KIRKENS HISTORIE:

Allerede fra meget gammel tid lå der en kirke på næsten samme sted som idag syd for den gamle Via Labicana og vest for den gamle Via Merulana.

Nogle forskere mener ud fra fundet af nogle marmorindskrifter, at den første kirke blev opført her under Pave Siricius i årene 384-399. Måske har Paven omdannet en tidligere huskirke eller privatkapel til en titulus-kirke i disse år, måske er dette tidlige kapel opstået over en af martyrerne Marcellino og Pietro's beboelser, og måske har man i slutningen af det 4.århundrede brugt bygningsdele fra tidligere hedenske templer i området til at bygge en lille kirke for de 2 martyrer. Her er i tidens løb udgravet mange skulpturer og indskrifter, som antagelig stammer fra det store Tempel for Isis og Serapis, som lå her omkring.

De tidligste helt sikre omtaler af kirken er dog først fra 595, hvor der ved synoden samme år nævnes en præst Albinus, som titulærpræst ved Kirken "Sancti Petri et Marcellini".

Den gamle kirke var bygget lidt længere tilbagetrukket fra Via Merulana end den nuværende. Stedet er dalsænkningen mellem højene Oppio/Esquilin mod nord og Celio mod syd. Dette område ligger lavt og på tidspunkter, hvor kloakering og dræning ikke fungerede optimalt, kunne vandet stige og ødelægge kirkens fundamenter og under Pave Gregor III (731-741) blev det nødvendigt med en større restaurering af bygningen. Herunder blev apsis udvidet, rester heraf kunne endnu i det 18.århundrede ses i klosterets have.

Under Pave Benedikt III (855-858) måtte taget og portico'en repareres og i 1119 blev der påny foretaget en gennemgribende restaurering af titulærkardinalen Crescenzio d'Anagni.

Den gamle kirke havde oprindeligt 3 skibe med en buet apsis og lå midt på en stor åben grund omgivet af træer og marker. Lidt fra den mod nordøst lå den ligeledes meget gamle kirke San Matteo ovre på den anden side af Via Merulana. På et vist tidspunkt i byggedes der til kirken nogle flere bygninger og mure, disse blev senere sløjfet, måske ved ombygningerne i 1119.

Efter denne ombygning stod kirken nu i over 600 år, hvor der kun foretoges mindre reparationer, blandt andet i 1256 under Pave Alexander IV, som man stadig kan læse på en mindesten i det højre sidekapel ved Altare di San Gregorio, opsat af titulærkardinal Giussani i det tilsvarende kapel i den gamle kirke.

I 1338 byggedes der et hospital for fattige og pilgrimme i tilknytning til kirken, det kaldtes "Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum" og bestyredes af Antonianer-munkene, som med første-hjælps-udstyr fulgte Paven i de store kirkelige processioner. De ruiner der ligger bagved kirken stammer måske herfra. Her boede San Francesco d'Assisi, da han var i Rom for af Paven at få tilladelse til at oprette sin orden.

Senere overtog præsterne ved Cappelletta di Sant'Andrea al Laterano ansvaret herfor og navnet ændredes til Ospedale di San Michele. I det 15.århundrede ændrede man navnet til Ospedale del Salvatore og det blev på denne måde den første spire til det nuværende store hospital "Ospedale San Giovanni".

Omkring 1589 var kirken så forfalden, at man måtte lukke det venstre sideskib helt og mure en væg op mellem den venstre række søjler. Også en del af det højre sideskib var ustabilt og den nederste del måtte mures til, så kirken endte med at have et enkelt skib og et stort sidekapel i højre side.

I det 17.århundrede blev der igen kun foretaget mindre reparationer blandt andet lod Pave Clemens XI (1700-1721) kirken forstærke og der blev foretaget forskellige ændringer for at forhindre fugten i at ødelægge murene. Af samme grund blev haven omkring kirken fjernet og der blev anlagt en lille plads foran. Paven lod også facaden renovere og i 1707 byggedes der til højre for kirken et lille kloster, som blev overdraget Maronitermunkene fra Kirken Sant'Antonio Abate.

Også Pave Benedikt XIII foretog reparationer af kirken, men efterhånden var den nu så forfalden, at Pave Benedikt XIV i anledning af Jubelåret i 1750 besluttede at lade arkitekten Girolamo Theodoli tegne en helt ny kirke, der i 1751-1752 blev bygget lidt længere fremme mod Via Merulana.

Theodoli's kirkebygning mødte så stor kritik fra andre af tidens førende arkitekter at Paven valgte ikke at lade ham stå for den planlagte klosterudvidelse.

Ved nedrivningen af den gamle kirke og opførelsen af den nye blev der foretaget omfattende udgravninger i området, hvorunder man fandt mange antikke bygningsrester. Samtidig sørgede man for en grundig redegørelse for den gamle kirkes opbygning og indretning.

Da Via Merulana senere blev planeret og rettet til, blev den også hævet, således at Kirken nu befinder sig under gadeniveau.

Kirken er viet til helgenerne Marcellino og Pietro, som skal have lidt martyrdøden under Kejser Diocletian omkring år 304. De blev begravet i en katakomb udenfor byen ved det nuværende Tor Pignattara, hvor der ligger en kirke med samme navn.

Mere om Santi Marcellino e Pietro:
Rundgang i kirken - Klosteret - Helgenhistorien - Den gamle kirkes indretning