Maleren Pietro Turino (eller Pietro Turini) kaldtes således, fordi han kom fra byen Torino i Norditalien, og han er kendt i Siena for sit arbejde på Domkirkens kuppel, mens han i Rom er mere ukendt. Og dog arbejdede han her i byen i 1510 i Kirken Sant'Omobono og allerede i Vatikanet i 1483.

Dette var året, hvor den vel omkring 36 år gamle Pietro forlod Siena og rejste til Rom for at finde nye arbejdsmuligheder. Her henvendte han sig til maleren Antonio Aquili, der kaldes Antoniazzo Romano og var et vigtigt bindeled for de romerske kunstnere og for dem, der kun kortvarigt besøgte byen.

Og Pietro vandt Antoniazzo's gunst og fik af denne en kontrakt på udsmykningen af 3 stuer i Pave Sixtus IV's lejlighed i Vatikanet. Kontrakten blev behørigt underskrevet og bevidnet af en notar den 17. Marts 1483. Heri erfarer vi, at man i Rom omtalte Pietro som "magister Petrus Thorinis de Senis pictor de regione Pontis". Altså: "mester Pietro Turini fra Siena, maler fra kvarteret Rione Ponte".

Dette betyder, at Pietro boede i kvarteret, der havde navn efter broen Ponte Sant'Angelo og dækkede området nord og syd for nutidens Corso Vittorio Emanuele II, fra floden mod syd til Vicolo della Scimia mod øst og videre mod nord ad Vicolo Cellini og Vicolo dei Filippini, og mod øst op til Piazza Navona, samt derfra op mod nord til floden.

Men i Siena havde Pietro sin familie, der var guldsmede. Hans far hed Giovanni Turino, født ca. 1384 og død 1454. Pietro havde også en bror, vist nok ældre end ham. Om der også var søstre, nævner kilderne ikke, men vi kan se, at de nogle gange omtaler Pietro som "Pietro di Nanni" eller "Pietro di Giovanni". Nanni var et kælenavn for Giovanni.

Første gang Pietro omtales i kilder fra Siena var i 1472, da han allerede benævnes "maestro" ("mester") og indgiver en ansøgning til byens domstol, La Signoria, for at blive frikendt fra en anklage for at have ledt Madonna Tora til prostitution med flere borgere i Siena. Heri nægtede Pietro sig skyldig, men hvad udfaldet af sagen blev, nævnes ikke. Madonna Tora var Pietro's hustru, som han havde ægtet i 1470 efter at have modtaget hendes medgift på 120 floriner.

I 1481 arbejdede Pietro endnu i Siena på Domkirkens kuppel, men derefter drog han afsted til Rom, hvortil han altså ankom i 1483 og kom til at arbejde i Vatikanet for Antoniazzo Romano i de næste mange år, i hvert fald indtil efter 1487. Måske også længere, for i 1492 er der overleveret et bilag på en udbetaling af løn til ham som medarbejder til Antoniazzo.

Dog lader det til, at han ind imellem arbejdsperioderne i Rom også besøgte sin hjemby, hvor han både i slutningen af 1400-tallet og i første årti af 1500-tallet deltog i arbejdet med renovering af Domkirken. Fra 1497-1501 arbejde han i Cappella di San Giovanni Battista, hvor han blandt andet malede kuplen i blåt og guld. Også hans andre arbejder her var mere håndværksmæssige end kunstneriske.

I Juni 1509 var Pietro imidlertid tilbage i Rom, hvor han skulle udsmykke florentinernes hospital Santa Maria delle Grazie med nogle malerier i en af sengefløjene, betalt af det florentinske lægbroderskab Compagnia della Consolazione. Disse malerier eksisterer ikke idag, men det gør dokumentet med aftalen, hvori der også refereres til Pietros fader Giovanni Turino som "dygtig guldsmed og bronzestøber i Siena".

I 1510 fik Pietro Turino en større opgave, hvor han skulle fremstille en hel malet altertavle til Kirken San Salvatore in Portico (senere: Sant'Omobono). Emnet skulle være: Madonna med Barnet og Helgenerne Stefano og Alessio, samt En velsignende genopstået Kristus. Dette maleri er det eneste tilbage af hans srbejder i Rom. To malere vurderede Pietros arbejde til 30 gulddukater.

Efter fuldendelsen af dette værk blev der lidt stille om Pietro. Man ved, at han i 1512 sammen med sin nye hustru Camilla de Lantis blev sponsor for en forældreløs lille pige på 9 år, kaldet Tiburzia og opholdende sig i Ospedale di Santo Spirito.

Sidste arbejde fra Pietro's hånd var deltagelse i udførelsen af de allegoriske vogne, som skulle benyttes ved festlighederne på Piazza Navona. I et lille notat fra Februar 1514 nævnte Evangelista Maddaleni Capodiferro, at Pietro Turino havde udsmykket 3 af de 18 vogne, som skulle bruges til karnevalet, med motiverne "magnificentia" ("Herligheden"), "justitia" ("Retfærdigheden") og "fortuna" ("Heldet, Lykken").

Kort tid efter døde Pietro Turino i Rom, hvor et dokument af 2. Maj 1514 omtaler hans grav i Kirken San Salvatore in Lauro og hans ønske til sine efterlevende sønner Fabrizio og Marcello, der skulle betale et årligt beløb på 25 floriner til Ospedale di Santa Maria delle Grazie, Ospedale della Consolazione og Ospedale del Portico - for at der her skulle holdes årlige sjælemesser for hans frelse.

I Rom har Pietro Turino blandt andre udført følgende værker:

Kirken Sant'Omobono: Altertavlen på Højalteret (1510).

Vatikanet: Pave Sixtus IV's stuer: udsmykning sammen med Antoniazzo Romano, der var hovedansvarlig (1483).