ANNAS ROM GUIDE

Vicolo di San Nicola dei Cesarini

Se ved nr. 22 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Denne ganske korte og smalle gyde forbinder Piazza dei Calcarari og Via di San Nicola dei Cesarini ved Largo di Torre Argentina med den lille plads Largo Ginnasi, der ligger ved Via dell'Arco dei Ginnasi, nord for Via delle Botteghe Oscure.

Gydens navn skyldes den lille, nu nedrevne, Kirke San Nicola dei Cesarini, som var opbygget på ruinerne af det nordligste af de antikke Templer, som kan ses i udgravningsområdet på Largo Argentina. Kirken stammede måske helt tilbage til 700-tallet og under udgravningsarbejdet fandt man også rester af den, som den så ud i 1100-tallet. Nogle af disse kan stadig ses under det lille tag i Pladsens nordvestlige del.

Cesarini-familien, som senere havde besiddelser i området og hvis familiemedlemmer i flere tilfælde blev begravet i Kirken, har givet den dens tilnavn. Og gadenavnet giver på denne måde også mindelser om denne familie, som øvede sin indflydelse i kvarteret fra 1400-tallet til de store nedrivninger i 1930'erne.

Vicolo di San Nicola udgår fra Piazza dei Calcarari's nordøstlige hjørne mellem det massive genopbyggede Palazzo Ginnasi med den gulkalkede facade mod øst og et mindre palæ, som mod vest ligger mellem Pladsen og Via di San Nicola dei Cesarini.

Det er i 6 etager med store stenkvadre på de nederste 2, hvor der i stueetagen er høje rektangulære forretningsvinduer og på førstesalen små, kvadratiske vinduer uden rammer. Resten af facaden er dækket af okkerfarvet puds og førstesalen har flotte høje vinduer, heraf 2 i hjørnet, som er udvidet til døre med buet overkant og smukke skodder, der fører ud til en elegant hjørnebalkon. Ejendommen har i disse 3 etager 3 fag ud mod gaden og 3 mod pladsen, men det yderste højre vindue er her mindre end de andre og på muren ovenover sidder et lille helgen-billede, en mosaik med San Francesco. De 2 næste etager, som er adskilt af en bred gesims og afsluttes af et bredt tagudhæng, båret af udskårne konsoller, har hver 4 fag, mens husets øverste etage har 5 fag høje vinduer.

Facaden, der er skråt afskåret i 2 dele ud til den lille gyde og den lille plads bag Palazzo Ginnasi, Largo dei Ginnasi, har kun 1 fag i 5 etager, mens ellers samme udsmykningsmønster.

 

HISTORIEN:

Gyden befinder sig i det område, hvor man mener, at den store søjlegangsomkransede Porticus Minucia Frumentaria har ligget. Her fandt kornuddelingen sted i en periode og her lå tilsyneladende senere Anicius-familiens hus, hvori de i 400-tallet indrettede et herberg og plejehjem for pilgrimme, Xenodochium Aniciorum, og et lille kapel for Santa Lucia.

 

Litteratur om Vicolo di San Nicola dei Cesarini:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 14.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 278.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1980.
--- Rione IX Pigna, Parte 1 / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione. ------- side 22, 24.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.10.2013 og sidst opdateret d. 23.10.2013