Santa Pudenziana - uddybende

HISTORIEN OP TIL ÅR 1000:

I slutningen af det 4.århundrede eller begyndelsen af det 5.århundrede under paverne Siricius (384-399) og Innocens I (402-417) blev det gamle termeanlæg Thermae Novatianae indrettet til Kirken Santa Pudenziana som den ser ud idag.

Hvor der tidligere var indgang fra sydvestsiden gennem det lille termeforrum, som var blevet indrettet til kapellet Oratorio di San Pastore under Pave Pius I (140-155), blev indgangen nu flyttet til den sydøstlige korte endevæg i den oprindelige badehal, et stort rektangulært rum. Således kom indgangen herefter til at vende ud mod den fornemme og trafikerede gade Vicus Patricius, nutidens Via Urbana, der dengang lå i et meget lavere niveau end idag.

Knyttet til Kirken var i disse år Pave Siricius' trofaste tilhængere præsterne Maximus, Leopardus og Ilicius, der stod for store dele af arbejdet. Dette mindedes for eksempel ved en indskrift under mosaikken i Oratorio di San Pastore, hvor der ifølge de gamle dokumenter stod: "Maximus fecit cum suis" ("Maximus udførte (dette) sammen med sine (kolleger)"). Og i en anden indskrift, som man fandt i 1850 i San Vito in Merulana, mindes den søjlegang, som Ilicius lod bygge fra Santa Pudenziana til Oratorio di Sant'Ippolito, der lå i nærheden af nutidens kirke San Lorenzo in Fonte.

Den "nye" kirke indrettedes altså i de tidligere bygninger og det er væggene fra disse, som stadig står, nogle meget restaurerede, nogle ændrede og nogle ødelagte, men en stor del af dem er væggene fra Thermae Novatianae, der blev bygget i første halvdel af det 2.århundrede efter Kristus. Dette anlæg var imidlertid bygget ovenpå murene til et endnu tidligere hus i 2 etager, som stod her fra det 2.århundrede før Kristus. Det er dette hus, som skal have tilhørt den kristne senator Pudens af slægten Acilii Glabriones, der husede Apostelen Peter en tid under dennes ophold i Rom. Allerede på et meget tidligt tidpunkt har derfor på dette sted været en lille "huskirke", hvor man har holdt kristen andagt.

Da termeanlægget blev bygget i første halvdel af det 2.århundrede efter Kristus, blev det gamle hus reduceret til fundament og kælder. Samtidig var gadeniveau'et i Vicus Patricius blevet hævet, så det var nok naturligt, at bygge det nye anlæg i et højere niveau. Niveauet ligger ca. 1,5 meter under det nuværende kirkegulv og Kirken ligger jo ovenikøbet meget under niveau'et i nutidens Via Urbana, men dette skyldes, at gadeniveau'et gentagne gange i tidens løb er blevet hævet for at udjævne de meget stejle stigninger, der var i terrænet her op ad Viminalhøjen mod nordvest og op mod Cispius-højtoppen på Esquilin mod nordøst.

Lige som man kan se de gamle vægge i Kirken, kan man også nogle steder se ned til de gamle gulve med rester af badekar og rørføringer. Den store badehal var omgivet af en korridor hele vejen rundt, den er idag omdannet til sideskib i den venstre side og til kapeller i den højre. Den bagerste (nordligste) del ombyggedes i Middelalderen til et kapel, som man kan se fra parallelgaden Via Cesare Balbo.

Den første del af termeanlægget, der indrettedes til religiøst brug, var som nævnt indgangsrummet mod sydvest, som Pave Pius I indrettede i årene140-155 og kaldte Oratorio di San Pastore. Det var muligvis i dette kapel, at Modpave Novatian's tilhængere mødtes i år 251 og derved skændede det med deres kætteri. Pave Siricius genindviede det derfor i årene 384-399 og viede det denne gang til San Pietro. Kapellet er idag forsvundet for at give plads til Cappella Caetani, som blev bygget i 1588.

Arbejdet med at indrette det gamle termeanlæg til Kirke bestod i at tilmure vinduerne i termesalen, lægge ny gulvmosaik i hvide og sorte sten og udsmykke apsis med den mosaik, som stadig kan ses idag, omend den sine steder er meget kraftigt og uheldigt restaureret. Det hvælvede tag blev erstattet af et spærtag, der hvilede på store buer udgående fra 6 søjler. Kirkeplanen var typisk for de meget tidlige kirker: 3 skibe opdelt af 2 rækker søjler.

Arbejdet fortsatte nu i mange år, fra slutningen af det 4.århundrede og frem. Der er uenighed om, hvornår det har været færdigt, måske først under Pave Hadrian I i årene 772-795. Man mener, at indgangsportalen muligvis stammer fra denne tid. Måske var det også på denne tid, at søjlerne blev indbygget i de store pilastrer, men det kan også være sket senere.