Mere om Terme di Tito:

Termerne er tildels bygget ovenpå Kejser Nero's pragtpalads Domus Aurea af Kejser Titus i år 80 efter Kristus. Da Det Flaviske Kejser-Dynasti kom til magten med Kejser Titus' fader Kejser Vespasian i år 69, var der kun gået små to år, siden den forhadte Kejser Nero var blevet dræbt. De nye kejsere bestræbte sig på at udviske mindet om deres forhadte forgænger og opførte det store Flaviske Amfiteater (Colosseo) på det sted, hvor Nero havde anlagt en kunstig sø i sin enorme park.

På Fagutal-skråningen på Colle Oppio nordøst for Colosseo lod Kejser Titus opføre et badeanlæg for at give det romerske folk noget af det tilbage, som Kejser Nero havde plyndret dem for.

Der er idag kun få rester af komplekset tilbage, men anlægget havde alle de karakteristika, som de store termeanlæg i Rom havde (f.eks. Nero's Termer på Marsmarken.

De bestod af en næsten kvadratisk mur (ca.150 x 120 meter) med en apsis mod nord, her var der en central - ikke særlig stor - del med en serie rum rundt om. På sydsiden på skråningen ned mod Colosseo lå en trappe. Detaljerne kender vi fra Andrea Palladio's tegninger fra det 16.århundrede.

Anlægget var i brug i en årrække og i 238 blev det restaureret, men efterhånden som vandforsyningen til Rom ødelagdes og befolkningen klumpede sig sammen i de mere centrale dele af byen, blev Termerne langsomt begravet. De kunne altså stadig ses på Palladio's tid, men på en matrikelplan fra 1819-1824 er de ikke angivet. Enkelte store dele var dog synlige indtil 1930'erne, hvor anlægget af parken næsten skjulte de sidste synlige rester.

Udgravninger i 1986-1991 har påvist, hvor de begravede rester befinder sig, det drejer sig om nogle mure og en lille apsis med rester af opvarmningsrør og cementgulv, hvor der kan ses rester af marmorbelægning. der er også fundet teglsten med stempler fra år 123. Arkæologerne mener, at der er tale om 3 byggefaser: den nederste del fra Kejser Titus' tid (79-81), en ombygning under Kejser Hadrian (117-138) og de øverste dele fra den senere restaurering i år 238.

De få rester, der kan ses idag er nogle rester af teglstenssøjler, som stikker ud fra den græsklædte skråning under den højereliggende Via Nicola Salvi. Desuden er der nogle enkelte søjlestumper og murrester lige til venstre for indgangen til Parco Oppio.