Palazzo della Cancelleria, som udfylder den store karré mellem Corso Vittorio Emanuele II, Piazza della Cancelleria - hvor hovedindgangen findes i nr. 1 - og Via del Pellegrino frem til denne gades nr. 178, hvor der bag en høj havemur idag findes en stor parkeringsplads, hvis anden side vender ud mod Corso Vittorio, er opført i 1485-1495.
...
cop. Leif Larsson
Dengang kaldtes bygningen Palazzo del Cardinale Riario efter Pave Sixtus IV's nevø Raffaele Riario, der var den, som beordrede byggeriet startet. Senere kom Cancelleria-navnet til: Kancelli-palæet, efter at Kardinal Riario i 1517 efter sammensværgelsen mod Pave Leo X mistede sin stilling og sit Palæ og endte med at dø i 1521. I stedet blev bygningen udset til at anvendes som Kancelli, hvor hære af retsskrivere, der i Antikken befandt sig indenfor det rækværk, som adskilte skriveren fra resten af retssalen ("intra cancellos"), nedskrev, kopierede og arkiverede alt, hvad der foregik. Pave Clemens VII indlemmede også det pavelige Kancelli ("Cancelleria Apostolica") i Palæet, som desværre brændte i forbindelse med de lutheranske landsknægtes erobring af Rom i 1527, en hændelse der kaldes "Il Sacco di Roma". Således gik arkivet tabt, men bygningen blev rejst igen og giver stadig navn til Pladsen.
DET TIDLIGERE PALÆ: PALAZZO CARDINALIZIO DI SAN LORENZO IN DAMASO:
Men allerede før Kardinal Riario fik idéen til sit byggeri, lå her små og større bygninger på stedet, der især domineredes af den gamle Kirke San Lorenzo in Damaso, som Riario senere lod rive ned og genopbygge inde i sit nye store Palæ.
Til sådan en gammel Kirke, der var hovedkirke for de mange andre små kirker i området, hørte naturligvis også en passende bolig for Kirkens Titel-Kardinal og dennes stab, samt administration. Dette Palazzo Cardinalizio di San Lorenzo in Damaso blev muligvis allerede opført i slutningen af 300-tallet af den Pave Damasus I, der har givet navn til Kirken, som han lod bygge i år 380 og hvis arkiv skulle rummes i bygningen. Af de gamle bygninger har man under restaurering i 1988-1992 fundet talrige rester.
Hvordan bebyggelsen så ud i årene 400-1400 ved man ikke så meget om. Dog blev kirkebygningen renoveret flere gange i 700- til 800-tallet under Paverne Hadrian I og Leo III.
Man ved også, at Den Hellige Birgitta af Sverige omkring 1350 boede i Palæet under sit ophold i Rom og at bygningen mod midten af 1400-tallet blev både restaureret og moderniseret af Kirkens Titel-Kardinal Ludovico Trevisan (Ludovicus Scarampus Mezzarota). Ejendommen havde på dette tidspunkt et enkelt udseende, som dog rostes af samtiden.
Palæet må også dengang have været befæstet, for det berettes, at Pave Eugen IV søgte tilflugt her, da Nicolò Fortebracci med Colonna-familiens hjælp kom til Rom og tvang Paven til at anerkende Koncilet i Basel, hvorefter Paven flygtede i 1434.
Efter at have overvundet Fortebracci og Pavens øvrige fjender slog Kardinal Giovanni Vitelleschi sig så ned i Kardinal-Palæet en tid og indtil sin død i 1483 var bygningen sæde for Titel-Kardinalen Francesco Gonzaga.
Det var dog først, efter at Raffele Riario var blevet udnævnt til Titel-Kardinal ved San Lorenzo in Damaso i 1483 og derfor skulle bosætte sig i Palæet, at dette åbenbart føltes noget i forfald, eller i hvert fald ganske utidssvarende, så Riario besluttede sig hurtigt til at forlade den gamle bygning og slå sig ned hos sin onkel Girolamo Riario i Palazzo Altemps ved Sant'Apollinare, mens han lod det gamle Palæ, samt Kirken, nedrive og satte sig for at opføre et nyt, stort og pragtfuldt Palæ, der var ham i hans høje stilling mere værdigt.
NEDRIVNING og OPBYGNING:
I 1484 eller kort efter gik så nedrivningen i gang af både selve Palazzo Cardinalizio, Kirken og nabolagets bygninger. Allerede året efter kunne man i 1485 påbegynde det nye byggeri og Riario lod i den anledning slå en medalje med sit våbenskjold og teksten "Car./S. Geor./S.R.E./Camer.", der står for: "Cardinale di San Giorgio, Camerlengo di Santa Romana Chiesa". Raffele Riario var nemlig fra 1477 også Kardinal ved Kirken San Giorgio in Velabro, samt fra 1483 "Camerlengo", Pavelig Skatmester. Nogle af disse medaljer blev indmuret i nybygningens fundamenter.
Byggeriet skred hurtigt fremad og i 1492 udlejedes allerede - selvom Palæets facade endnu var ufuldendt - lokaler i Via del Pellegrino. Dette fordi Kirken var afhængig af lejeindtægterne og Kardinalen ved nedrivningen havde lovet at genopføre udlejningslokalerne på samme sted som tidligere.
I 1495 blev hovedfacaden - pånær indgangsportalen - færdig med en mindeindskrift på en lang frise over førstesalens vinduer. Sidefacaderne stod endnu ufuldendte, ligesom bygningens indre var langt fra færdigt. Dog kunne Kirkens administration, Il Capitolo di San Lorenzo in Damaso, tage deres nye kirkebygning i brug. Imidlertid var alt det gamle ikke helt væk, så altrene herfra kunne året efter flyttes til den nye Kirke.
I 1496 forlod Kardinal Riario onklens hus ved Sant'Apollinare og holdt sit indtog i sin nye bolig, som han lod rigt udsmykke med kunstværker.
Herefter gik indretningen noget i stå, da Raffaele Riario var kommet i modsætning til den nye Pave Alexander VI af Borgia-familien. Han var kommet til magten i 1492 og bragte sine mange magtsyge børn med sig. Især sønnen Cesare Borgia, kaldet "Il Valentino", var sværd at bide skeer med og Riario valgte i slutningen af 1499 at flytte fra Rom og vendte først tilbage i September 1503, da Alexander VI var død og en ny Pave (Julius II) var gået i gang med at rydde op i forgængerens rod.
Dette indbefattede også nogen degradering af Riario, der efter Februar 1511 blev udnævnt til Biskop af Ostia. På friser over nogle af dørene og vinduerne kan man se denne titel nævnt, så den sidste udsmykning kom altså til så sent som efter 1511 og under Pave Julius II.
De kommende Kardinaler og Vicekanslere lod i løbet af 1500- og 1600-tallet også udføre forskellige arbejder på bygningen. Især blev der sat meget i gang under Kardinal Pietro Ottoboni, som var Vicekansler i det lange tidsrum 1689-1740. Palæet kom under ham til at huse store samlinger af malerier, skulpturer, medaljer, mønter, ædelsten, smykker, sølvtøj, møbler og gobeliner. Samt Ottoboni's store og righoldige bibliotek, der senere overgik til Biblioteca Vaticana. Udover alle disse interesser var Kardinalen også glad for musik og han lod indrette nogle rum til et Teater, hvor han lod opføre operaer, til hvilke han selv ofte skrev librettoen.
Også flere senere Kardinaler gjorde meget ud af Palæets udsmykning, det gjaldt blandt andre Tommaso Ruffo (1740-1753), Girolamo Colonna (1753-1756), Alberico Archinto (1756-1758) Carlo Rezzonico (1758-1763) og Enrico Benedetto Stuart di York (1763-1807).
Den 15. November 1848 skete der et mord i Palazzo della Cancelleria, da en meget omstridt politiker, Pellegrino Rossi, der på dette tidspunkt var en forhenværende, men stadig alment afskyet finansminister, i sin vogn ankom til Palæet, hvor der skulle afholdes møde i Deputeretkammeret. Udenfor på Pladsen var en større folkemængde forsamlet, holdt i skak af politi og carabinierer. Andre skarer havde samlet sig i Palæets indgang og ved den store trappe. De unge mennesker her var alle meget oprørte og der var tegn på en begyndende demonstration mod Styret. Det menes, at Rossi var opmærksom på dette og ligeledes havde fået meddelelse om muligheden for et attentat, som han åbenbart ikke fandt sandsynligt. Dog var der tilkaldt forstærkninger til vagtholdene. Da Rossi var ankommet og steg ud af sin vogn for at begive sig op ad trappen, blev han omringet af de ophidsede demonstranter, som råbte fornærmelser mod ham, samtidig med at enkelte førte sig frem og med deres knive dolkede ham, der faldt om i en blodpøl. I forvirringen lykkedes det angriberne og deres medløbere at flygte gennem en sidedør, som ledte ud til Vicolo dei Leutari, mens den døende Rossi blev båret til Kardinal Gazzoli's lejlighed på Palæets førstesal. Trods 2 tilkaldte læger var det ikke muligt at redde hans liv og efter 20 minuter udåndede Pellegrino Rossi.
Senere restaureringer foregik i 1937-1945, hvorved man under hele bygningens længde fandt rester af den gamle drænkanal Euripo, som løb i hvert fald mellem Stagno di Agrippa og Piazza Sforza-Cesarini. Ved siden af udgravede man en antik gravplads for Konsulen Aulus Irzius fra år 43 før Kristus. Andre fund var relieffer fra det første århundrede efter Kristus, som stammede fra et værk opført til ære for Kejser Domitian. De opbevares nu i Nuovo Museo Lateranense i Vatikanet. Også det såkaldte "Ara dei Vicomagistri", "Vejmestrenes Alter", blev fundet ved denne lejlighed.
I 1988-1993 foretog man yderligere udgravninger under Palazzo della Cancelleria og fandt her bygningsrester, som man først mente stammede fra nogle lagerbygninger, men som efter yderligere undersøgelser i 1998-2000 fastsloges at være ruiner af en af de 4 væddeløbsstalde, som fandtes i området i perioden 180-312 efter Kristus. Her drejede det sig om den såkaldte Stabulum Factionis Prasinae, altså et staldanlæg for Det Grønne Hold, der kaldtes Factio Prasina. Man kender til disse stalde fra kilderne og at netop Det Grønne Hold havde hovedkvarter her attesteres af en døbefont i Kirken San Lorenzo in Damaso, da fonten ifølge kilderne har båret en indskrift om, at Kirken også kaldtes S. Laurentii in Prasino ("ad fontem ecclesiae S. Laurentii in Damaso, quae alio nomine in prasino appellatur" (Hülsen: Chiese di Roma nel Medio Evo s.284). Desuden har man et stykke derfra, i Via del Pavone, fundet et blyvandrør med en tilsvarende indskrift.
Litteratur om Palazzo della Cancelleria:
L'antica Basilica di San Lorenzo in Damaso: indagini archeologiche nel Palazzo della Cancelleria (1988-1993).
--- Volume I : Gli scavi. a cura di Christoph Luitpold Frommel e Massimo Pentiricci. Musei Vaticani, De Luca Editori d'Arte, 2009. (Monumenta Sanctae Sedis 5,1).
--- Volume II : I materiali. a cura di Christoph Luitpold Frommel e Massimo Pentiricci. Musei Vaticani, De Luca Editori d'Arte, 2009. (Monumenta Sanctae Sedis 5,II).
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13 .
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998.
- side 106-111.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------ side 5, 68, 70-108, 110, 142, 144, 158, 178.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lavagnino, Emilio: Il Palazzo della Cancelleria e la Chiesa di S. Lorenzo in Damaso. Roma, Libreria Mantegazza, s.a. / Casa editrice "Roma". (I Palazzi e le Case di Roma - n.1).
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005.
- side 71-77.
borgato.be: Piazza della Cancelleria.
Info.roma.it: Palazzo della Cancelleria.
Roma Segreta: Piazza della Cancelleria.
RomeArtLover: Palazzo della Cancelleria.
Wikipedia (italiensk tekst): Palazzo della Cancelleria.