|
|
|
Sant'Omobono - Kirke i Vico Jugario - Se nr. 24 på Kort over Velabro-Turen |
|
I kvarteret Rione Ripa står - ved den lille gade Vico Jugario og øst for det udgravede område Area Sacra di Sant'Omobono - den Kirke, som har givet navn til området: Kirken Sant'Omobono, som i 1575 efter en total genopbygning blev viet til helgenen Sant'Omobono Tucenghi, som også kaldes Sankt Homobonus. Omobono Tucenghi, som kom fra byen Cremona i Norditalien, var skytshelgen for uldarbejdere og klædehandlere. Og det var netop håndværkere, der arbejdede med klæde og uld - her: skræddere, som havde samlet sig i et laug kaldet Università dei Sartori og i 1575 havde brug for et bedre mødested, end det de havde fået tildelt i den gamle Kirke San Salvatore in Portico. Derfor lod sammenslutningen denne nedrive og genopførte den Kirke, som man står overfor idag - dog tilføjet en del tilpasninger og ændringer i løbet af både 1700- og 1800-tallet, samt i nyere tid, hvor området vest for Kirken er blevet omdannet til et udgravet arkæologisk område. Skrædderlauget, der også indbefattede frakkemagere og hosekræmmere, flyttede i 1575 fra deres tidligere Kirke Sant'Andrea Nazareno, som i stedet blev osplugt af Kirken Santa Maria in Monserrato, og overtog fra hospitalet Ospedale di Santa Maria in Portico den lille Kirke, som tidligere var viet til Frelseren, Il Salvatore, men nu både blev revet ned og skiftede titelhelgen og dermed navn. Selv tilføjelsen "in Portico" forsvandt, selvom den var meget sigende, da den referede til en del af den gamle lange overdækkede søjlegang, som førte fra Peterskirken og ned til Colosseum og i sit fulde forløb kaldes Porticus Maximae, men på den strækning, der gik fra Marcellus-Teatret og ned til Piazza della Bocca della Verità kaldtes enten Porticus Gallatorum eller Porticus Crinorum. Udover at rejse en ny Kirke lod Skræddersammenslutningen også opføre en et kapel for offentligheden. Dette lukkedes imidlertid senere og blev derefter benyttet som lagerrum, indtil det i 1936 blev revet ned. Første gang man støder på Kirkens nye navn er i det katalog over de romerske kirker, som kannik ved Santa Maria in Cosmedin Francesco del Sodo udfærdigede i perioden 1575-1583. I samme periode blev Sant'Omobono's menighed udvidet med sognebørnene fra den nærliggende og på dette tidspunkt ganske forfaldne kirke Sant'Andrea de Fovea. Skrædderlauget påtog sig også opgaven med at beskytte det gamle og tilbedte Maria-billede kaldet Santa Maria in Portico, som idag opbevares i Kirken Santa Maria in Campitelli. Desuden brugte Lauget tid og penge på at udsmykke deres nye Kirke. I 1616 kunne de således vie et nyt alter til Sant'Antonio. Udsmykningen var her bekostet af en af sammenslutningens medlemmer. I 1767 blev Kirken renoveret, som det kan læses på en mindesten på indgangsmuren inde i bygningen. I sidste halvdel af 1800-tallet blev både kirkegulv og -loft renoveret, dette sidste med kassette udsmykning (se foto fra info.roma.it), mens både gulv, orgel og vægge fik dekorationer i falsk marmor. I begyndelsen af 1900-tallet blev hele området vest for Kirken ændret. Næsten al bebyggelse blev fjernet for at give plads til den nye store trafikåre, Via del Mare, som idag mod nord hedder Via del Teatro di Marcello og mod syd Via Luigi Petroselli. I denne forbindelse blev Kirken sækulariseret og det Lægbroderskab, som passede den, opløst. I en periode blev bygningen brugt som offentligt kontor og udstillingssal, og der var planer om at omdanne den til museum, men det blev aldrig realiseret. I 1951 blev Kirken givet tilbage til Skrædderlauget, som stadig passer den. Kirkens facade, der oprindeligt var i travertin, blev i 1940'erne dækket af teglsten. Den rejser sig stejlt over en høj dobbelttrappe, der giver den et lidt majestætisk og noget tillukket udseende (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er ikke en facade, der byder de forbipasserende indenfor, og Kirken er da heller ikke normalt åbent. I disse år er den ydermere under restaurering og derfor kun undtagelsesvist åben. Når kirkefacaden i den grad tårner sig op over de forbipasserende, skyldes det også, at gadeniveauet i forbindelse med udgravningerne blev sænket, og Kirken derved kom til at stå på en højere bakke. Udgravningerne har til gengæld bragt mange tempelrester for dagen. Et par tvillingetempler viet til henholdsvis Mater Matuta (tættest på Kirken) og Fortuna (mod gadehjørnet). På Kirkens anden side har man fundet rester af et fleretagers lejlighedskompleks, som kan være det såkaldte Insula Volusiana. Det er kun de sydligste to trediedel af Sant'Omobono, der opbygget over Mater Matuta-Templet.
----- Læs også: EN RUNDTUR I KIRKEN -----
Litteratur om Sant'Omobono: |