Villa Aldobrandini

Villa Aldobrandini - eller Villa Pamphili eller Villa Miollis - har en lang historie, som går tilbage til 1500-tallet, hvor de rige romerske adelsfamilier og de rige kardinaler begyndte at bygge elegante og storslåede "sommerhuse" på højene ovenover den trange by med de smalle gader og den dårlige luft nede ved floden.

Oppe på den sydøstlige del af Quirinalhøjens og Viminalhøjens skråning lå her et stort stykke jord på den højtop, der kaldtes Monte Magnanapoli. Til dels var området en naturlig del af højens skråning, men dets udseende skyldtes også menneskers værk. Her havde nemlig Kejser Constantin i år 315 efter Kristus ladet et stort stykke jord gøre klart blandt andet ved at opfylde en række tidligere bygninger, privathuse, forretninger og kornmagasiner, med jord for at danne et plant grundlag for byggeriet af et elegant Termeanlæg, der skulle strække sig oppe fra nutidens Piazza del Quirinale, ned langs nutidens Via XXIV Maggio til Largo Magnanapoli.

De sidste rester af Constantin's Termer forsvandt, da Via Nazionale blev anlagt i 1877, men selve brugen af anlægget holdt antagelig op i det 6.århundrede efter Kristus. Allerede i 410 havde goterne under Alarik hærget og plyndret området og i 537 afskar Witiges vandforsyningen til byen. Vandet blev en mangelvare og da befolkningstallet samtidig efter de mange invasioner var gået drastisk ned, flyttede de fleste væk fra de højtliggende og efterhånden mere og mere øde områder for at klumpe sig sammen i gyderne i den underliggende dal ved floden.

Højområderne brugtes til marker og vingårde og små munkesamfund, der ønskede at kunne bede og arbejde langt fra byens liv, slog sig efterhånden ned her og der. De rigere familier havde deres befæstede tårne på højskråningerne og markerne omkring forsynede dem med madvarer og vin. I 1238 brugte Arcioni-familien ruinerne i området til deres "fæstning", Colonna-familien havde i slutningen af det 12.århundrede et fæstningstårn i nutidens Via IV Novembre og familien Conti di Segni befæstede i 1200-tallet det gamle Torre delle Milizie, som muligvis allerede var brugt som fæstning af byzantinerne i det 6.-7.århundrede.

I det meste af 1300-tallet forlagde paverne deres residens til Avignon og livet i Rom mistede en del af sin energi, men efter pavernes tilbagekomst og endelige overtagelse af magten begyndte en ny opblomstring. Nye menneskemængder kom til byen og med dem flere indtægter, kardinalerne blev rigere og rigere og de begyndte at bruge deres penge på at udbygge og udsmykke deres bosteder i Rom, deres palæer i byen og deres landsteder, som de lod anlægge på de smukke og grønne høje over byens larm og fugt.

Via Nazionale er som nævnt en nyere gade, men Via Panisperna er af gammel oprindelse og ud til denne lå overfor nutidens Kirke Santi Domenico e Sisto de ruiner som i Middelalderen kaldtes Balnea Paulli. Jorden, hvorpå disse lå gik ned til omkring nutidens Largo Magnanpoli og op til omkring Via Mazzarino. I 1520 købte Kardinal Ippolito d'Este ejendommen på "Sito Magnanapoli" af familien Carafa. Han lod et hus indrette af Girolamo da Carpi og muligvis også af Pirro Ligorio og skabte en stor firkantet have og en mindre "privat" have bagved bygningerne.

Senere solgte Kardinal d'Este ejedommen til Kardinal Giulio Vitelli, der i 1566 opkøbte mere jord i nærheden. Ejendommen kendtes på det tidspunkt som "Orti Vitelli" og bestod for en stor del af køkkenhaver og vingårde samt en række mindre bygninger, hvori familien havde anbragt deres kunstamling. Som indgang til deres landsted fik de omkring 1590 arkitekten Carlo Lambardi til at opføre en lille pavillon i 2 etager med en smuk indgangsportal forneden (se foto). Den kan stadig ses idag på hjørnet af Largo Magnanapoli og Via Panisperna, men fordi pladsens niveau blev sænket kraftigt ved anlægget af Via Nazionale, "hænger" den lille pavillon så underligt og svæver oppe i luften ovenpå en kraftig støttemur og den gamle indgangsdør kan ikke mere bruges.

I 1600 købte Pave Clemens VIII ejendommen og forærede den i 1601 til sin nevø Kardinal Pietro Aldobrandini og dennes familie fortsatte som ejere af villa'en indtil 1929, bortset fra enkelte tidspunkter, hvor den blandt andet var i Pamphili-familiens eje. Efter Aldobrandini-familiens overtagelse begyndte et større byggeri, de gamle huse fra Vitelli-familiens tid blev revet ned (bortset fra en tårnbygning) og et nyt palæ opført. Dette bestod af flere fløje, en ud mod haven, og en ud mod Via Panisperna samt 2 mindre ud til en gårdsplads. Villa'en var i 2 etager, men senere tilføjedes en tredje.

Aldobrandini-familien, der også ejede andre huse i Rom, havde en stor kunstsamling, hvoraf en stor del udsmykkede villa'en, blandt andre den berømte "Nozze Aldobrandine", et romersk murmaleri fra det 1.århundrede efter Kristus, som nu findes i Biblioteca Vaticana. Ifølge tidens optegnelser omfattede samlingen 339 malerier og 282 statuer og det var i de følgende 200 år en attraktion for både romerne og turisterne at besøge Villa Aldobrandini og beundre mesterværker af alle de store malere.

Efter Kardinal Pietro Aldobrandini's død overgik villa'en til hans arving Kardinal Ippolito Aldobrandini og senere til Olimpia Aldobrandini, som i 1638 giftede sig med Paolo Borghese og da han døde i 1647 med Camillo Pamphili.

I 1811-1814 var Villa Aldobrandini sæde for den franske guvernør i Rom, Grev Sextius Miollis - heraf navnet Villa Miollis -, som udvidede kunstsamlingerne med et værdifuldt galleri med malerier og en samling antikke statuer. Desuden lod han palæet dekorere udvendigt og det blev i disse år et af de mondæne mødesteder i Napoleonstidens Rom. Miollis samlede en litterær gruppe i Villa Aldobrandini og her læste man vers af Vergil og hyrdedigterne.

Efter 1814 overgik Villa'en atter til Borghese-familien, som lod en del af kunstsamlingen overføre til deres eget "museum". Lambardi's indgangspavillon blev indrettet til "coffee-house" og her blev ophængt en kopi af "Nozze Aldobrandine", der allerede i 1811 var blevet solgt. I 1839 købte Aldobrandini-familien villa'en tilbage og de lod i 1846 G.B. Benedetti tegne den fløj af palæet, som tidligere lå på hjørnet af Via Panisperna og Via Mazzarino.

I slutningen af 1870'erne blev Via Nazionale anlagt og en stort hjørne blev herved skåret af parken. Samtidig blev gadeniveauet i den nye gade og på Largo Magnanapoli sænket så meget, at det blev nødvendigt at opføre nogle kraftige støttemure ind til parken. Den lille 1500-tals pavillion kom således til at "hænge" oppe over den nye støttemur på hjørnet af Largo Magnanapoli og Via Panisperna. Samtidig opførte man for symmetriens skyld en lignende pavillon på hjørnet af Largo Magnanapoli og Via Nazionale ligesom der opførtes en oppe på hjørnet af Via Nazionale og Via Mazzarino (se foto).

I 1920 lod Aldobrandini-familien arkitekten Clemente Busiri Vici tegne et nyt palæ, som blev opført ud til Via Panisperna. Det er i en etage og har tre store vinduer. Den buede hjørnebygning med tagterrasse ved Via Mazzarino er tegnet af arkitekten Marcello Piacentini i 1929.

I 1929 satte familien villa'en til salg og det var lige ved, at den blev omdannet til et hotel, men den Italienske Stat greb ind og købte den til brug for forskellige statslige kontorer, mens parken blev overladt til Roms Kommune, som lod den åbne for offentligheden. I den forbindelse blev der lavet en ny adgangstrappe til parken i Via Mazzarino, tegnet af Cesare Valle omkring 1930. Den består af to rækker trapper, der går op mellem ruiner af de antikke magasiner fra det 2. og 3.århundreder, som er udgravet under villaen (se foto).

Læs kort om Villa Aldobrandini

Læs mere om Villa Aldobrandini: palæet

Læs mere om Villa Aldobrandini: parken