Mere om Kejser Augustus

Gaius Octavius blev født i år 63 før Kristus i en familie af beskeden oprindelse. Han var Kejser fra år 27 før Kristus til sin død i år 14 efter Kristus.

Han blev født den 23. september i familiens hus på Palatin-højen. Faderen Gaius Octavius var søn af en ridder fra Velitrae i Albanerbjergene og blev i år 70 gift med Atia, en datter af senatoren Marcus Atius Balbus fra Aricia. dette viste sig at være et godt parti, da Atia' s moder Julia var søster til den kommende diktator Julius Caesar og på denne måde blev Gaius Octavius hjulpet i vej i en politisk karriere i Rom, hvor han i år 61 blev prætor, i år 60 blev udnævnt til statholder i Makedonien og han stod tæt på at blive valgt til konsul, da han døde i år 59 før Kristus.

Sønnen Gaius Octavius var da ganske lille og hans opdragelse blev lagt i hænderne på hans mormoder Julia, da hans moder giftede sig igen med ekskonsulen Lucius Marcius Philippus. Julia døde i år 51 før Kristus og da var det den 12-årige dattersøn, der holdt ligtalen.

Efter at Gaius Octavius i år 49 havde anlagt mandstoga tog hans mormoders broder Caesar, der nu var diktator i Rom, sig af hans videre uddannelse, hvor han blandt andet blev medlem af pontifex-kollegiet, blev bypræfekt og optaget iblandt adelsfamilierne. Han var sammen med Caesar under felttoget i Spanien og i år 45 indsatte Caesar den unge mand som arving og adoptivsøn i sit testamente.

Den unge Octavius var interesseret i mange ting, grammatik, græsk drama og fossil-arkæologi, han holdt af terningspil og var rap i replikken og afholdt af sine mange venner, som fulgte ham resten af livet, blandt andre Marcus Vipsanius Agrippa og Caius Clinius Maecenas.

BORGERKRIGENE EFTER CÆSAR'S DØD

Den 15. marts i år 44 blev Caesar imidlertid dræbt i Rom, mens Gaius Octavius opholdt sig i Apollonia og skønt det ikke skortede på opfordringer til at vende hjem til Rom for at prøve at tilkæmpe sig magten, valgte han at gå forsigtigt frem, men ved Brundisium hørte han om romernes hyldest til Caesar ved dennes begravelse og han følte sig nu så sikker, at han turde stå frem som Caesars adoptivsøn med navnet Gaius Julius Caesar Octavianus.

På sin vej op gennem Italien hyldedes han af veteranerne fra Caesars hær og han var nu fast besluttet på at hævne drabet på sin adoptivfader. Han mødte dog her store vanskeligheder, idet Marcus Antonius ikke ønskede sig en rival til sin magtstilling og derfor på enhver måde modarbejdede ham. Alligevel lykkedes det Octavian at vinde Roms befolkning for sig og i årene derefter fulgte der en række taktiske manøvrer. Det lykkedes imidlertid også Octavian at vinde Senatet for sig og i år 43 fik han som betaling for at stille sin hærstyrke til Senatets disposition et proprætor-embede og blev senator med ret til at tage ordet i ekskonsulernes gruppe.

Samme år skete der en ændring i magtforholdene, så Cæesarmorderne trådte frem med Senatets støtte og Octavian fandt derfor, at tiden nu var inde til at indgå et samarbejde med Marcus Antonius og sidst på året sluttede de to sig sammen med Marcus Aemilius Lepidus i det såkaldte "triumvirat", der den 27. november overtog magten i Rom og derefter for de hårdt frem mod deres modstandere, hvis formuer blev konfiskeret, mens de selv blev dræbt eller dømt fredløse. Blandt de dræbte var Marcus Tullius Cicero mens den fredløse Sextus Pompeius undslap til Sicilien med en stor flåde. De konfiskerede ejendomme blev solgt for at finansiere et felttog mod Caesarmorderne. For at besegle alliancen med Marcus Antonius blev Octavian nu gift med dennes steddatter Claudia.

Fra år 42 fulgte nu en række krige og under det andet slag ved Filippi blev Brutus besejret, så han valgte at begå selvmord ligesom Cassius havde tidligere havde valgt det.

Octavian og Marcus Antonius lavede som sejrherrer en ny provinsfordeling, der tilgodeså dem selv på tredjemanden Lepidus' bekostning. Marcus Antonius overtog det østlige område og slog sig i år 41 ned i Ægypten hos Dronning Kleopatra, mens Octavian arbejdede i Italien og førte krigen videre mod Sextus Pompeius. De gamle modsætninger mellem de to sejrherrer brød nu op igen og Marcus Antonius' broder konsulen Lucius Antonius rykkede ind i Rom med en hær, men han blev slået tilbage af Octavian's venner Agrippa og Salvidienus Rufus.

Octavian prøvede nu at indgå en alliance med Sextus Pompeius og lod sig derfor skille fra hustruen Claudia og giftede sig derpå i år 40 med Scribonia, en søster til Sextus Pompeius' svigerfader, og i dette ægteskab fødtes datteren Julia. Sextus Pompeius følte sig dog ikke bundet af aftalen med Octavian og indledte også forhandlnger med Marcus Antonius, så det kom meget tæt på en ny krig. Den blev dog undgået og i år 40 blev en ny pagt mellem triumvirerne aftalt. Til at besegle denne blev Antonius nu gift med Octavians ældre søster Octavia.

Sextus Pompeius følte sig forbigået ved det genopstandne triumvirat og fortsatte krigen mod Octavian, som i efteråret 39 lod sig skille fra Scribonia og få måneder efter d.18.januar år 38 ægtede Livia Drusilla, som lige var blevet skilt fra Tiberius Claudius Nero. Med sig ind i sit nye ægteskab bragte Livia sin 4-årige søn Tiberius og den søn, som hun ventede med sin tidligere mand.

I år 35 blev Sextus Pompeius besejret og ligeledes Lepidus, der havde sat sig op mod Octavians ønsker, men modsætningerne mellem ham og Marcus Antonius blussede nu på ny op og i år 32 ønskede denne på foranledning af Dronning Kleopatra skilsmisse fra sin hustru Octavia, Octavians søster. Det kom nu endelig til åben krig mellem de to tidligere allierede og den 2. september i år 31 udkæmpedes søslaget ved Actium, hvor Agrippa slog Marcus Antonius og Kleopatra's flåde og de overlevende soldater overgav sig til Octavian. Reelt var dette afslutningen på den lange borgerkrig, der havde raset siden Caesar's død.

Octavian kunne nu koncentrere sig om at genoprette Romerriget i Østen og endelig besejrede han i år 30 Alexandria, hvor Marcus Antonius begik selvmord og Kleopatra fulgte hans eksempel hellere end at blive slæbt med til Rom i Kejserens triumtog.

ENEVÆLDIG MAGT SOM KEJSER

I de følgende år konsoliderede Octavian sin magt i Italien og i Østen og i år 27 før Kristus nåede han magtens højdepunkt, tog navnet Caesar Augustus og overtog selv kontrollen med provinserne. Augustus var nu enevældig hersker over Romerriget selvom han i det ydre rent formelt fulgte den romerske republiks forfatning.

Selv efter at være blevet Kejser måtte Augustus forlade Rom for at føre krig, i årene 26-25 var han i Spanien og i denne periode blev hans nevø og arving Marcus Claudius Marcellus, søn af hans søster Octavia i hendes første ægteskab med Gaius Claudius Marcellus, gift med hans datter Julia. Dette tolkedes af romerne som en angivelse af, hvem der skulle være hans efterfølger.

Men i år 23 blev Augustus alvorligt syg og frygtede for sit liv og her overdrog han alle statspapirerne til konsulkollegaen Gnæus Calpurnius Piso og sin signetring til Agrippa, fordi Marcellus på det tidspunkt endnu var alt for ung og uerfaren.

Augustus genvandt dog sit helbred og Marcellus kunne igen håbe på at blive den næste kejser, indtil han døde i slutningen af år 23. Nu havde Augustus ingen oplagte mandlige arvinger og Livia begyndte at håbe på en fremtid for sine to sønner. I mellemtiden blev Julia i sommeren år 21 gift med Augustus' gamle og trofaste ven Marcus Agrippa og da hun med ham fik to sønner Gaius (født år 20) og Lucius (født år 17), fik Augustus påny direkte mandlige arvinger, som han snart adopterede. Efter to døtre, Julia og Agrippina, døde Agrippa i år 12 før Kristus kort før fødslen af hans sidste søn Agrippa Postumus.

Rigtig ro var der i disse år ikke i Rom, der havde svært ved at vænne sig til et enevælde. Senatet prøvede at tilbyde Augustus posten som diktator, men han afslog, da den reelle enevældige magt alligevel var hans i kraft af opbakningen fra hæren og folket. Men da han måtte opholde sig en længere periode på Sicilien, blev der uroligheder i Rom, som først faldt til ro, da Augustus vendte tilbage i år 19. Som tak fik han tillagt endnu mere formel magt, livslang konsularisk myndighed samt tribunmyndighed og kommando over rigets samlede hærstyrker.

LOVGIVNING OG STYRING AF ROM

Nu var det på tide at der faldt ro og fred over hele riget og Augustus begyndte nu et større lovgivningsarbejde. Samtidig afholdt han de såkaldte Sækularlege i år 17, hvortil digteren Horats skrev sin berømte ode "Carmen Saeculare". I år 13 fik Augustus titel af Pontifex Maximus, i år 9 indviede han "Ara Pacis" ("Det Augustæiske Fredsalter") og i år 2 før Kristus hyldede Senatet ham med titlen "Pater Patriae" ("Fædrelandets Fader") og Kejseren indviede her de årlige Mars-lege og det store Tempel for Mars Ultor (Den Hævnende Mars) på det nye torveanlæg Forum Augustum.

Fra Østen bredtes i disse år en dyrkelse af Kejseren som gud og i år 7 indførtes denne også i Rom, dog i den form, at det her var Kejseren's "genius", der skulle dyrkes sammen med "larerne" (byens skytsånder).

Augustus inddelte nu Rom i 14 regioner med ialt 265 kvarterer (vici), der hvert lededes af 4 årligt valgte frigivne "vicomagistri", der havde ansvar for den lokale brandsikring. I hvert kvarter stod et kapel til dyrkning af kvarterets larer samt Kejserens genius, der dyrkedes ved ofringer og festlege.

Augustus var klar over vigtigheden af at have folket med sig og brugte drevent alle til rådighed stående midler til sin propaganda: møntvæsenet, reliefferne på sit "Fredsalter", litteraturen, hvor han selv udgav sin selvbiografi frem til år 25 før Kristus, og derefter ved hjælp af digterne Vergil og Horats forherligedes Roms historie og Byens nye "guldalder" under Augustus.

Augustus var ophavsmand til en lang række nye love, blandt andre: regler for senatsmødernes afholdelse, lov til forebyggelse af bestikkelse ved valgene, lov til beskyttelse af borgerne mod offentlig og privat voldsanvendelse, lov om slavefrigivelse, ægteskabslov, lov om ægteskabsbrud. Kejseren var selv dommer i en række retssager og han havde det samlede overblik over statsfinanserne.

Augustus havde selv en enorm formue, som han brugte til at betale for hjemsendelse og pensionering af sine soldater fra de første år, til skuespil og korn og pengeuddelinger til den romerske almue, samt til byggeri blandt andet af Curia Julia og Caesar-Templet på Forum, sit eget Mausolæum, et Tempel for Apollo på Palatin, Marcellus-Teatret, et Tempel for Mars Ultor på det nye Forum Augustum. Allerede i år 28 havde han foranstaltet restaurering af 82 forfaldne templer og fik derved ry for stor fromhed. Kejseren opfordrede ligeledes sine venner og bekendte til at bygge nyt og forskønne Rom, således byggede Agrippa Pantheon og Maecenas sanerede og startede derved udbygningen af det tidligere ildeberygtede Esquilin-kvarter. Augustus udtalte siden, at han havde overtaget en by i teglsten og nu efterlod en by i marmor.

Også andre områder af bylivet havde Augustus' bevågenhed: han regulerede korntilførslen og uddelingen og organiserede byens brandvæsen, først gennem inddelingen i de 14 regioner og efter den store brand i år 6 efter Kristus ved at oprette et permanent brandkorps (Vigiles) af frigivne, omfattende 7 kompagnier (Cohortes), der udførte natlig brandvagt i 2 regioner hver. De havde til huse i kaserner, hvoraf man senere har fundet rester. Et politikorps blev også oprettet og vandvæsenet fik egen organisation.

I disse år, hvor byen Rom voksede og forskønnedes i ro og fred, var der ikke altid ro ved Rigets grænser, i årene 16-13 før Kristus måtte Augustus opholde sig i Gallien, hvor han nyorganiserede det romerske herredømme ligesom han gjorde i Spanien ved samme lejlighed. I år 15 førte Kejserens stedsønner, Livia's to sønner Tiberius og Drusus krig i Alpeområdet og erobrede landområder, der blev til de nye provinser Rætien og Noricum. Da Augustus vendte tilbage til Rom, overtog Drusus kommandoen i Gallien og i årene 12-9 kæmpede han mod germanerne ved Rhinen og Elben. På dette sidste togt faldt han af hesten og brækkede sit ben med døden tilfølge. Herefter overtog Tiberius, der havde kæmpet i Illyricum og Pannonien, erobringen af Germanien i årene 8-6 før Kristus og igen i årene 4-5 efter Kristus. Derpå måtte Tiberius nedkæmpe et oprør i Illyricum og i mellemtiden overtog konsulen Publius Quinctilius Varus med held kommandoen i Germanien i årene 7-9 efter Kristus, da der udbrød et oprør, hvor han med sin hær faldt i baghold ved Teutoburgerskoven. Næsten 20.000 soldater blev nedslagtet og Varus tog sit eget liv derover. Da Tiberius havde nedkæmpet oprøret i Illyricum i år 9 efter Kristus drog han med en ny hær til Germanien og kæmpede der sammen med sin adoptivsøn Germanicus (søn af hans afdøde broder Drusus) i årene 13-16 efter Kristus.

ARVEFØLGEPROBLEMER

Gennem hele sin Kejsertid forsøgte Augustus at planlægge en god og fredelig overgang, når han selv engang døde, så magten uden problemer kunne gå videre til hans kødelige arvinger. Gang på gang snød skæbnen ham og ødelagde hans planer. Første gang var i år 23 før Kristus, da hans søstersøn og svigersøn Marcellus døde som kun 20 årig. Nu havde Augustus ingen direkte mandlige arvinger, men i år 20 fødte hans datter Julia sin første søn, Gaius, med Augustus' gode og trofaste ven Agrippa som fader, og da i år 17 også Lucius kom til, var der nu atter blodsbeslægtede mandlige arvinger til Kejsermagten.

Augustus adopterede de to dattersønner og begunstigede de to drenge på alle måder, således at hans stedsøn Tiberius i år 6 før Kristus følte sig så tilsidesat og latterliggjort, at han i protest forlod Rom og bosatte sig på Rhodos i 8 år. Det stoppede dog ikke alle Augustus' gunstbevisninger, der østes ud over de to unge mænd. Men endnu en gang ødelagde skæbnen Kejserens planer, i år 2 efter Kristus døde Lucius og i år 4 efter Kristus døde Gaius på vej hjem til Italien efter et krigstogt i Østen. Endnu engang måtte Augustus se sig om efter en arving.

Efter at Agrippa var død i år 12 før Kristus, var Julia blevet gift med Tiberius, som var blevet tvunget til at lade sig skille fra sin elskede hustru Vipsania. Det blev et meget ulykkeligt ægteskab, selvom Julia i år 10 fik en søn, der døde kort efter. Julia trøstede sig med andre mænd og fulgte ikke med Tiberius, da han drog til Rhodos. I mange år skjulte man Julias livsførelse for Kejseren, men da han opdagede det i år 2 før Kristus, lod han hende forvise til den lille ø Pandataria, det nuværende Ventotene.

Tiberius kom tilbage til Rom i år 2 efter Kristus og levede i begyndelsen et stille liv som privatmand, men efter Gaius' død så Augustus ingen anden udvej end at adoptere Tiberius og derved anerkende ham som tronarving. Samtidig adopterede han også sin sidste dattersøn Agrippa Postumus og foranstaltede, at Tiberius adopterede sin broderssøn Germanicus, som således senere sammen med Tiberius' søn af første ægteskab kunne føre arvefølgen videre. Germanicus, der var barnebarn af Augustus' søster Octavia blev nu gift med Augustus' datterdatter Agrippina (den Ældre) og således mente Augustus, at kunne sikre sig blodsbeslægtede arvinger. I dette regnestykke snød skæbnen ikke Kejseren - hans oldebarn Gaius blev den senere Kejser Caligula!

Men ellers gik det ikke, som Augustus havde planlagt. Først opstod der problemer med Agrippa Postumus, som i år 6 efter Kristus blev forvist til den lille ø Planasia, hvor han døde i år 14 straks efter Agustus' død. Året efter forvistes hans ene søster Julia den Yngre ligeledes ligesom flere af hendes omgangskreds, blandt andre digteren Ovid. Og efter Augustus' død døde også Germanicus i Antiochia i år 19 efter Kristus, mens Tiberius var Kejser.

Den 19. August år 14 efter Kristus døde Kejser Augustus selv på sit landsted i Nola syd for Rom. Tiberius var blevet tilkaldt og han fik uden problemer Kejsermagten overdraget, da han kom til Rom med Augustus' båre. Augustus' lig blev brændt på Marsmarken og asken blev anbragt i hans Mauseolæum og Senatet vedtog, at han fremover skulle dyrkes som gud.