løber på den nederste del af Monte Celio mellem Piazza del Colosseo og helt op til Piazza di San Giovanni in Laterano. I starten af vejen mellem denne og Via Labicana lå i antikken den store gladiatorkaserne Ludus Magnus i tilknytning til Colosseum og længere inde statens møntværksted Moneta Caesaris.

Vejen har navn efter den store og gamle kirke Basilica di San Giovanni in Laterano, der er bygget på grunde, der tidligere var ejet af Plautius Lateranus, der fik sin ejendom konfiskeret, fordi han havde deltaget i et komplot. Senere fik hans slægtning Sextus Lateranus besiddelserne tilbage og endelig overgav Kejser Constantin dem til Pave Melchiades (310-314). I middelalderen kaldtes hele dette område Campus Lateranensis.

Vejen var oprindelig smal og snoet og området var ret øde, indtil slutningen af 1300-tallet, hvor Pave Urban VI (1378-1389) gav dem, der bosatte sig der, særlige privilegier. Snart blev den også bebygget med offentlige bygninger, kirker og elegante villaer som Villa Campana og Villa Giustiniani.

Pave Sixtus V (1585-1590) lod den smalle og snoede vej udvide og åbnede det, som dengang blev den store hovedfærdselsåre mellem Colosseo og Lateranet.

Vejen har i tidens løb haft forskellige navne: Via Santa, Via Maestra, Via Papale og Via Maggiore, fordi mange, der var tilknyttet pavehoffet havde deres bopæl her, når paven boede i Lateranet. Dens nuværende navn kommer af det folkelige "Lo stradone di San Giovanni" ("Den brede vej til San Giovanni(kirken)").

Et af husene langs vejen døbte folkeviddet "La casa della Papessa", fordi der verserede en historie - som ikke har noget som helst hold i de historiske kendsgerninger! - om "Papessa Giovanna" ("Pavinde Johanne"), en kvinde af engelsk eller tysk herkomst, opdraget i Rom, som forklædte sig som mand og blev valgt til pave mellem Pave Leo IV (847-855) og Pave Benedikt III (855-858) og som først blev afsløret, da hun fik veer midt under en kirkelig procession. I det lille hus var indmuret et fragment af en antik statue: et kvindebryst og dette bekræftede ifølge folket historien, der yderligere vandt tiltro, fordi det fortaltes, at paverne i det 15.århundrede foretrak ikke at benytte denne vej, men istedet drejede ned ad Via dei Santi Quattro.

Pave Pius IV (1559-1565) lod det lille hus rive ned og grunden rydde også for det antikke fragment, således at vejen igen blev pavelig processionsvej, når en nyvalgt pave skulle indsættes i embedet som Roms biskop i kirken San Giovanni in Laterano.

I et hus i Via di San Giovanni in Laterano boede den berømte Abbed Mariottini, som skrev digte til "den talende statue" Pasquino, som citeredes af alle i det 18.århundrede.

Via di San Giovanni in Laterano skæres idag af vejeneVia dei Normanni og Via dei Querceti ved Piazza San Clemente, hvor den gamle kirke San Clemente ligger.

I nr.33-35 efter Via dei Normanni kan man idag stadig se den elegante senbarokke facade (ca.1715) fra den nu nedrevne kirke Santa Maria delle Lauretane, der lå her i nærheden tilbage fra midten af det 17.århundrede sammen med et tilhørende kloster. Bygningerne blev revet ned efter 1870 for at opføre det kommunale skattekontor, under dette arbejde ødelagdes også de sidste spor af den gamle lagerbygning til Colosseum: "Summum Choragium".

I Via di San Giovanni in Laterano findes flere af de små gadealtre, som er opsat på husmure og gadehjørner overalt i Rom:

i nr.55 en "Immacolata Concezione", hvilket egentlig betyder "Den Ubesmittede Undfangelse".

i nr.151-153 en "Ss.Salvatore": "Frelseren".

og hvor gaden ved nr.282 går over i Piazza di San Giovanni in Laterano sidder højt oppe på hushjørnet endnu en "Ss.Salvatore": et maleri i en firkantet stukramme, kronet af et kors.

Et sted i området gik den antikke vej Vicus Cornicularius, som var forsynet med et af de antikke hedenske gadaltre for de guder, der beskyttede vejkrydsene.