|
|
|
I Via di Tor de' Conti kan man se denne portal, som stammer fra den tidligere kirke Santissima Annunziata. Portalen og vinduerne i muren ovenover er det eneste, der er tilbage af denne lille kirke, som blev revet ned, da man i 1924 begyndte at udgrave Kejserfora'ene i dalen nedenfor.
Santissima Annunziata var nemlig indrettet i ruinerne af Augustus' Forum og det Tempel for Mars Ultor, som Kejseren også havde ladet opføre. Men det var ikke den første kirke, som lå her på stedet, der vides at have været benyttet til religiøse formål i hvert fald fra det 9.århundrede. |
På det tidspunkt hed kirken San Basilio og tilhørte munkene af San Basilio-Ordenen. Senere - i hvert fald fra 1214 - overtog Johanniter-Ordenen kirkebygningen og viede den til San Giovanni Evangelista, Evangelisten Johannes. I 1566 overgik kirken med det tilhørende kloster så til Dominikaner-nonnerne, der oprettede et institut for konverterede piger, de såkaldte "neofite", "Istituto delle Neofite delle Domenicane della Santissima Annunziata" og kirken fik herefter navnet "Santissima Annunziata".
I Sala Bizantina i Casa dei Cavalieri di Rodi ved Piazza del Grillo kan man se nogle fresker, som blev fjernet, da kirken blev revet ned for at fritlægge de antikke bygningsdele.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|