ANNAS ROM GUIDE
Chiesa del Bambin Gesù

Via Urbana nr.1

Chiesa del Bambin Gesù i Via Urbana
Chiesa del Bambin Gesù i Via Urbana

Kirken Bambin Gesù, viet til Jesus-Barnet, ligger mellem Viminal- og Esquilinhøjen i Via Urbana nr.1. Kirken er inkorporeret i et stort kompleks, der består af en Klosterbygning, som også huser en skole, børnehave, pensionat og menighedslokaler. Komplekset fylder hele karréen mellem Via Urbana, Piazza dell'Esquilino, Via Cavour og Via Ruinaglia.

Bygningerne er rejst i første halvdel af 1700-tallet og Kirken skyldes arkitekten Ferdinando Fuga. Oprindelig var indgangsportalen hævet et godt stykke over gadeniveau og der førte en dobbelttrappe herop. Denne blev imidlertid fjernet omkring 1870, da niveauet i Via Urbana blev hævet for at gøre forbindelsen til Piazza dell'Esquilino mere bekvem. Af Kirken Santa Pudenziana, som ligger overfor, kan man se hvor langt nede det oprindelige gadeniveau i Antikken befandt sig. Dengang var der en temmelig stejl skrænt op mod Santa Maria Maggiore.

Kirken blev indviet i 1736 og kan besøges mellem kl.7 og 9 om morgenen. Kirkerummet har form af et græsk kors, over højalteret er der et maleri af Jesu Fødsel af Filippo Evangelisti, sandsynligvis er den rette ophavsmand dog Marco Benefial. På alteret i Cappella della Passione er der en træstatue af Kristus. I Klosterkoret findes den fremstilling af Jesus-Barnet, som stifteren af lægsøsterordenen "Congregazione delle Oblate Convittrici del Santissimo Bambin Gesù", Anna Moroni, særligt dyrkede.


Mere om Kirken Bambin Gesù: historien

En rundtur i Kirken Bambin Gesù


Plan over Kirken
Bøger og links om Kirken
Fotos fra området
Kort over området
Spise og bo i området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 2.1.2005 og sidst opdateret d. 28.1.2004