Den adelige Brancaccio-families palads på hjørnet af Via Merulana og Largo Brancaccio på Colle Oppio, der idag huser Museo Nazionale d'Arte Orientale, er bygget omkring i slutningen af 1800-tallet, hvor familien kom til Rom fra Napoli for at være nærmere det nye kongehof.

Paladset blev tegnet efter ønske af Mary Elisabeth Field, principessa di Brancaccio, af Luca Carimini omkring 1892-96 i 1400-tals-stil med hovedindgang gennem en portal med 3 åbninger på Via Merulana nr.250. Porten åbner ind til en åben forhal med søjler, som igen åbner ud til et nymfæum i ny-manieristisk stil i haven bagved. Vinduerne har gavlfelter med skarpe hjørner båret af små søjler med doriske kapitæler.

Paladset beboes stadig af Prins Brancaccio, men huser samtidig fra 1957 ovennævnte museum samt mondæne receptioner og møder og det såkaldte ISMEO, Istituto Italiano per il Medio ed Estremo Oriente.

Den smukke bygning var en del af den store Villa Brancaccio, der oprindelig strakte sig fra Via Merulana ved Largo Brancaccio ned mod Via Labicana og mod vest ind over Colle Oppio, helt op til San Pietro in Vincoli, og her lå også Jesuiternes vingård "Vigna dei Gesuiti". Under Brancaccio-familien dyrkedes den store ejendoms jorder intensivt, Men på området lå også Palazzo Brancaccio og fra 1913 Teatro Brancaccio på hjørnet af Via Mecenate, en stor smuk park, boliger for tjenestefolk og gartnere, stalde, drivhuse og alt, hvad der hørte til et stort gods og en adelig husholdning.

I 1930'erne eksproprierede Roms kommune ejendommen - på nær et lille stykke have og selve paladset på Via Merulana - for at anlægge den arkæologiske park Parco Oppio eller Parco di Traiano, som den ogsså kaldes efter de store ruiner af Trajan's Termer, som stadig kan ses i parken. I Palazzo Brancaccio's have kan man derimod ud til Viale delle Terme di Traiano se ruinerne af det store vandreservoir Sette Sale. Den smule have, der er tilbage, er interessant på grund af de høje gamle træer, som giver os en idé om udseendet af de parker, som hørte til datidens store romerske villa'er.

Ifølge Delli skulle en af salene i paladset udgøres af den gamle kirke Santa Maria della Purificazione, som på denne måde undgik at blive revet ned ved paladsets opførelse.

Paladset er indrettet med møbler og udstyr fra starten af 1900-tallet og ud over spændende tæpper og lamper er der en række fresker fra begyndelsen af århundredet af Francesco Gaj (1835-1917), hvor forskellige medlemmer af Familien Brancaccio er fremstillet med deres venner.

Litteratur og links om Palazzo Brancaccio:
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton Editori, 1998.
- side 88f.
Caruso, Giovanni e Rita Volpe: Colle Oppio. Palombi, 1992.
- side 26
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 577 (Via Merulana), 794 (Sette Sale).
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 62.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . Rione I, Monti
- Del 2: side 36.
Tidsskriftet "Roma - ieri, oggi, domani. 1993, no.57.
- side 41.