ANNAS ROM GUIDE
Ludi Taurii

Disse meget gamle religiøse festligheder indeholdende ofringer til guderne, skuespil og væddeløb, anså de gamle kilder for at være opstået i Kongetiden under Kong Tarquinius Superbus (535-510 før Kristus).
Senere benævntes de i Republikkens tid (509-44 før Kristus) Ludi Tarentini og en vis Valesius, forfader til Valerius-slægten, tillagdes æren for deres indstiftelse.
De samme festligheder fejredes med lange mellemrum også i Kejsertiden (44 før Kristus-313 efter Kristus), hvor de kaldtes Ludi Saeculares.

Legenden fortalte, at der under Tarquinius Superbus var udbrudt en voldsom epidemi, som ramte alle gravide kvinder og dræbte deres fostre. Det var bydende nødvendigt at formilde guderne, så sygdommen kunne stoppes og præsterne tilrådede særlige ofringer og fejringer af Underverdenens guder for at formilde disse og formå dem til at standse sygdommen. Præsterne anbefalede hertil ofring af sterile køer, som på latin kaldtes "taureae" og fra dette ord blev festlighederne navngivet.

Ofringerne blev foretaget i området, hvor senere Circus Flaminius, den ældgamle fest- og væddeløbsplads udenfor bymurene, kom til at ligge. At det blev udenfor byen var vigtigt, for at Underverdenens guder ikke skulle komme ind i selve Rom og gøre mere skade.

Underverdenens herskere var på dette tidspunkt guden Dis Pater og gudinden Proserpina. For disse 2 var der fra gammel tid et alter i den vestligste del af Marsmarken. Det lå begravet under jorden og ved dette indstiftede Valesius de lege, som senere kaldtes Ludi Tarentini.

Ludi Taurii skal være blevet afholdt over 2 dage og involverede altså ofring af køer til Proserpina. Ved de senere lege ofredes en hvid tyr til Dis Pater og en hvid ko til Proserpina. Denne gamle skik fortsatte i Ludi Saeculares med ofring af hvide tyre til Jupiter og hvide køer til Juno Regina ved deres templer på Capitol.

 

----- Se Oversigt over antikke fester -----

 


Litteratur og links om Ludi Taurii:
La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton editori, 2. edizione, 2003.
- side 660.
Reclams Lexikon der Antike. Stuttgart, Reclam, Ergänzte Ausgabe, 2006.
- side 383.
Smith, William: Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology. 1870. - På Internet hos: www.perseus.tufts.edu
------: hos: Bill Thayer på http://penelope.uchicago.edu/Thayer/e/roman/texts/secondary/smigra*/ludi_saeculares.html

Vaccai, G.: Le Feste di Roma Antica. Miti, riti, costumi. Roma, Edizioni Mediterranee, 1986.
- side 227-232.
Lacus Curtius / William P. Thayer: Taurii Ludi (i: Daremberg & Saglio: Dicitionnaire des Antiquités Grecques et Romaines)
.
Wikipedia (engelsk tekst): Secular Games.
Wikipedia (italiensk tekst): Ludi saeculares.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Romguide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.11.2017