Denne gamle kirke, der idag kaldes "Grådens Santa Maria", var tidligere viet til Frelseren og kaldtes San Salvatore de Cacabariis, fordi den lå i et område, hvor der levede mange håndværkere, som fremstillede og reparerede kedler, de såkaldte "cacabi".

Kirken var bygget på ruinerne af en antik bygning på et tidspunkt før 1100-tallet, hvor man første gang hører om den. Men i 1612 var den så forfalden, at det blev besluttet at opføre en ny kirke, som fik navnet Santa Maria del Pianto efter det religiøse broderskab Confraternita di Santa Maria del Pianto, som havde fået overladt den gamle bygning til sit barmhjertighedsarbejde i kvarteret, hvor medlemmerne - som også i byens andre kvarterer - holdt en læge og en apoteker til at hjælpe de syge og nødlidende i deres eget hjem.

Den nye kirkebygning blev tegnet af Niccolò Sebregondi og Giovan Battista Crescenzi og indviet omkring 1625. Facaden blev dog aldrig fuldendt og den sydlige sidemur står stadig blot som en teglstensmur med en række rektangulære vinduer, der mest af alt minder om en ganske almindelig gammel og ramponeret etageejendom.

Ud fra den meget store og kraftige underbygning til en kirkekuppel, kan man forestille sig, at planen oprindeligt var at opføre en meget større bygning, men at midlerne ikke strakte længere end til et stort presbyterium og et ganske kort tværskib, hvor siderne endte med at blive 2 ikke ret dybe kapeller. En smal korridor mod sydvest har i hver side en indgang fra parallelgaderne. Der har muligvis været planer om at forlænge kirkerummet her og afslutte det med en rigtig indgangsvæg og facade mod sydøst, men i stedet byggede man her en mindre ejendom ud mod Piazza Giudea og Ghettomuren og Vicolo dei Cenci. Denne bygning er idag delvist nedrevet.

Navnet Grådens Madonna stammede fra en hændelse i 1546, hvor der var opstået en voldsom strid, som havde resulteret i en dræbt mand. Lige herefter kunne man den 10. Januar se et Madonna-billede, som var malet på en af murene i Portico d'Ottavia, bryde ud i gråd med tårer rendende ned af kinden og muren.

Den folkelige forklaring på Jomfru Maria's tårer blev imidlertid snart til, at Madonna græd, fordi jøderne, der boede i kvarteret mod sydøst og snart efter blev tvunget ind i den aflukkede Ghetto, i deres stædighed vedblev at afslå at lade sig omvende til den rette tro.

Sagføreren Nicolò Acciajoli lod det mirakuløse Madonna-billede skære ud af muren og flytte hen til San Salvatore-Kirken, hvor det kunne hænge mere beskyttet. Den grædende Madonna gav også navn til det religiøse broderskab, som blev oprettet herefter og som i 1562 blev ophøjet til Ærkebroderskab: Arciconfraternita.

I 1746 blev Broderskabet imidlertid lukket af Pave Benedikt XIV, der derpå overlod Kirken til et anden religiøs sammenslutning: Arciconfraternita della Dottrina Cristiana, som tidligere havde haft til huse i San Martinello al Monte di Pietà.

I 1896 blev bygningen ramt af et lyn og led stor skade. Den blev i de næste 10 år repareret og kunne genåbne i 1907. Restaureringen betaltes af den religiøse Orden, som stadig passer Kirken idag: Gli Oblati di Maria Vergine.

Kirken har 2 indgange, en i hver side, fra Via di Santa Maria del Pianto, hvor der i nr. 1 sidder en smuk marmorportal fra 1800-tallet, og fra Piazza delle Cinque Scole / Via di Santa Maria dei Calderari nr.29, hvor portalen er mere enkel.