Madonna dei Monti - kort fortalt

Den 23. Juni 1580 kunne Kardinal Guglielmo Sirleto nedlægge grundstenen til den nye kirke Madonna dei Monti, som han sammen med Kardinal Bianchetti havde foreslået Pave Gregor XIII at lade opføre for heri at anbringe det undergørende Madonna-billede, som året før var blevet fundet under puds og skidt i en hølade, der var indrettet i et af rummene i det Kloster, som tidligere havde ligget på dette sted.

Pavens beslutning om at flytte billedet hen i en af nærliggende kirker, San Salvatore ai Monti eller Santi Quirico e Giulitta, udløste nærmest et oprør blandt fundstedets naboer og dette gjorde så stort et indtryk på Kardinal Sirleto, at han foreslog Paven i stedet at bygge en ny kirke til maleriet. Paven gav sin tilladelse og Sirleto kunne nu engagere arkitekten Giacomo della Porta til at lede byggeriet, der blev finansieret af bidrag fra de rige familier Farnese, Confalonieri, Orsini og Piccolomini samt mange andre foruden de midler, der blev indsamlet blandt kvarterets beboere.

Da Giacomo della Porta døde i 1602, var byggeriet endnu ikke helt fuldendt og i hans sted trådte Carlo Lambardi og Flaminio Ponzio, der tog sig af den indvendige færdiggørelse.

Under kirkebyggeriet og i tiden derefter voksede befolkningens hengivenhed overfor og tro på Madonna dei Monti's kraft og Kirken blev straks meget søgt. Hvert år på årsdagen for maleriets opdagelse den 26. April afholdtes der - og afholder der stadigvæk - en særlig festmesse, hvor maleriet bæres i procession i kvarteret og der ofres særlige lys. I 1632 lod grev Alessandro Sforza desuden maleriet forsyne med en guldkrone.

Kirken har igennem tiderne undergået forskellige restaureringer, blandt andet i 1728, hvorefter Biskop Saverio Nicola Albino kunne genindvie alteret. En mindeindskrift herom er opsat i det højre tværskib.

I 1824 ophøjede Pave Leo XII Kirken til sognekirke.

Omkring 1892 indrettedes et alter til helgenen San Giuseppe Labre i Kirkens venstre tværskib, mens et tilsvarende alter viet til San Vincenzo de' Paoli blev indrettet i det højre tværskib.

I 1898-99 havde Kirken fået nogle fugtskader, som havde ødelagt en del af freskomalerierne og en ny restaurering måtte foretages, som det kan læses på en mindeindskrift til venstre for Kirkens indgang. Ved denne lejlighed flyttedes orgelet hen over indgangsdøren.

I 1949-50 foretog man igen en omfattende - og idag omdiskuteret - restaurering af Kirken, hvor området omkring højalteret ændredes. Alteret blev flyttet længere tilbage i rummet og balustraden blev ombygget. Kirken fik nyt gulv i mangefarvet marmor og sideindgangen ud til Via dei Serpenti og Piazza della Madonna dei Monti blev lukket, hvorefter rummet blev indrettet til Cappella del Sacro Cuore. En mindeindskrift herom er nedfældet i gulvet.

I 1960 ophøjede Pave Johannes XXIII Kirken til Kardinal-Titel-Kirke.