede, profilerede rammer. Ejendommen omtales også Casa Peretti eller Casa di Vannozza Cattanei.

Det næste hus er hjørneejendom mod sidegaden Vicolo di Santa Margherita. Det er en 4-etagers, 4-fags bygning med lysebrunt pudset facade og gadenumrene 53A-56. Den blev på et tidspunkt - måske mens den ejedes af Peretti-familien - sammenbygget med det mindre hus i nr. 57-58 og facaderne på de 2 ejendomme samlet til én, hvor kun vinduernes placering og bredde antyder, at der engang var tale om 2 selvstændige huse. Facade- og vinduesudsmykning er ensartet, dog har førstesalsvinduerne her relieffer af løver med pæregrene, som var del af Peretti-familiens våben. I stueetagen ses på hjørnet en søjle fra det gamle hus.

Vicolo di Santa Margherita er en lille, blind gyde, der også kaldes Arco di Santa Margherita og har taget navn efter en nu forsvunden kirke i nærheden.

På sydøsthjørnet sidder på et mindre, 2-fags og 4-etagers hus, et meget stort og særligt udsmykket gadealter med Madonna og Barnet sammen med San Filippo Neri, alt udført i relief i stuk af Francesco Moderati i 1716. Det smalle hus har gavl og et par vinduer mod Arco di Santa Margherita, mens de 2 fag mod Via del Pellegrino har numrene 52 og 53. Facaden er i gråt puds med enkle vinduesrammer og etageadskillelsesbånd under det brede tagudhæng.

Nabohuset med numrene 48-51A har 5 fag og 4 etager. I stueetagen sidder indgangsdøren i en bue i midten (nr. 50), flankeret af 2 firkantede portåbninger, udnyttet til butikker, på hver side. Facaden har hernede et stregmønster i den brune puds, mens denne er glat på de øvre etager, som dog adskilles af vandrette bånd under vinduesrækkerne. Alle vinduer er indsat i profilerede rammer, men førstesalens har desuden vandrette overliggere.

Et smalt 2-fags hus i nr. 46-47 følger herefter. Vinduerne på de 4 øverste etager sidder i hver side af facaden, der er i lyst puds og forsyet med dobbelte etageadskillelsesbånd. De er alle i profilerede rammer, som på første- og adensalen har vandrette overliggere. Stueetagens facade har indridset stenmønster og et stort butiksvindue i nr. 47, samt en bred indgangsdør i profileret ramme i nr. 46.

Nabohuset i nr. 44-45 er endnu smallere, med 2 fag og 5 etager. I stueetagen udnyttes hele den smalle bredde til 2 store buer med en kraftig, flad søjle i midten. Der er etageadskillelsesbånd under hver række vinduer, som er indsat i smalle, profilerede rammer med vandrette overliggere på første- og andensalen. De sidder næste på linie med vinduerne i nr. 46-47 og i højere grad med dem i nabohuset nr. 17-19 - NB: Bemærk springet i gadenumre her - hvor også den brede bue, der fører ind til gaden Arco degli Acetari har profileret ramme foroven ligesom buerne i nr. 44-45. Facaderne er også pudset op i samme lysebrune farve, ligesom vinduesudformning og facadeudsmykning er ens.

I nr. 19, der hører til naboeejendommen, findes altså buen med adgang til Arco degli Acetari og herinde fortsætter gadenummereringen med nr. 20-43.

Huset nr. 17-19 er som ovenfor nævnt nærmest en del af et større kompleks inkluderende også nr. 44-45 med samme facadeopbygning og -udsmykning på de 5 etager, hvoraf den øverste må være en senere tilbygning. Nr. 17 har en forretning i en rammeløs bue, mens nr. 18 er en firkantet forretningsåbning. Mellem nr. 18 og nr. 19 sidder en mindre indgangsdør med en profileret overligger båret af små konsoller. Stueetagens facade er her i hvidt puds med indridset stenmønster.

Til venstre står ejendommen med nr. 14-16. Også her er der tale om 2 selvstændige 2-fags huse, som på et tidspunkt er blevet samlet med én fælles facade med stenmønster i pudsen forneden og rødokker puds foroven, hvor vinduerne i brede rammer har vandrette overliggere på førstesalen. Men nr. 15-16 har oprindeligt kun haft 3 etager og har senere fået en tilbygget 4. etage med tagterrasse. Nr. 14-14A har oprindeligt været i 4 etager og har nu fået en overbygget 5.etage, der har adgang til tagterrassen.

Endnu et smalt hus står ved siden af. Det har numrene 12, 12A og 13. Det første nummer er en forretning i en firkantet åbning, mens nr. 12A og 13 er 2 ganske smalle indgangsdøre. Hele facaden er i enkelt rødt puds, dog er der etageadskillelsesbånd under anden- og trediesalens vinduer. Huset har kun 2 fag og 4 etager. Vinduerne er i profilerede stukrammer, som på førstesalen er forsynet med vandrette overliggere.

Gadens næstsidste hus på denne side er ganske højt. Det har ikke mindre end 7 etager, men kun 3 fag, hvoraf det midterste er tilmuret. Vinduerne er dog også her - som på alle de øvre etager - i profilerede rammer, der på andensalen er forsynet med vandrette overliggere. Førstesalens vinduer derimod er små og i enkle stukrammer. De er anbragt lige over de 2 høje, firkantede åbninger - med numrene 10-11 - i hvilke der idag drives restaurant. Facaden er pudset op i en lys rosa farve, der brydes af vandrette etageadskillelsesbånd.

Det sidste hus, som også er hjørnehus mod Campo de' Fiori, har samme farve facade og numrene 8-9 ud mod Via del Pellegrino, eftersom der i stueetagen kun findes 2 rammeløse døre. På de 3 øvre etager er der dog 3 fag vinduer, alle i profilerede rammer og på første- og andensalen anbragt over et bredt etageadskillelsesbånd. Over det brede og udskårne tagudhæng findes en lidt tilbagetrukket 4. etage. Ejendommen kaldes Casa di Mattia Corvino efter ejeren i 1440-1490, den ungarske Konge Mátyás Hunyadi, der lod kunstneren Andrea Mantegna male sit portræt på facaden. Maleriet er forsvundet idag, men kendes fra et blad i Vatikanbiblioteket. Facaden er bemærkelsesværdig på flere måder: nederst på hushjørnet er de gamle stenblokke fra 1400-tallet blotlagte.
Højere oppe sidder - mellem vinduerne på førstesalen - en indskriftstavle med teksten "Alex. VI Pont. Max. - post instauratam Adria - ni Molem angustas Urbis - vias ampliari iussit - MCCCCLXXXXVII" : "Pave Alexander VI lod - efter restaureringen af Hadrians Mausolæum (idag: Castel Sant'Angelo) - de snævre gader i byen udvide i år 1497".
På hushjørnet sidder - ligeledes på førstesalen - nogle meget ødelagte våbenskjold for de "maestri delle strade", der sørgede for at få den pavelige instruks ført ud i livet, vejinspektørerne Camillo Beneimbene og Pietro Matuzzi. Der sidder et magen til lige rundt om hjørnet, på Campo de' Fiori-facaden.
Endelig sidder der, på hjørnet lige under andensalen, Pave Alexander VI's våbenskjold.
Ud mod Campo de' Fiori har denne ejendom kun ét fag.

Og hermed slutter turen gennem Via del Pellegrino der, hvor den begyndte: På Campo de' Fiori.

Litteratur om Via del Pellegrino:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 683-685.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte II / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ----- side 4, 5, 6, 7, 56-60, 64-65, 70-72, 80, 90, 100, 104, 106, 110, 156-157, 162, 178.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. ----- side 5, 7, 8, 14, 16, 121, 122.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Le Strade di Roma / Claudio Rendina e Donatella Paradisi. - Roma : Newton Compton editori, 2004.
- Vol 3 : P-Z. --- side 980.
Roma ieri, oggi, domani. Periodici Locali Newton, Anno VII n. 66 - Aprile 1994 (94, 4).
- side 30-43.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 180, 194-195, 236-237, 243.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Cinquecento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Giulio II a Clemente VIII. Leo S. Olschki Editore, 2008. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, XII).
- side 374.
Alvaro de Alvariis: Photostream på Flickr: Via del Pellegrino.
Alvaro de Alvariis: Flickriver: Via del Pellegrino (Fotos).
Borgato.be: Strade della Roma Papale: Via del Pellegrino.
---"---- MED FOTOS.
Info.roma.it: Via del Pellegrino.
RomaSegreta.it: Via del Pellegrino.