Omtrent i nutidens gadekryds Corso Vittorio Emanuele II / Via Acciaioli / Via Paola lå der i Antikken en stor bygning i basilikaform, bygget i røde og gule teglsten og opdelt i sideskibe af dobbelte søjlerækker, samt forsynet med en apsisbue. Arkæologen Rodolfo Lanciani identificerede bygningen som den "schola quindecimvirorum sacris faciundis", som findes nævnt i den Middelalderlige "turguide" Mirabilia. Denne "schola", som skulle være et "kontor" for den præstegruppe, der var sat til at bestyre afviklingen af Ludi Saeculares, findes ellers ikke nævnt andre steder, ej heller i de antikke kildeskrifter.

Men i Mirabiliaudgaven fra 1140, skrevet af Benedictus Canonicus, findes denne bygning eller funktion nævnt i det 22. kapitel som punkt 6: "secretarium Neronis fuisse ubi deinde fuit ecclesia S. Ursi" : "Neros sekretariat lå der, hvor siden Kirken Sant'Ursus kom til at stå", også udtrykt således: "S. Ursus kirke var Neros privatkontor". Oversættelse af Erik Worm (s. 72), som i sin note på side 121 skriver: "Det er svært at forstå "Nero's sekretariat" ved kirken S. Orso. Der er muligvis tale om Benedikts identificering af de antikke bygningsrester, der kom for dagens lys, da Corso Vittorio Emanuele II blev forlænget i 1886, og kirken S. Orso de ponte blev nedlagt. (Huelsen Chiese nr.12 p 501 ff). De antikke bygningsrester er blevet identificeret som "schola quindecimvirum sacris faciundis" = det præsteskab, der bl.a. forestod Ludi Saeculares... Neros navn i denne sammenhæng er sikkert hentet fra Pons Neronianus".

Det var i April måned 1889, hvor en masse bygninger i området blev revet ned for at anlægge den nye brede Corso Vittorio Emanuele II, at man lidt nord for Via del Consolato, der dengang fortsatte mod nordøst til midt på den nye vejstrækning, i nærheden af det nedrevne Oratorio dei Fiorentini, den gamle kirke Sant'Orsola, under gravearbejdet afdækkede murresterne af en apsisbue, noget af en sal i basilikaform, mure i gule og røde teglsten og dobbelte søjlerækker som rumopdeling.

Tilsyneladende var arkæologen Lanciani selv til stede, for allerede samme dag har han i sin dagbog noteret for den 16. April 1889: "En kirkeapsis? Konstruktionen af en bue i teglsten er perfekt! Det ligner en antik bygning i røde og gule teglsten".

Man kan spore en vis tvivl i hans udsagn og på det Romkort, som han senere udgav med alle hidtil kendte udgravninger anført, har han da også sat et spørgsmålstegn ud for identifikationen, men da ingen åbenbart har haft et bedre bud, står "Schola Quindecimvirorum Sacris Faciundis" stadig som opslag i senere oversigter, senest i Eva Margareta Steinsby's digre opslagsværk Lexicon Topographicum Urbis Romae (se litt.note nedenfor).

Litteratur om Secretarium Neronis:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 8.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte IV / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1981. ----- side 11, 12.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 178.
Steinby, Eva Margareta: Lexicon Topographicum Urbis Romae. Roma : Edizioni Quasar, 1999.
--- Volume Quarto : P-S. ----- side 256-257.
Worm, Erik (udgiver): Benedictus Canonicus: En fuldstændig beskrivelse af Rom : den ældste romerske mirabilieredaktion fra 1140 : indledning, oversættelse og kommentar ved Erik Worm. - Københavns Universitet : Museum Tusculanums Forlag, 1994.
- side 72, 121.