|
|
|
Santa Maria in Publicolis: Mere om Kirken Se nr. 125 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen Læs også: Kort om Kirken ------- og: Rundgang i Kirken ---- Plan over Kirken |
|
Den første gang, vi hører om Kirken, er i den Rom-beskrivelse, som kaldes "Anonimo di Einsiedeln" eller på dansk: "Rejserute fra Einsiedeln", som stammer fra slutningen af 700-tallet. Derefter nævnes Kirken i et katalog fra Pave Leo III's tid (795-816) og i en bulle, som Pave Urban III udsendte i 1185-1187. Her kaldes Kirken "Santa Maria in publico" og "Santa Maria de publico". Med dette sidste navn findes den også nævnt i kataloget fra Torino, som er fra 1300-tallet og i Signorili's katalog fra 1400-tallet. Historikeren Claudio Rendina (se litt.note forneden) mener, at dette tilnavn blev givet, fordi Kirken lå tæt ved Antikkens Porticus Minucia, som lå lidt mod nord omkring nutidens Via delle Botteghe Oscure og her uddeltes kornrationer til folket: "frumentum publicum". Og navnet passede godt til den familie, der i 1100-1200-tallet bosatte sig i området, hvor de byggede flere huse og befæstede et tårn, som brugtes i de følgende århundreders krige om magten i Rom. Det var Santacroce-familien, som mente at de nedstammede fra den romerske konsul Publius Valerius Poplicola (også benævnt Poblicola), som ifølge traditionen var en af de første konsuler i år 509 før Kristus. Derfor blev "in publico" til "in Publicolis" og mange familiemedlemmer tilføjede navnet Publicola til deres navne. I 1465 blev Kirken restaureret af Andrea Santacroce, som var advokat ved Curien. I slutningen af 1400-tallet var Santacroce-familiens stridsår omme og Antonio Santacroce byggede dem et nyt hus på ruinerne af deres gamle ejendom, der lå på hjørnet af Via di Santa Maria del Pianto og Via in Publicolis, samme sted som deres palæ og det gamle Tårn stadig står. Og ganske kort derfra ligger den lille Kirke, som familien nu overtog som deres egen familiekirke. Det var - og er - egentlig kun et lille kapel med et enkelt skib og 2 små sidealtre, samt en nu kantet, men vistnok oprindeligt halvcirkelformet, apsis med et lille højalter. Man kender desværre ikke noget til den gamle Kirkes oprindelige form. I en visitats-indførsel, som Armellini (se litt.note forneden) citerer, fortæller visitator: " Denne Kirke kaldes i folkemunde "de Santacroce", fordi den blev bygget af denne familie og ligger på Piazza di Santacroce ... Kapellanen fortalte mig, at menigheden tæller 35 husstande. Han bor selv ved Kirken, ved siden af Højalteret, hvor der er en stue og en etage mere, hvor han holder skole og lærer nogle drenge at læse og skrive, samt grammatik". I 1576 var Kirken atter i meget dårlig stand og måtte repareres, bekostet af Prospero Santacroce, der var blevet Kardinal i 1565, og døde i 1589. I 1640 var Kirken ved at falde sammen og den senere Kardinal Marcello Santacroce besluttede sig i 1642 for at lade arkitekten Giovanni Antonio De Rossi stå for en genopbygning på hans bekostning. Kilderne fortæller, at den gamle bygning blev revet ned og en helt ny opført. I 1643 var arbejdet færdigt og familien kunne fortsat benytte deres kirke til messer og begravelser. Marcello Santacroce døde i 1674 og hans portræt kan ses i Kirken. Kirken var nu totalt ombygget og der er idag ingen rester tilbage af de ældste bygninger. Årstallet for den nye bygnings færdiggørelse kan ses på det indskriftsbånd, som løber henover Kirkens facade: "Deiparae Virgini in Publicolis MDCXLIII" : "Til(egnet) Jomfruen Guds Moder in Publicolis i 1643". Kirkens mål blev angivet til "88 håndbredder i længden, 35 håndbredder i bredden og 59 1/2 håndbredde i højden". Kirken stod nok færdig i 1643, men de følgende 2 år fortsatte arbejdet med detaljerne i det indre rum. Blandt andet flyttede man i 1644 en hel række gravsten og gravurner med Santacroce-familiens afdøde ind i den nye Kirke. I visitatsen fra 1660 nævnes, at Kirken er sognekirke for 132 familier og hører ind under San Lorenzo in Damaso. Men sognepræsten udnævnes af Santacrocefamilien. Kirkens indtægt var på denne tid 270,35 scudi, mens dens udgifter løb op på 116,50 scudi. Se Kirkens omgivelser i 1748 på Giovanni Battista Nolli's kort. Den 1. November 1824 udsendt Pave Leo XII bullen "Super universam", hvori han fratog Kirken dens funktion som sognekirke og fordelte sognebørnene mellem nabokirkerne San Carlo ai Catinari, Santa Maria in Monticelli og Santa Maria in Campitelli. Manøvren var del af en større omlægning af sognene i bymidten, hvorved de mindste menigheder blev fordelt mellem de større kirker. Selvom Kirken ikke længere havde nogen sognebørn, benyttede Santacroce-familien den dog stadig som familiekapel. I 1858 solgte Santacroce-familien Kirken og det tilstødende hus til Gaetano Errico, der i 1835 havde grundlagt den religiøse orden "La Congregazione dei Missionari dei Sacri Cuori", som stadig passer Kirken. Santacroce-familiens mandlige linie uddøde i 1867. Læs også: Kort om Kirken ------- og: Rundgang i Kirken ---- Plan over Kirken Se også: Alvaro de Alvariis' photostream om Santa Maria in Publicolis på Flickr.
Litteratur om Santa Maria in Publicolis: |