Når man står på Tiberbroen Ponte Vittorio Emanuele II, i den sydøstlige side ud for Lungotevere dei Fiorentini, lige før Piazza Pasquale Paoli, kan man ved lavvande se ruinerne af en gammel bro fra Antikken rage op over vandoverfladen. Det er resterne af den gamle Pons Neronianus, som kaldtes sådan helt fra begyndelsen af 1100-tallet, mens den fra 1300-tallet omtaltes som Pons Vaticanus eller senere Pons Ruptus.

Rester af Pons Neronianus - Foto: cop. Bo Lundin

Hvad Broen kaldtes i Antikken, ved vi derimod ikke, men mange områder og bygninger blev i senere overleveringer knyttet til den forhadte Kejser Nero, som havde magten i Romerriget fra år 54-68 efter Kristus.

Steinby (se litt.note nedenfor) anfører, at det er sandsynligt, at Broen allerede blev opført under Kejser Caligula (37-41 efter Kristus), som har ønsket den bygget for at lette adgangen til sit Circus Gaii et Neronis og til parken Horti Agrippinae, der begge lå ovre i Vatikan-området.

Broen nævnes tilsyneladende ikke i Middelalderens "turistguider", men det kan måske syldes, at den var blevet ødelagt allerede inden Kejser Diocletian (285-303). En anden forklaring kunne være, at Broen kan være identisk med den i disse "guider" benævnte "Pons Probi", hvis præcise lokation endnu ikke er fastlagt. Dog har man hyppigst antaget, at Pons Probi stod længere nede ad Floden, mellem Aventin og Trastevere.

Broen nævnes heller ikke af Procopius under omtalen af goternes belejring af Rom i første del af 500-tallet. Det antages derfor også, at "Pons Neronianus" ikke har været i brug på dette tidspunkt.

At Broen blev forladt, skyldes måske opførelsen af Den Aurelianske Bymur, hvori der ikke blev lavet nogen port som forbindelse til Pons Neronianus. Dog kan der måske have været en mindre dør i Muren, en såkaldt "posterula", hvoraf kilderne nævner 2 nedenfor Pons Aelius (nutidens Ponte Sant'Angelo). Disse er dog ikke nærmere stedfæstet og man har heller ikke fundet nogle rester, der kan pege i den retning.

Richardson (se litt.note nedenfor) anfører, at den østlige ende af Broen måske har været markeret af en bue, som efter Broens ødelæggelse blev omdannet til triumfbuen Arcus Arcadii, Honorii et Theodosii. Denne blev opført i 405 efter Kristus.

I "turistguiden" Mirabilia (fra 1400-tallet) omtales Broen som Pons Neronianus ad Sassiam, fordi den førte over til området Schola Saxonum, mens den i den såkaldte "Anonymous Magliabechianus" fra midt-1500-tallet beskrives som "Pons Neronis, id est Pons Ruptus ad Sanctum Spiritum in Sassia". Ordet "ruptus" betyder "ødelagt, sønderbrudt", så Broen må på dette tidspunkt også have været i forfald.

I 1500-tallet kaldtes Broen Pons Triumphalis, fordi den antikke paradegade Via Triumphalis, som kom nede fra bymidten, gik op til dette sted og fortsatte mod nordvest på den anden side af floden. Pave Julius II (1503-1513), der var ophavsmand til gaden Via Giulia, foreslog at Pons Triumphalis skulle genopbygges for at forbinde den nye gade med Via Triumphalis mod nordvest.

Udover at være forbindelsesled mellem de 2 dele af Via Triumphalis, havde Pons Neronianus også mod øst forbindelse til den lange Via Recta (nutidens Via dei Coronari), som løb i en lige linie fra Broen og gennem Campus Martius helt frem til området syd for nutiens Piazza Colonna.

Lidt højere rester af de bropiller, som kan anes i vandoverfladen idag, fandtes tidligere og kan ses på gamle kort indtil 1800-tallet, hvor de blev revet ned for at gøre sejladsen på Tiberen lettere.

Delli (se litt.note nedenfor) beretter, hvorledes rester af Pons Neronianus kom til syne, da man i 1908 gravede i flodbredden for at støbe fundamenterne til den nye Ponte Vittorio Emanuele II. De gamle bropiller fandtes forsynede med jernspir, som skulle forankre dem til flodlejet. Nogle meget kraftige stolper af egetræ kunne ikke engang trækkes op fra undergrunden og måtte ligefrem saves i stykker for at få plads til den nye Bro's ene bropille. Under udgravningerne hertil dukkede også flere interessante fund frem, blandt andet resterne af en stor bronzestatue, der af nogle udlagdes som en udsmykning fra Pons Neronianus. Også udskårne marmorstykker, søjler, kapiæler og andre antikke sager blev fundet. De findes nu udstillet på forskellige af Roms museer.

Litteratur om Pons Neronianus:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 7.
Delli, Sergio: I ponti di Roma. Newton Compton editori, 1979.
- side 37-41.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione V Ponte, Parte 1V / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. ------- side 5, 14, 83.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Quarto : P-S. 1999. ------ side 111.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 298.
Tagliaferri, Alberto e Valerio Varriale: I ponti di Roma. 1. edizione. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 347).
- side 107, 110-112.
Alvaro de Alvariis på Flickr: Lanciani's kort over denne del af Rom med Pons Neronianus.
Wikipedia (engelsk tekst): Pons Neronianus.
Wikipedia (italiensk tekst): Ponte Neroniano.
Wikipedia (sensk tekst): Pons Neronianus.