ANNAS ROM GUIDE
Giardino del Convento di San Silvestro al Quirinale

--- Se Plan over Klosterhaven ---


Haven, der hørte til Klosteret ved Kirken San Silvestro al Quirinale, strakte sig oppe fra nutidens Via XXIV Maggio og ned ad Quirinalhøjens vestskråning til nutidens Via IV Novembre mod Via della Pilotta, og fra Kirken og mod nord op til Villa Colonna.

En del af dette område hørte tidligere (i 1300-1400-tallet) til Arcioni-familiens ejendom, men fra 1507 fik Dominikaner-Ordenen overladt den dengang lille og gamle Kirke med noget tilhørende jord. Angela Negro (se nedenfor: litt.note 2) uddrager af en sætning i et gammelt brev fra omkring 1524-31, som Fra Mariano Fetti sendte til Hertugen af Mantova, at haven allerede dengang var fantastisk "både på grund af sin udsigt ud over byen og på grund af den store mangfoldighed i vegetationen". Fra Mariano skrev blandt andet om "en labyrint af buskadser og træer midt i haven ... og hundrede forskellige arter og hundrede indfald"

Under Pave Paul IV (1555-1559), der særligt interesserede sig for Kirken og overgav den til Theatiner-Ordenen, blev Klosterhaven udvidet, blandt andet ved at Paven lod opkøbe en naboejendom tilhørende Giovanni Casa, der var Biskop i Benevento. Samtidig blev Haven indhegnet med en teglstensmur hele vejen rundt.

Også en senere Pave, Sixtus V, interesserede sig for Klosteret og dets have og gav tilladelse til, at den i 1588 fik tilført vand fra den genoprettede akvædukt Acqua Felice. Denne bragte vandet helt frem til "Fontana dei Colossi di Montecavallo" på Piazza del Quirinale og herfra blev der så ført en ledning lidt ned ad højen til San Silvestro Klosteret.

Man kender til en plan over Klosterhaven fra 1726 og af denne fremgår det, hvorledes haven var etageanlagt ned over Quirinalhøjens vestskråning. Øverst oppe på højtoppen ved siden af Kirken og Klosterbygningerne strakte haven sig langs nutidens Via XXIV Maggio hen til muren omkring Villa Colonna. Her ligger idag i nr.12 en bygning med kontorer for militærkommandoen og også dengang lå der nogle Klosterbygninger ud til gaden. Bagved disse var der imidlertid en stor, nærmest kvadratisk have, omgivet af brede alleér og af andre, smallere alléer opdelt i 4 dele, hvor der voksede forskellige træer.

Bag Klosterbygningernes vestfløj og vestmuren til ovennævnte have lå der et meget stort havestykke nedad højsiden. Det var opdelt i mange bede og udsmykket af fire fontæner og en fiskedam. De nederste bede var tilplantet med buskadser af forskellig art.

Et sidste, nederste og mindre havestykke lå næsten helt nede ved Via IV Novembre på området bag nutidens Palazzo Campanari og Palazzo dell' Istituto Nazionale contro gli Infortuni sul Lavoro (INAIL), hvor det grænsede op til Villa Colonna's havemur.

Den store Klosterhave rummede foruden de mange forskellige prydplanter og rekreative haverum også en stor køkkenhave med blandt andet citrustræer og jordbærbede.

Endelig var der også en lidt mindre, indhegnet have oppe på højen, bagved Kirken, der svarede omtrent til den lille gård vest for det venstre tværskib, hvor man idag kan se et begravelseskapel, kaldt "coemiterium", hvis facade sikkert stammer fra 1555. (Se: Plan over Kirken - nr. 19). Lidt nedenfor denne have lå der yderligere et andet havestykke ud mod den lille plads ved nutidens Via della Cordonata.

Men også jorden på den anden side af Vicus Corneliorum og den lille plads foran Kirken tilhørte Klosteret. Her lå der 4 huse og andre bygninger i en lille karré, som i 1584 blev revet ned for at udvide kirkepladsen og vejen ned ad højskråningen.


Litteratur om Giardino del Convento di San Silvestro al Quirinale:
(1) Chiesa di San Silvestro al Quirinale, monumento nazionale, Roma. , folder, u.å.
(2) Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori.
- Rione II - Trevi. A cura di Angela Negro. Parte IV. 1998. Side 18, 46ff.
(3) Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 16. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999.
- side 15ff.

---- Kort om San Silvestro al Quirinale ---- Mere om San Silvestro al Quirinale ---- Rundgang i San Silvestro al Quirinale ---- Plan over San Silvestro al Quirinale -----

----- Klosteret ved San Silvestro al Quirinale ---- Plan over Klosterhaven ved San Silvestro al Quirinale -----


Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til Viminalturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 29.10.2009 og sidst opdateret d. 10.11.2009