|
FÆRGE mellem Vicolo Salara og Ripa Grande ved Vicolo del Canale --- Læs om FÆRGEFART på TIBEREN --- |
Før de mange broer i Rom blev bygget, måtte man flere steder klare sig med at blive færget over Tiberen i en trækfærge, hvis behovet for at komme over på den modsatte flodbred var opstået. Flere af disse trækfærger, som kaldtes "barchette", kan ses på de gamle kort og planer over Rom. De havde i sagens natur (de fastbundne ledekabler) også helt faste anløbssteder og flere af disse kendes: Ved ruinerne af Ponte Sublicio, ved den nu forsvundne Vicolo della Salara, fandtes et anløbssted for overfarten til havnen ved Ripa Grande. Anløbspladsen ver her ved den lille gyde Vicolo del Canale. (Nollis kort fra 1748: nr.1124). (nr.7 på kortet nedenfor) Vicolo eller Strada della Salara løb mellem Piazza della Bocca della Verità og Marmorata-kvarteret - nedenfor Aventinhøjen - og havde fået sit navn efter de i området liggende varehuse, hvori der - indtil åbningen af havnen Ripa Grande på Tiberens modsatte side (nederst til højre, men udenfor billedet) - opbevaredes byens forsyninger af salt. Disse bygninger kaldtes "saline", som man også kan se af betegnelsen øverst til højre: de offentlige saltværker: saline publiche. Marmorata-området havde derimod navn efter den oplagsplads for marmor, som med både blev fragtet op af Tiberen, for at blive opbevaret her indtil sallg eller brug. Ud for Vicolo della Salara var kabelforbindelsen til trækfærgen, der her sørgede for passagertransporten over floden. Båd og kabel findes ikke aftegnet på Maggi's kort fra 1625, men er påført efter tegningen på Nollis kort fra 1748, så måske har denne færgeoverfart kun fungeret i et begrænset tidsrum. På Trastevere-siden ses fra venstre Kirken Santa Maria in Cappella og mellem husrækkerne Vicolo del Canale, som førte frem til færgens anløbsplads. Til højre ses den nu forsvundne lille Kirke Santa Maria in Turri. Omkring 1710 blev den lille bygning revet ned for at give plads til opførelsen af det store kompleks Ospizio di San Michele, som rejstes lidt fra flodbredden bag Porto di Ripa Grande. Området til højre for Santa Maria in Cappella opkøbte Pave Innocens X' s magtfulde svigerinde Donna Olimpia Maidalchini for her at anlægge et pragtfuldt landsted, kaldet Giardino di Donna Olimpia, samt en villa kaldet Casino di Donna Olimpia. Det forandrede område kan ses på Nollis kort fra 1748: nr.1116. I 1853 blev den gamle ruinerede bro, Ponte Rotto, sat i stand, så Tiberen kunne passeres på denne måde. Men indtil da havde færgen til Ripa Grande fungeret i næsten 150 år. Efterhånden som flere broer blev bygget, ophørte færgefarten lige så stille. De sidste, der var i brug, var overfarterne til La Farnesina og til Ripetta. På kortet nedenfor ses angivet de omtrentlige placeringer af de 7 færgeoverfarter:
----- Se en samlet OVERSIGT over emner om "VAND" her -----
Litteratur om færgen mellem Vicolo Salara og Ripa Grande: |