|
|
|
San Lorenzo in Damaso - Piazza della Cancelleria 1 - LÆS OGSÅ: EN RUNDGANG i KIRKEN SAN LORENZO IN DAMASO
|
|
I "Liber Pontificalis" beskrives, hvorledes Pave Damasus I (366-384) lod opføre ikke mindre end 3 kirker af basilika-typen. De to kom til at ligge udenfor byen, den ene "in catacumbis" det vil sige i området, hvor de fleste kristne underjordiske begravelser - de såkaldte katakomber - findes, og den anden ved Via Ardeatina. Men den tredie lå "juxta theatrum", "ved teatret" som her er det gamle Pompejus-Teater, hvis halvcirkelformede tilskuerbygning stod i området lige øst for nutidens Campo de' Fiori. Denne kirkebygning blev dog revet ned i slutningen af 1400-tallet, da Kardinal Raffaele Riario i 1489 besluttede at lade opføre et helt nyt kompleks bestående af både en kirkebygning og et stort Kardinalpalæ rundt om denne. Det Palæ, som idag kendes som Palazzo della Cancelleria og udfylder området mellem Corso Vittorio Emanuele II, Piazza della Cancelleria og Via del Pellegrino. Palæet har facade mod Pladsen med en stor imposant portal i venstre side og en noget mindre indgangsdør til Kirken i højre side. Kirkeportalen - der består af en bred, profileret karm, toppet af 2 fint cisellerede og svungne konsoller, som bærer en ligeledes fint udskåret vandret, profileret overligger over nogle gesimser - stammer fra 1500-tallet og er udført af Jacopo Barozzi, kaldet "Il Vignola". Selve kirkebygningen menes at være tegnet af Donato Bramante, men bærer også mindelser om arkitekterne Antonio da Sangallo il Vecchio og Baccio Pontelli. I byggeriet genbrugte arkitekten blandt andet nogle granitsøjler fra den gamle kirkebygning. De blev opstillet på den nybyggede gårdsplads. Siden opførelsen i 1496 og overførslen af de sidste altre fra den gamle kirkebygnings kapeller i 1503 har Kirken haft tæt tilknytning til det omgivende Palæ, der var kancelli for Vatikanet ("Cancelleria Apostolica"). Af denne grund var Kirkens Titel-Kardinal den til enhver tid fungerende pavelige Vicekansler og disse magtfulde Kardinaler ofrede også megen tid og opmærksomhed på deres Titel-Kirke. Det gjaldt for Kardinal Alessandro Farnese i 1500-tallet og for Kardinal Francesco Barberini, der i 1638-1640 lod Gianlorenzo Bernini ombygge højalter- og apsisområdet. Senere ombygninger ved arkitekten Giuseppe Valadier i 1807 forårsagede andre ændringer, ligesom restaureringer under Pave Pius IX kontrolleret af Virginio Vespignani i 1868-1882, der forsøgte at genskabe rummets Renæssancepræg. Endelig måtte loftet fuldstændigt genopføres efter en voldsom brand den 31. December 1939. Under den franske hærs besættelse i 1799 blev Kirken beslaglagt og anvendt som staldanlæg, hvorefter den i en periode blev forladt og gik noget i forfald, inden Valadier i 1807 påbegyndte sin genopbygning. En ny fransk besættelse i 1813 afbrød for en tid dette arbejde, men det genoptoges i 1816 af Gaspare Salvi, der kunne afslutte det i 1829, hvorefter San Lorenzo in Damaso atter kunne åbnes. Sin nye Kirke havde Pave Damasus I ladet vie til martyren San Lorenzo og for at mindes grundlæggeren fik bygningen tilnavnet "in Damaso". I starten kaldtes den også San Lorenzo in Prasino, da den blev bygget i ruinerne af en af de gamle væddeløbsstalde fra Kejserdømmets tid. Denne stald husede Det Grønne Hold, der i Antikken kaldtes Factio Prasina. Under Kirken har man senere fundet andre Antikke bygningsrester, blandt andet en grav for Aulus Irtius og rester af dræningskanalen Euripus. En dansk tilknytning til Kirken findes også, idet Christian IV's dattersøn Christian Ulfeldt (søn af Leonora Christine og Corfitz Ulfeldt) blev begravet her i 1688. I 1651 havde han som 14-årig fulgt sine forældre på deres flugt til Holland og var derefter i mange år flyttet rundt til forskellige europæiske lande. I 1663 befandt han sig som 26-årig i Rom ved den svenske abdicerede Dronning Kristinas hof, hvor både hun og Kardinal Francesco Barberini, der på denne tid var Titel-Kardinal ved San Lorenzo in Damaso, tog sig venligt af ham. Christian Ulfeldt opnåede også at blive Kannik ved denne Kirke og da han døde den 29. Juli 1688, blev han altså også begravet i Kirken, men hans gravsten er desværre senere forsvundet. Litteratur om San Lorenzo in Damaso: |