|
|
|
(Via del) Foro Romano Se til højre for nr. 21B på Kort over Velabro-Turen |
|
Denne gade, som kun benævnes "Foro Romano", løber langs den sydlige indhegning til det store udgravede Forum Romanum område, fra Via della Consolazione i nordvest til Via di San Teodoro i sydøst. Gaden befinder sig i kvarteret Rione Campitelli i den nordlige del af Velabrodalen. Hele gadens nordside er uden bebyggelse, men kun afgrænset af indhegningen mod Forum Romanum, hvor der på hele den østlige del står ruinerne af den antikke Basilica Iulia, men der mod nordvest står nogle mindre rester af anden bebyggelse foran de bevarede dele af Saturn-Templet (som har facade til den modsatte side). I Antikken stod Basilica Iulia mellem gaderne Vicus Iugarius (mod vest, længere mod syd idag benævnt Via della Consolazione) og Vicus Tuscus (mod øst, længere mod syd idag benævnt Via di San Teodoro). På gadens sydside rejser sig derimod flere gamle og interessante bygninger, afbrudt omtrent midtvejs af sidegaden, den fra syd kommende Via dei Foraggi. I det ikke udgravede område stod her i Antikken flere formodede bygninger : mod vest det såkaldte Graecostadium og højere mod nordvest måske altre for Ceres og Ops (i Atlante di Roma - se litt.note nedenfor - benævnt "Arae Cereris Matris et Opis Augustae ?), mens der længst mod øst måske stod et alter for Vertumnus (benævnt Signum Vertumni ?). Midtvejs - og på begge sider af Via dei Foraggi's nuværende forløb - stod muligvis et stort Tempel for Augustus, benævnt "Templum novum divi Augusti ?". Senere blev dette område bebygget med de gamle hospitaler Ospedale di Santa Maria delle Grazie og Ospedale della Consolazzione og i ruinerne af Basilica Iulia's vestlige del den lille kirke Santa Maria in Cannapara og syd for gaden Kirken Santa Maria delle Grazie. Mod øst byggedes flere klostre og alle disse institutioner havde bag deres mure store urtegårde, klostergårde og haver, helt ned til Via dei Fienili. Mange bygninger i området benyttedes desuden til forrådslagre og magasiner for hø, halm og korn, som det kan aflæses af gadenavnene Via dei Fienili - høladernes gade - og Via dei Foraggi - kvægfodergaden. EN TUR GENNEM (VIA DEL) FORO ROMANO: - med start fra Via della Consolazione i vest og med hegnet omkring ruinerne af Basilica Iulia på Forum Romanum på venstre hånd - mod nord : ses på gadens modsatte side - mod syd - hjørnehuset ved Via della Consolazione, hvorudtil langsiden af det tidligere Ospedale ddi Santa Maria delle Grazie står. Gavlen derimod vender ud mod (Via del) Foro Romano og på den ses 3 tilmurede indgangsportalrammer i marmor under hver sit halvrunde vindue. (se foto nr.2 på romasegreta.it). Den midterste portal er lidt mere udsmykket end de andre, rammen er profileret og foroven ses 2 små våbenskjold med 3 stjerner (måske en henvisning til de 3 gamle hospitaler som i 1506 blev slået sammen til det fælles Ospedale della Consolazione) og i midten et lille relief af Madonna med Barnet. Over reliefferne er der en vandret indskriftsfrise med teksten "Refugium pauper(um) et infirmor(um)" : "Refugie for fattige og syge". Den lange 2-etagers bygning, som følger efter en lav mur med en indgang i nr.6, er ligesom resten af bygningens mur pudset op i en lysegul farve og har 9 fag vinduer på førstesalen og en blanding af vinduer og døre (med numrene 4 og 5) i stueetagen. Bygningen er en del af det tidligere store Hospitalskompleks og dækker området frem til sidegaden mod syd: Via dei Foraggi, der kommer nede fra Via dei Fienili og derfor på vestsiden afgrænser Hospitalskompleksets store grund kaldet Orti della Consolazione, På østhjørnet af Via dei Foraggi står en speciel bygning med mange specielle detaljer og vinduer og døre anbragt med uregelmæssige mellemrum og forskudte for hverandre. Mod sidegaden er der til venstre i stueetagen en indgangsdør (nr. 72) i en lille karmløs bue, mens nogle vinduer højere oppe - både som buer, runde og firkantede vinduer - er forsynet med brede rammer i brændte teglsten. Nabohuset - som er hjørnehus mod Via di San Teodoro - har derimod facade i groft, gråt puds, men ejendommen er dog ret statelig - med en lang række fag, forskelligt antal og udførelse på hver af de 4 etager, hvorover der er tilbygget en ekstra tilbagetrukket tagetage. Der er tale om "Palazzina della Principessa di Viggiano", engang tilhørende Giovanna di Bauffremont principessa di Viggiano (1864-1935). Huset står her med indgang i Via di San Teodoro nr.2B (en smuk gammel udskåret portal omkring en bred buet karm med små relieffer og udført i 1921 af arkitekten Carlo Broggi). I nr. 2A er den anden portal i mere enkle linier under et par store våbenskjold.
Litteratur om (Via del) Foro Romano: |