|
|
Den nu forsvundne Kirke Santa Chiara ai Monti lå på det sted ved Via della Suburra (nutidens Via della Madonna dei Monti), hvor Kirken Madonna dei Monti står idag. Den blev bygget i 1223 og viet til Santa Chiara. Kirken opførtes i forbindelse med det nybyggede Monastero delle Clarisse, et kloster for nonnerne af den nye Orden "Le Clarisse", som San Francesco d'Assisi og Santa Chiara i 1212 havde fået godkendt. Senere forlod nonnerne Kirken og Klosteret for at flytte op i det nye "Convento delle Clarisse", som Kardinal Iacopo Colonna i 1308 lod opføre ved siden af Kirken San Lorenzo in Panisperna på Viminalhøjtoppen. Bygningerne forfaldt derpå og solgtes videre til forskellige ejere og forskelligt brug. Gaden var fuld af huse med lejligheder og i stueetagerne var der hølader, stalde og værksteder. I 1579 hed ejeren af de tidligere klosterbygninger Laura Fregosa, en enke efter Girolamo, et medlem af adelsfamilien Attavanti. Enken var en from kvinde og donerede området til Lægbroderskabet Arciconfraternita dei Catecumeni, der beskæftigede sig med at omvende jøder og anderledes troende til den Katolske Tro. Lægbroderskabet benyttede derpå nogle af bygningerne til undervisningsbrug kaldet "Palazzo dei Catecumeni". I 1580 opdagede man på en mur i en af de gamle bygninger en fresko fra Klosterets tid forestillende Jomfru Maria mellem helgenerne Lorenzo og Stefano. Beboerne i området blev meget glade for dette fund og da der snart efter skete mirakuløse helbredelser ved billedet, endte man efter en del "tovtrækkeri" med at anbringe det undergørende billede i en nybygget Kirke viet til Madonna dei Monti. Litteratur om Santa Chiara ai Monti: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|