KLOSTERKOMPLEKSETS HISTORIE:

I slutningen af 1600-tallet havde lægsøsterordenen "Congregazione delle Oblate Convittrici del Santissimo Bambin Gesù" vokset sig så stor, at den havde behov for større rammer, end den havde i den bygning ved Santa Maria Maggiore, hvor den holdt til.

Pave Innocens XI (1676-1689) begyndte derfor at skaffe midler til et nybyggeri og Pave Clemens XI (1700-1721) lod en række ejendomme ved Via Urbana ekspropriere. Det var blandt andet en ejendom, som Abate Antonio Franzoni i 1647 havde købt af arvingerne efter arkitekten Domenico Fontana, der i 1588 havde fået den af Pave Sixtus V, hvis store villa lå lige på den anden side af nutidens Piazza dell'Esquilino.

Clemens XI lod derpå arkitekten Alessandro Specchi tegne Klosterbygningen, som man derpå begyndte at bygge omkring 1713. Det første stykke der byggedes, var oppe ved hjørnet af Piazza dell'Esquilino, hvor det hus, som Fontana i sin tid byggede til sig selv og Franzoni derpå i 1678 forbedrede, lå.

I 1717 fortsatte Carlo Buratti Alessandro Specchi's værk og påbegyndte i 1731 bygningen af selve Kirken, men døde i 1732, inden den var fuldført.

Det blev arkitekten Ferdinando Fuga, som således kom til at afslutte kirkebyggeriet og dermed sætte sit eget præg på bygningen og facaden (se foto), der med den brudte tympanon (gavlfeltet forven) er typisk for denne arkitekt. Oprindelig var indgangsportalen hævet et godt stykke over gadeniveau og der førte en dobbelttrappe herop. Denne blev imidlertid fjernet omkring 1870, da niveauet i Via Urbana blev hævet for at gøre forbindelsen til Piazza dell'Esquilino mere bekvem.

Alessandro Specchi's oprindelig plan for komplekset var meget større, end bygningen endte med at blive. Dels steg udgifterne alt for hurtigt og dels var der problemer med købet af de sidste jordstykker, som til sidst måtte opgives. Kirkens noget usymmetriske placering i den omgivende Klostermur skyldes, at byggepladsen på et sent tidspunkt blev noget kortere end beregnet. Specchi havde forestillet sig Kirken liggende midt i bygningen.

Tilsyneladende blev Alessandro Specchi sat fra bestillingen i 1716, måske fordi omkostningerne løb løbsk. Ny arkitekt blev Carlo Buratti og arbejdet skred langsomt fremad. Man måtte opgive at købe de sidste jordstykker og omkring 1758 byggedes istedet en mur ud mod Via Ruinaglia. I årene 1785-86 byggedes der et nyt køkken og spiserum og i årene 1819-23 byggedes der stadig ud mod Via Urbana og mod Piazza dell'Esquilino. I 1856-58 kom fløjen ud mod Via Cavour til, tegnet af arkitekten Andrea Busiri-Vici.

Efter 1870 blev det før ret landlige område på Esquilin på få år reguleret, bebygget og forsynet med helt nyt gadenet og masser af nye boligblokke. Den tiltagende trafik mellem byens centrum og yderpunkterne, hvor der på Esquilin lå den nye hovedbanegård, krævede nye, brede, lige og bekvemme gader og området blev i stort omfang nivelleret og planeret. Via Urbana blev hævet, således at trappen op til Kirken måtte fjernes og Klosterets stueetage for en del blev til kælderetage.

KIRKENS HISTORIE:

I begyndelsen af året 1731 påbegyndtes omsider bygningen af selve Kirken. Arkitekt var stadig Carlo Buratti, som havde arbejdet med Klosterkomplekset siden 1717. I løbet af 1731 udgravedes og lagdes fundamentet og den 1. december kunne Kardinal Corradini lægge den første sten. Herefter gik det hurtigt fremad, i maj 1732 var nonnernes sakristi færdigt og derpå fulgte præste-sakristiet og området omkring højalteret. Så døde Carlo Buratti i slutningen af 1732, men efterfulgtes straks af en anden arkitekt, Ferdinando Fuga, som i de følgende 4 år fuldendte kirkebyggeriet.

Det var således Fuga, der kom til at stå for Kirkens indre udsmykning og især kuplen, presbyteriet og udsmykningen af de små kor skyldes ham.

I september 1736 kunne Ærkebiskop Cristoforo Almeyda omsider indvie den nye Kirke, hvor højalteret huser relikvierne af helgenerne Erasmo, Valentino, Longino, Silvio, Bonifacio og Vittoria.

I det 19.århundrede blev rummet omkring højalteret forlænget og en del af den oprindelige udsmykning fornyet, kuppel og højalter fik nye malerier. Arkitekt på disse renoveringer var Andrea Busiri-Vici.

I 1856 byggedes det lille Cappella della Passione, hvor træstatuen "Gesù Nazareno" af den tornekronede Kristus står. Det fortælles, at det tornekronede hovede på mirakuløs vis dukkede op i Klosteret, der allerede havde 5 andre træstatuer af Kristi lidelse. Herefter voksede dyrkelsen af denne statue, der oprettedes et broderskab dertil og Kardinal Mario Mattei lod sin personlige arkitekt Virginio Vespignani bygge et nyt, pragtfuldt kapel til den nye kult.