"Piazzetta della fossa cieca" betyder "pladsen med den grøft, der ender blindt". og navnet kendes fra et kort fra 1726, men den har sikkert også eksisteret mange år før det.

Beliggenheden svarer til den lille plads, som idag findes på nordsiden af nutidens Via della Cordonata, oppe på Quirinalhøjens vestlige bakkekam, ovenfor trappedelen af gaden og kort før dennes udmunding i Via XXIV Maggio.

I Middelalderen lå her på skråningen ejendomme tilhørende Arcioni-familien og i 1538 mener man, at der har ligget et hus, som en vis Abbed Pietro da Stia solgte til Orazio Farnese. Det er måske de huse, der ses til højre for Kirken San Silvestro på nedenstående kort fra 1576.

Og måske kan man også ane selve pladsen på kortet - mellem husrækken til venstre for Scesa Sancti Silvestri og muren omkring Kirken. De grønne partier nedenfor Kirken og til venstre for denne er den tilhørende Klosterhave. Og den lille trekantede plads førte mod nordvest fra vejen og ind til dette område.

Husene på pladsens vestside, nedad højen, hørte muligvis til komplekset "insula maior Molariae", Molara-familiens ejendomme, der fra omkring 1500-tallet til slutningen af 1700-tallet lå på dette sted.

Scesa Sancti Silvestri, der tidligere kaldtes Selciata degli Arcioni, var en meget stejl sti op ad Quirinalhøjskråningen, hvor der - som det ses af kortet - stadig stod ruiner fra det gamle Serapis-Tempel. Gamle kort viser, at gaden allerede i slutningen af Middelalderen var fuldt bebygget til begge sider, og i slutningen af 1500-tallet var det især stenskærere, stenslibere og murere, ofte stammende fra Norditalien, som slog sig ned her - blandt andet fordi her var let tilgang til marmorblokke fra de mange ruiner fra Antikkens store anlæg på stedet: Constantin's Termer oppe på højtoppen, på den anden side af Vicus Corneliorum, og Serapis-Templet på selve vestskråningen.