Denne gade er på dette sted idag opslugt af Largo Magnanapoli, men fra 1500-tallet havde Florenzi-familien her et kompleks af huse, som de havde overtaget fra Savelli-familien og derpå udbygget.

Mens Florenzi-familien selv boede midt på deres store grund og udstykkede den vestlige del til udlejningsejendomme, overlod de altså den østlige del til Kardinal Widman. Grunden var temmelig stor, den gik fra Via della Cordonata i nord og til Via Magnanapoli overfor Kirken Santa Caterina da Siena i syd. Her gik grænsen ind til Palazzo Florenzi på det sted på Largo Magnanapoli, hvor man idag kan se den buede biograffacade begynde (ved pladsens nr.157). Men dengang var der intet "indhak" og ingen stor plads på dette sted, her var i stedet en stor have med stier og bede, der udfyldte hele hjørnegrunden ned til Via Panisperna - altså pånær de smalle gader Via Magnanapoli og Via del Quirinale.

Bygningerne lå med en fløj mod nord ud til Via della Cordonata, hvor den sluttede i en lille plads overfor Kirken San Silvestro. Pladsen blev siden opslugt af den udvidede Via del Quirinale, der blev til Via XXIV Maggio. Syd for pladsen lå en større bygning langs med Via del Quirinale og rundt om en firkantet gårdsplads. Syd for komplekset lå endnu en gårdsplads og endnu længere mod syd den fint indrettede have, ligesom den vestlige del af grunden, ind mod Palazzo Florenzi, var dækket af haveanlæg.

Kardinal Widman brugte ikke selv hele den store ejendom, men lod en del anvende til alderdomshjem for fattige venetianske præster: Ospizio per i Vescovi Poveri dello Stato Veneto.

Da Kardinalen lå for døden i 1660, skrev han i sit testamente, at palæet altid skulle være beboet af en prælat af Widman-familien eller, hvis dette ikke var muligt, stilles til rådighed for biskopper fra Republikken Veneto, så de kunne overnatte her, når de var på rejse til Rom. Dette skulle især gælde for de fattige biskopper, som åbenbart stod Kardinalens hjerte nær. Ejendommen skulle administreres af en kannik fra Kirken San Marco og denne skulle vælges af Widman-familien. Kanniken skulle for sit besvær have rådighed over nogle af palæets mange værelser og oppebære en løn på 40 scudi om året.

Kardinal Widman mente nok, at han havde taget højde for alle eventualiteter ved bestemmelserne i testamentet, men ikke desto mindre opstod der i 1692 uenighed om brugen af palæet mellem kannikerne ved San Marco og Widman-familien. Striden kom til at strække sig over lang tid, indtil Pave Pius VI i 1777 besluttede at overlade hele palæet til familien Widman mod at de stillede et andet egnet sted til rådighhed for biskopperne fra Veneto.

I midten af 1800-tallet blev Palazzo Widman solgt til Grevinde Luisa Carlotta di Borbone, som boede der indtil sin død i 1857. I denne periode blev palæet renoveret - og ifølge Rendina nærmest ombygget - under opsyn af arkitekten Andrea Busiri Vici, der i 1854 stod for indretningen af et lille kapel og i 1855 for opsætningen af et alter på husmuren udenfor. Her blev der opstillet en statue af Den Ubesmittede Maria, udført af billedhuggeren Stocchi. Desuden indrettedes der i huset et andet lille kapel, der blev udsmykket af maleren Costantino Ragghianti. I 1856 kom turen til byggeriet af en terrasse ud mod Via della Cordonata og en loggia ud mod haven.

Efter Grevindens død gik ejendommen i arv til hendes ægtemand Giovanni Vimercati, der allerede året efter solgte det til Kardinal Antonelli, hvorefter det omtales som Palazzo Antonelli.

Litteratur om Palazzo Widman:
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998.
- side 42f.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione II, Trevi. del 4 / Angela Negro: side 26, 30, 54-60, 62.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005.
- side 482f.
Roma, ieri, oggi, domani. Periodici Locali Newton. Anno V n.50, Novembre 1992.
- side 55.