I det nordlige hjørne af det store parkanlæg, som idag dækker næsten hele Piazza Vittorio Emanuele II på Esquilin, findes en stor ruin af en antik monumentalfontæne, som man mener blev bygget under Kejser Alexander Severus, som herskede i årene 222-235 efter Kristus.

Mindet om monumentets oprindelige funktion og oprindelse gik imidlertid tabt i tidens løb og det fik da navn efter nogle marmorgrupper med våben og skjolde, som var del af dets udsmykning og som man mente var et minde om hærføreren Gajus Marius' triumf og sejr i kampene mod cimbrerne i år 101 før Kristus. Navnet blev derfor: " Trofei di Mario", "Marius' trofæer", et navn som stadig anvendes om monumentet idag.

Trofæerne var imidlertid slet ikke Marius', men stammer derimod fra sejren over Catterne og Dakerne i de kampe, som blev udkæmpet under Kejser Domitian i år 89 efter Kristus. Så de blev altså bragt til dette bygningsværk fra et tidligere monument, som vi dog ikke ved noget om.

Af marmortrofæerne er der idag ikke noget tilbage på monumentet, de blev i 1589-1590 på Pave Sixtus V's bud flyttet op på balustraden ved Capitol. Derimod kan man se selve fontænens struktur med en trapezformet grundplan, der var afgrænset af gaderne Via Labicana, som løb ud mod Porta Maggiore, og Via Tiburtina (eller Collatina Vetus), som løb ud til Porta Tiburtina. Den var opbygget i 3 etager, hvoraf de 2 anvendtes til vandkanaler og bassiner og den tredje havde en central niche mellem 2 buer. Der var her, at trofæerne var opstillet. Bygningen er opført i teglsten, som dateres til Alexander Severus' tid, og foran fontænen var der et bassin, som samlede vandet, der faldt ned fra de øvre etager. - Læs mere herom nedenfor.

Fontænen fik vand fra en akvædukt, som efter nyere undersøgelser har vist sig at være Aqua Claudia eller Anius Novus, og var måske afslutningssted for denne vandledning, en såkaldt mostra. Monumentet benævnes også af og til "Mostra di Acqua Giulia", da man tidligere mente, at den forsynedes af denne akvædukt.

Sammenhængen mellem dateringen og Alexander Severus bekræftes af en mønt fra år 226, hvor man på forsiden ser et protræt af Kejseren og på bagsiden netop denne fontæne. Måske har den stået i Kejserens villa, som strakte sig over et stort område heroppe på Esquilin.

Fontænen begyndte at gå i forfald, efter at akvædukterne var blevet ødelagt af goterne under krigene omkring 538 efter Kristus. Murværket blev efterhånden rippet for marmorbeklædning, statuer og dekorationer, som kunne genbruges i andet byggeri. Krat og buske dækkede det, og det kom til at henligge som en af Roms mange maleriske ruiner.

I Senantikken og den tidlige Middelalders "guider" omtales bygningen stadig som fontæne og kaldes "Nymfeum Alexandri". I 1140 har den imidlertid skiftet navn til "Tempio di Mario", Templet for Marius. Monumentets oprindelige brug som fontæne var da glemt.

Også folkeviddet gav ruinen navn. Det blev til "Le oche armate" : Gæssene med våben! Det må da også indrømmes, at de to marmor-sammenstillinger af våben og skjold på afstand godt kan have en vis lighed med bevæbnede fugle.

I Renæssancen nævnes monumentet igen, men selvom man nu havde genopdaget den oprindelige funktion, kaldtes ruinen stadig for Trofei di Mario eller som i 1472 Arcus Cimbricus, Cimbrer-Buen. Renæssancens forståelse for fontæne-funktionen kom til at danne model for den nye tids store monumentale fontæner, såsom Moses-Fontnen, Acqua Paola på Gianicolo og Fontana di Trevi.

---------- Se her Etienne du Peracs tegning af Trofei di Mario. Du Perac arbejdede i Rom fra 1559.

I 1589-1590 blev statuegrupperne af Marius' trofæer så flyttet op på balustraden ved Capitol på Pave Sixtus V's bud.

I 1821 blev monumentet udgravet og ruinen kom til at se ud som idag.

I 1925 anbragte man op af denne nogle falske klippestykker, som så skulle danne baggrund for en ny fontæne til ære for områdets faldne soldater. På stenene opsattes en mindeindskrift med navnene på dem, der var faldet i 1. Verdenskrig. Dette arrangement blev dog flyttet i 1980'erne, da Trofei di Mario blev restaureret.

Ruinen er det eneste stadig eksisterende eksempel i Rom på den type fontæne, som Frontinus kaldte "munera". Udtrykket dækker sandsynligvis over en monumentalfontæne med mulighed for at videredistribuere vandet fra akvædukterne til andre steder. Flere steder kan man stadig se vandkanalerne og rum til vandet. Aicher (se litt.note nedenfor) skriver dog, at man ikke har fundet ret mange underjordiske vandrør i området omkring fontænen.

Mere om Fontænens konstruktion:

Vandledningen fra akvædukten, som blev båret på ca. 9,85 meter høje buer, førtes ind i fontænen bagfra i det højre hjørne. Her delte vandet sig og løb til begge sider udenom en halvrund murstensklods, hvorefter det skiltes ud i 5 kanaler. 3 af disse løber gennem hele bygningens bredde, fra bagsiden og frem til forsiden. Midt på dette stykke deltes de yderste kanaler igen i 2 og disse sidekanaler førtes ud på bygningens sider. De øvrige kanaler havde udløb på fontænens forside.

Man kan idag stadig se alle de 5 udløb på forsiden, mens bassinet nedenfor, som opsamlede vandet, ikke findes mere. Der er dog rester af de fremspring, som bar karret.

Grundmaterialet er som nævnt teglsten, men både akvæduktens vandledning og alle fontænens kanaler er foret med et tyndt hydraulisk pudslag, så vandets løb var uden hindringer.

Fra bassinet løb vandet videre i vandrør, som førtes langs indersiden af bygningens mure til et lavere niveau, som var opbygget med nicher, der var skiftevis rektangulære og halvrunde. På forsiden var der 5 nicher og på hver sidevæg 2. I hver af nicherne løb vandet ud af 4 mundinger, der var fordelt med 2 i midten og 2 forneden.

Herefter løb vandet yderligere ned i et nedenforliggende bassin, som til dels er bevaret. Dette kar var beklædt med et tyndt lag "opus signinum".

Studier af mønter fra 226 viser, hvorledes fontænen har taget sig ud dengang: Man kan se en bygning i 2 etager, der krones af en stor buet niche mellem 2 mindre åbne buer, hvori der i hver står en marmorskulptur, som man identificerer som de 2 skulpturer, som idag findes på balustraden på Capitol. De er gengivet på mange tegninger af fontæneruinen indtil 1590, hvor de som nævnt blev flyttet.

Udover skulpturerne med krigstrofæerne var fontænen også udsmykket med søjler og statuer. På mønterne kan man se, at der stod 2 statuer i den store midterniche og at denne foroven kronedes af en statue med et firspand. På nogle mønter ses det tydeligt, at bassinet forneden var halvrundt og at der måske var opsat Victoria-statuer i hjørnerne. Bygningen var desuden beklædt med marmorplader. Man kan stadig se rester af de bronzekramper, som holdt dem fast.

Fontænebygningen har vist sig at være opført ovenpå mure i "opus reticulata" fra Kejser Augustus' tid. Men man ved ikke andet om denne bygning.

Tidligere mente man, at fontænen fik vand fra akvædukten Aqua Iulia, men nyere målinger har vist, at denne ledning ikke løber højt nok oppe til at kunne forsyne Nymphaum Alexandri. Det gør derimod akvædukterne Aqua Claudia og Anio Novus.

Litteratur og links om Trofei di Mario:
Aicher, Peter J.: Guide to the Aqueducts of Ancient Rome. - Illinois : Bolchazy-Carducci Publishers, 1995.
- side 39, 59, 60, 61, 66.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 239-240.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XV : Esquilino. side 111, 112, 113, 114.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990. - Ny udgave, Samleren, 2000.
- side 252.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.23.
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Terzo : H-O. 1996. --- side 351, 352, 499.
Morton, H.V.: Roms fontæner. Nyt Nordisk Forlag, 1973.
- side 47, 49-52, 127, 170.
Pulvers, Marvin: Roman Fountains : 2000 Fountains in Rome : a complete Collection. Roma, "L'Erma" di Bretschneider, 2002.
- side 858-859 (nr.1927).
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 270-271.
I Rioni di Roma : storia, segreti, monumenti, tradizioni, leggende, curiosità / Alberto Manodori, Ludovico Pratesi, Claudia Cerchiai, Mauro Quercioli. Roma : Newton & Compton editori, 2005.
- Volume 3: Trastevere, Borgo, Esquilino, Ludovisi, Sallustiano, Castro Pretorio, Celio, Testaccio, San Saba, Prati.
- side 977.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 138, 139, 232.
Info.Roma: Trofei di Mario.