ANNAS ROM GUIDE

Piazza delle Cinque Scole

Se til højre for nr. 120 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Piazza delle Cinque Scole, = Pladsen med de 5 "Scole", det vil sige jødiske samlingshuse, synagoger, har navn efter den gamle Piazza delle Scole, som lå i den nu nedrevne jødiske Ghetto, på siderne kantet af de jødiske templer: Scola Nova, Scola del Tempio og Scola Siciliana, der alle brugte italiensk som sprog, samt Scola Catalana og Scola Castigliana, som benyttede spansk. Disse bygninger forsvandt sammen med det meste af kvarterets huse, da Ghetto'en blev revet ned i 1888.

Samtidig forsvandt også de mure, som spærrede Pladsen af, således at den også kaldtes Piazza Giudea dentro il Ghetto: Piazza Giudea indenfor Ghettomuren. Resten af den store Piazza Giudea lå udenfor Ghettomuren, på det sted, hvor gaderne Via di Santa Maria del Pianto og Via del Portico d'Ottavia støder sammen idag.

På Piazza delle Cinque Scole afholdtes tidligere det lille marked, som i 1400-tallet gav Pladsen dens andet navn Piazza del Mercatello. Markedet afholdtes her hver fredag med det formål, at de jødiske håndværkere kunne udstille og sælge deres varer. Ja, de havde endog påbud om at udstille deres varer her.

I 1600-tallet skiftede Pladsen navn til Piazza del Tempio for senere at få navnet Piazza delle Scuole.

Efter Ghettoens afskaffelse og nedrivingen af det fleste gamle bygninger i 1888, fik den gamle Plads med synagogerne lov til at blive stående, indtil den nye synagoge blev færdigbygget. I 1910 blev de smukke gamle "scole" imidlertid også revet ned og Pladsen fik ligesom den nyanlagte gade navnet Via del Progresso: Fremskridtets gade.

Midt på Pladsen anbragtes i 1930 den meget smukke fontæne, som tidligere havde stået på Piazza Giudea. Den kaldes Fontana di Piazza Giudea eller Fontana del Pianto.

Den 14. November 1983 fik Pladsen sit gamle navn tilbage og hedder nu: Piazza delle Cinque Scole.

Piazza delle Cinque Scole. cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Idag er Piazza delle Cinque Scole afgrænset mod øst af Via del Progresso, som også er en nyere gade, anlagt efter Ghettoens nedrivning. På denne side af Pladsen ligger kun nye bygninger på hver side af den ligeledes nyanlagte Via Catalana.

Piazza delle Cinque Scole. cop. Bo Lundin
cop. Bo Lundin

Mod nord afgrænses Pladsen af Kirken Santa Maria del Pianto ved sidegaden Via di Santa Maria de' Calderari:

Piazza delle Cinque Scole. cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Mod vest knejser det store kompleks af Cenci-familiens huse ned til sidegaden Via Monte dei Cenci. Ejendommen med indgang herfra er Palazzo Cenci-Bolognetti:

Piazza delle Cinque Scole. cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Pladsens sydside afgrænses af den lille Kirke San Tommaso dei Cenci:

Piazza delle Cinque Scole. cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

I den vestlige del af Pladsen står den fontæne, som tidligere stod på Piazza Giudea:

Piazza delle Cinque Scole. cop. Bo Lundin
cop. Bo Lundin

I Antikken var det område, som Pladsen nu dækker, en del af det store anlæg Circus Flaminius med en lang søjlegang, Porticus Circus Flaminius, på nordsiden. Mod øst stod antagelig en privatbolig og syd derfor nogle magasinbygninger, Horrea. Hernede fandtes de statuer af Dioskurerne, som idag står ovenfor trappen op til Capitol. De stammer fra det Castor og Pollux-Tempel, som stod lidt længere mod øst.

 

Litteratur om Piazza delle Cinque Scole:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 736.
Fornari, Salvatore: La Roma del Ghetto. Palombi, 1984.
- side 181.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 491-493.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S. Angelo / a cura di Carlo Pietrangeli. - 4a edizione riveduta e ampliata. - 1984 ------- side 43, 44, 46.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 376-378.

Pocino, Willy: Dizionario delle strade curiose di Roma : toponimi strani, difficili, incompleti, ripetuti, sbagliati di ieri e di oggi. - 1. edizione. - Roma : Edilazio, 2012.
- side 92.
Alvaro de' Alvariis på Flickr: Piazza delle Cinque Scole.
Info.roma.it: Piazza delle Cinque Scòle.
RomaSegreta.it: Piazza delle Cinque Scòle.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 9.12.2016 og sidst opdateret d. 26.3.2018