Kirken San Matteo, uddybende

der lå på Colle Oppio på vestsiden af den antikke vej Via Merulana ab Isis et Serapis omkring den nuværende Via Alfieri syd for Merula-familiens ejendom Domus Meruli.

Det var et lille kapel, som det fortælles at Pave Anacletus (76 eller 79?-88 eller 90?) indrettede i sit eget hus på Esquilin i Regio Merulana og viede til San Matteo (den hellige Mathaeus, evangelisten Mattæus), og som senere, i det 3-4.århundrede, blev udvidet og ombygget til den lille kirke San Matteo (Apostolo).

Det var en af de første kirker, hvor præsten fik kardinal-rang, og senere blev den også sognekirke for området. Den blev overgivet til "Ordine dei Crociferi", som restaurerede den efter den gotiske Kong Alarik's plyndring af Rom i 410, og byggede et tilknyttet herberg og hospital for pilgrimme.

Efterhånden forfaldt kirken så meget i løbet af de århundreder, hvor Rom plagedes af goternes invasioner og krige med Byzans og forstadsområderne blev forladte, så Pave Gregor I (590-604) besluttede at overflytte kardinal-titlen til Kirken Santo Stefano Rotondo.

I 1110 blev kirken totalt genopbygget under Pave Paschalis II (1099-1118) og den blev nu også viet til Jomfru Maria.

I 1212 gav 2 romerske adelsmænd Andrea og Andreotto kirken en stor sum penge, så denne og hospitalet kunne gennemgå en stor restaurering.

I 1477 blev kirken og hospitalet overtaget af "I Padri Agostiniani".

I 1480 hjembragte en romersk købmand et maleri fra Creta, det var det tilbedte maleri "Madonna del Perpetuo Soccorso", der skal være malet i 1400-tallet af den kretisk-venetianske maler Andrea Rizo. Under sørejsen udbrød der et frygteligt uvejr og båden var ved at forlise, de rejsende bønfaldt da Madonna om hjælp og ved et mirakel stilnede hun stormen, så alle kom frelste hjem.

Kort før købmandens død overgav han maleriet til en ven, som skulle bringe det til en af Roms kirker. Vennen beholdt imidlertid maleriet i sit eget hjem og først efter hans død, da Jomfru Maria i en drøm viste sig for hans unge datter med ønsket om at blive bragt hen til en kirke mellem Santa Maria Maggiore og San Giovanni in Laterano, fulgte enken Madonna's anvisning og bragte maleriet til Kirken San Matteo, hvor det blev ophængt den 27. Marts 1499 og inderligt tilbedt af alle beboerne på Esquilin.

I 1517 fik kirken sin kardinal-titel tilbage af Pave Leo X (1513-1521) og Kardinal Egidio Canisio fra Viterbo lod den restaurere. Den er herefter afbilledet på tidens kort ved den såkaldte Via Tabernole i Regio Tabernole. Den havde ét skib med en ganske enkel facade med et trekantet gavlfelt og en kampanile midt på venstre side.

Da Via Merulana blev anlagt under navnet Via Gregoriana af Pave GregorXIII (1572-1585) som forbindelsesvej mellem Santa Maria Maggiore og San Giovanni in Laterano, kom den nu meget brugte vej til at ligge bag ved San Matteo, så Augustinermunkene besluttede at ombygge kirken og "vende" den, så facaden kom til at ligge ud til hovedvejen. Under disse arbejder forsvandt kirkens gamle porticus, men kardinal Decio Azzolini bekostede en ny facade udsmykket med malerier.

I 1658 overgav Pave Alexander VII (1655-1667) kirken til ordenen "Gli Agostiniani Ibernesi". Ved siden af kirken ved det første stykke af Via Merulana, som kaldtes "La Coroncina", købte titulærkardinalen Francesco Nerli (eller Merli) fra Firenze et stort stykke jord, hvor han byggede en villa, hvor han modtog mange berømte personer til sine gæstebud. Ejendommen overgik senere til Michelangelo Caetani, Greve af Sermoneta og Prins af Caserta, og fik navnet Villa Caserta.

I 1776 flyttede nonneordenen "Le Monache di San Norberto" ind i klosteret og kardinaltitelen blev frataget kirken, der stadig bestod af ét skib med en stor apsis og 3 altre, 2 i den venstre side og 1 i den højre. Gulvet var cosmatisk og med gravstene med forskellige indskrifter på latin og italiensk. Loftet var fresko-bemalet med blandt andet Pave Clemens VIII's våbenskjold.

I 1798 blev kirken ødelagt af Napoleon's hær under General Massena og maleriet "Madonna del Perpetuo Soccorso" blev da flyttet først til Monastero di Sant'Eusebio og dernæst i 1819 til Augustinermunkenes private kapel i klosteret Santa Maria in Posterula og billedet blev nu på det nærmeste glemt. Kirkens jorder blev indlemmet i Villa Caserta.

I årene 1855-59 købte Redemptorist-Ordenen et stykke jord af Caetani-familien fra dennes Villa Caetani/Villa Caserta og byggede her en ny kirke indviet til deres stifter Sant'Alfonso de' Liguori. Da denne nu kom til at ligge tæt på det sted, hvor den gamle kirke San Matteo havde ligget, begyndte Redemptoristerne at søge efter det hellige billede, som Pave Pius IX den 26. april 1866 overgav til ordenen til ophængning i den nye kirke Sant'Alfonso de' Liguori på Via Merulana nr. 31.

Nogle marmorfragmenter og rester af det cosmatiske gulv fra den gamle kirke kan idag ses i San Giovanni in Laterano.

Litteratur og links om Kirken San Matteo:
Ankerfeldt, Carl: Vandringer i det antikke Rom. Schultz, 1976.
- side 229.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 72.
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 25 (Sant'Alfonso in Via Merulana)
Folderen: "Santuario della Madonna del Perpetuo Soccorso a Roma"
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . RioneXV, Esquilino
- side 100f, 116.
Lombardi, Ferrucci: Roma, le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 1998.
- side 89f.