Mere om Kirken San Silvestro al Quirinale i Via XXIV Maggio nr.10:

KIRKENS HISTORIE:

Forhistorien:

Området, hvorpå Kirken rejser sig, var allerede meget tidligt bebygget af helligdomme. Her stod Templet for Semo Sancus Dius Fidius, et af de ældste kultsteder på Quirinalhøjen, som var i brug allerede på Titus Tatius' tid og ifølge traditionen indviet i 466 før Kristus. Måske er det dele herfra, som man i begyndelsen af 1500-tallet stadig kunne se under eller nedenfor Kirken.

Lidt nordligere lå et lille Bidental-alter, et helligt område, hvor lynet engang var slået ned. Man har gjort talrige fund, som henviser til denne helligdom, blandt andet i slutningen af 1500-tallet, hvor man fandt en travertinplade med en votivindskrift, hvorpå der nævnes "Decuria Sacerdotum Bidentalium". Desuden fandt man i 1887 en række blyrør med navne på bidental-præster, da man byggede Teatro Drammatico Nazionale nedenfor højen.

I 211-217 lod Caracalla opføre et stort Tempel for Serapis på det sted, hvor nu Villa Colonna ligger på højsiden ned mod Via della Pilotta.

Her lå også mange private huse og nogle af dem blev jævnet med jorden, da Kejser Constantin omkring år 315 lod bygge det store badeanlæg Thermae Constantini, som lå overfor, på den modsatte side af nutidens Via XXIV Maggio.

800-1500-tallet:

Ud fra denne kirkes ret anonyme 1800-tals facade kan man ikke umiddelbart gætte sig til, at der på dette sted har ligget en kirke viet til San Silvestro fra måske 800-tallet - eller i hvert fald ikke senere end det 11.århundrede. Den kaldtes i Middelalderen San Silvestro in Biberatica, efter området og den gade, som løb herigennem, hvor ruinerne af Trajan's Marked befinder sig, og over Monte Magnanapoli højsiden og ned mod Trevikvarteret. Eller den kaldtes San Silvestro in Caballo ("ved hesten") efter de store statuer af Castor og Pollux med hestene, som idag står på Quirinalpladsen og som tidligere var en del af udsmykningen i Constantin's Thermer, som lå lige overfor, på den anden side af Vicus dei Cornutis, som Via XXIV Maggio tidligere kaldtes. Endelig omtales Kirken også som San Silvestro de Arcionis på grund af Arcioni-familiens besiddelser i området.

Det var også på denne families ejendom, "nedenfor San Silvestro's urtehave", at den i tiden kendte "arkæolog" og antikvitetshandler Antonietto Antiquario i begyndelsen af det 16.århundrede udgravede nogle søjler i rødt og hvidt marmor, som man mente stammede enten fra den gamle helligdom for Semo Sancus eller fra Serapis-Templet.

Fra begyndelsen af 1500-tallet:

Vi ved ikke noget om, hvordan denne Middelalder-kirke har set ud. Den har måske været ret beskeden, for den fungerede som almindelig sognekirke, indtil den i begyndelsen af 1500-tallet blev del af Kardinal Franciotti Della Rovere's ejendom og derefter af Pave Julius II med bullen Cum nuper af 23. Juni 1507 blev overladt til Dominikanermunkene fra Congregazione di San Marco i Firenze med den klausul, at Ordenen lod opføre et til Kirken knyttet Kloster.

Det lader dog ikke til, at byggeriet blev sat i gang lige med det samme, før ifølge en indskrift på Kirkens facade, som var synlig indtil dennes udskiftning i 1800-tallet, skete opførelsen først i 1524, hvor selve Kirken også blev fuldstændigt ombygget. Sandsynligvis var den nye kirkebygning heller ikke særlig stor, men med 3 skibe og en facade lidt i stil med den nuværende, med fire sæt flade søjler: en i hvert hjørne og to til at opdele facaden i tre dele, hvoraf de to yderste rummede nicher eller vinduer i to etager og den midterste en stor bue, der indrammede en firkantet portal med et trekantet gavlfelt under et stort rundt vindue. Søjlerne bar en række gesimser og friser, der løb under et bredere stykke, der ligeledes var opdelt af 4 flade søjler, under det øverste, trekantede gavlfelt over midterpartiet. En dobbelttrappe førte fra højre og venstre side af gaden nedenfor op til indgangsdøren.

For byggeriet stod Fra' Mariano Fetti, en florentiner som var kommet til Rom i Kardinal Giovanni de' Medici's følge og som tog bopæl blandt Dominikanermunkene i Klosteret ved San Silvestro.

Da Kardinalen i 1513 blev Pave under navnet Leo X, flyttede også mange andre af hans bysbørn til Rom og Kirken og Klosteret blev et af deres mødesteder. Her kunne man for eksempel møde humanisten Zenobi Acciaiuoli, malerne Fra' Bartolomeo della Porta, Baldassarre Peruzzi, Paolo Brill og Mariotto Albertinelli, samt omkring 1538 den reformivrige religiøse gruppe som talte Vittoria Colonna og Michelangelo som medlemmer.

I 1540 flyttede Dominikanermunkene fra Convento di San Silvestro til Klosteret ved Kirken Santa Maria sopra Minerva og den forladte Kirke overgik til Kardinal Ascanio Sforza di Santa Fiora, der i 1555 overlod den til Pave Paul IV, som derpå forærede den til den af ham stiftede religiøse orden I Chierici Regolari Teatini. Den ophørte så med at være sognekirke og dette hverv overførtes til Kirken Santi Apostoli.

Paul IV havde tilsyneladende særlig interesse i San Silvestro, for han lod opkøbe en naboejendom tilhørende Giovanni Casa og ønskede også en større renovering af kirke-kloster-komplekset. Angela Negro fortæller, at Paven også påtænkte at lade Michelangelo tegne en monumentaltrappe mellem Kirken og Piazza Venezia nede i Forumdalenog måske at foretage en udvidelse af Kirken forestået af Giacomo Della Porta. Alle disse store planer blev dog ikke til noget, men i perioden 1555-1566 blev der alligevel foretaget visse ændringer. De 3 skibe blev lavet om til ét enkelt, bredt midterskib med 3 kapeller i hver side, afbrudt af et bredt tværskib og afsluttet af et langt presbyterium. Og Kirken blev derefter genindviet i 1566 af Theatiner-Biskoppen Thomas Goldwell.

Theatinerne stoppede ikke ved disse forandringer, men lod i de følgende år også udføre en større udsmykning af kirkerummet og herfra stammer en stor del af de mange malerier. I 1580 udvidedes det venstre tværskib med et stort kapel, Cappella Bandini, og i denne periode blev også den smukke træloft opsat. I begyndelsen af 1600-tallet blev kapellerne beklædt med marmor.

1798-1870:

I 1798-1799 under den franske invasion og Den Romerske Republik måtte Theatinerne rykke ud af deres Kloster, som skulle benyttes af de franske tropper med store skader til følge. Munkene kunne derpå vende tilbage for en kort tid, for i 1801 beordrede Pave Pius VII dem at sælge komplekset til Ærkehertuginde Marianna af Østrig, der havde til hensisgt at overlade det til den af Fader Niccolò Paccanari nystiftede orden Compagnia della Fede.

Den nye protektrice lod Kirken renovere fuldstændigt og de nye beboere overlod en del af Klosteret til børnehjem for de forladte børn, kaldet "Ragazzi di Tata Giovanni", som den romerske murer Giovanni Bolgi fra slutningen af 1700-tallet havde samlet om sig for at hjælpe dem til en håndværkeruddannelse og en fremtid.

Allerede i 1814 overdrog Pave Pius VII dog komplekset til en anden religiøs orden, nemlig I Padri della Missione di San Vincenzo de' Paoli, der stadig passer Kirken.

Fra 1870 og frem:

I årene 1873-1877 blev gaden udenfor, Via XXIV Maggio, udvidet og nivelleret, hvilket medførte store ændringer for Kirken. Udvidelsen betød, at facaden og de 2 yderste kapeller måtte rives ned og en ny facade opsættes. Nivelleringen betød, at gadeniveauet udenfor blev sænket mange meter og Kirken befinder sig derfor ikke længere i højde med indgangsportalen. For at få det amputerede kirkerum og indgangen hertil til at hænge sammen måtte man ty til det kunstgreb at lave en ny indgang til venstre for kirkefacaden. Portalen på facaden er dermed ganske falsk og fører ikke ind til Kirken, der ligger 9 meter højere oppe; det gør derimod en høj trappe indenfor den nye, prunkløse indgang i Klosterbygningen. (Se foto af Kirkens nye facade)