Den gamle romerske familie med slægtsnavnet Publicius levede i Rom fra det 3. og 2. århundrede før til det 2. århundrede efter Kristus. På et tidspunkt splittedes slægten op i 2 grene: Publicius Malleolus og Publicius Bibulus. Frigivne slaver fik også i nogle tilfælde ret til at bære navnet Publicius.

Den antikke gade Clivus Publicius, der også kaldtes Vicus Publicius (nutidens Clivo dei Publicii), er opkaldt efter Publicius-familien, som havde store ejendomsbesiddelser på Aventin.

Vi kender blandt andet til følgende personer med navnet Publicius:

Spåmanden Publicius nævnes af Cicero i De divinatione I, 115 som fremsigende sine spådomme på vers, og i De divinatione II, 113: "lige så lidt bør man efter min mening fæste lid til en Publicius....".

Ædilerne Lucius og Marius Publicius (Malleolus) lod i år 289 før Kristus anlægge en flisebelagt gade, den første brolagte gade i Rom som var egnet til kørsel med vogn. Gaden blev opkaldt efter dem og hed Clivus Publicius.

I årene 240-238 opførte 2 andre medlemmer af Publicius-slægten, ædilerne Lucius og Marcus Publicius (Malleolus), et stort tempel for gudinden Flora og foranstaltede festdage, kaldet Floralia eller Ludi Florales, som derpå blev fejret hvert forår i Circus Maximus.

L. Publicius Bibulus var tribunus militum i den anden legion i år 216 før Kristus.

C. Publicius Bibulus var folketribun i år 209 før Kristus, hvor han lå i strid med M. Claudius Marcellus.

C. Publicius, der måske er den samme som C. Publicius Bibulus, nævnes af Cicero i De oratore II, 67.

Publicius Malleolus dræbte sin moder i år 101 før Kristus og blev som straf lagt i en sæk, som blev syet til, hvorefter den blev kastet i havet.

I år 80 før Kristus var C. (Publicius) Malleolus kvæstor i Kilikien, hvor han døde og blev efterfulgt af Verres, som blev værge for hans søn. I denne egenskab kunne Verres bruge frit af Malleolus store formue, som han havde samlet som kvæstor. Cicero omtaler sagen i sit anklageskrift mod Verres, som han også beskylder for at have myrdet Malleolus. (In Verrem I, 15, 36).

L. Publicius blev omkring år 81 før Kristus forsvaret af Cicero i en sag rejst af Sextus Naevius. (Pro Quinctio 6).

Den romerske ridder Publicius var omkring år 70 før Kristus under anklage for bestikkelse i forbindelse med en romersk valghandling.

Quintus Publicius nævnes af Cicero som hørende til Catilina's omgangskreds eller husholdning omkring år 63 før Kristus. (In Catilinam II, 2).

En Publicius, der på et tidspunkt var folketribun, fremførte ifølge Macrobius et lovforslag om vokslys ved Saturnaliefesten.

Publicius Certus tjente under Kejser Domitian og blev udnævnt til Praefectus Aerarii. I år 96 blev han stillet for retten efter en anklage af Plinius den Yngre, men Kejser Nerva stoppede sagen, dog mistede Publicius Certus alle sine embeder. Han døde kort tid efter. (Plinius' Brev til Quadratus, Epistula IX, 13).

L. Publicius Celsus var konsul under Kejser Trajan i år 113 efter Kristus. Han fik en statue rejst som hædersbevisning. Efter Hadrian's magtovertagelse blev han dømt til døden i år 117.

Publicius Gellius var jurist. Der hersker nogen tvivl om navnet er korrekt, eller det drejer sig om L. Gellius Publicola eller måske en Publicius Caecilius

Cn. Publicius Menander var frigiven. Han nævnes af Cicero i Pro Cornelio Balbo.

Litteratur om Publicius-familien / Gens Publicia:
Ciceros Filosofiske Skrifter. Ved Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup. København, Gad, 1970.
- Bind III: side 413, 523. Bind V: side 545.
Smith, William: Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology. 1870. -- Edition scanned by the University of Michigan's project "The making of America".